Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
2 - Sagprosaanmeldelse
Kvinderne i Kabul
3 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
6 - Sagprosaanmeldelse
Man jager et bæst og fanger et menneske
7 - Sagprosaanmeldelse
Zornig – Vrede er mit mellemnavn
8 - Sagprosaanmeldelse
Borgerlig offentlighed
9 - Sagprosaanmeldelse
3096 dage
10 - Sagprosaanmeldelse
Historien der ikke bliver fortalt - Om krigen i Afghanistan




Stikkerdrab - Modstandsbevægelses likvidering af danskere under besættelsen. / Steffen Emkjær / 224 sider
Aschehoug. ISBN 9788711114636
Anmeldt 23/2 2012, 20:06 af Hans Christian Davidsen

At skyde sig selv i foden


At skyde sig selv i foden

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

"Vi var jo mordere, selv om vi ikke brød os om at bruge det ord. Vi overtrådte loven, hvor der står, at slår man et andet menneske ihjel, er man morder. Og vi var endda den værste slags, for vi planlagde mordene. Havde man fulgt lovens paragraffer, burde vi jo være spærret inde den dag i dag. Men man tilgav os altså med tilbagevirkende kraft".

Sagde den tidligere danske modstandsmand Gunnar Dyrberg til Weekendavisen, da bladet for en halv snes år siden bragte en interviewserie med nogle af de mennesker, der under besættelsen var med til at begå de såkaldte stikkerlikvideringer.

Problematisk betegnelse
Fra maj 1943 til befrielsen i maj 1945 dræbte danske modstandsfolk omkring 400 mennesker. Drabene er i Danmark gået under betegnelsen stikkerlikvideringer. Det hed sig, at de dræbte var stikkere, som imod danske interesser undergravede modstandsbevægelsernes arbejde.

Men dette er en problematisk betegnelse, skriver historikeren Stefan Emkjær, og kalder i stedet for sin bog Stikkerdrab. Stefan Emkjærs bog bygger på hans historiespeciale fra Århus Universitet i 1988 (under Henning Poulsen).

En forsvindende lille del af de drab, som modstandsbevægelserne begik, blev udført på egentlige stikkere – altså på mennesker, der havde angivet medlemmer fra modstandsbevægelserne til den tyske værnemagt eller det danske politi. I øvrigt havde stikkerdrabene vidt forskellig karakter: Var det for eksempel straf eller nødværge, spørger forfatteren. Ofte det første, lyder svaret.

Emkjærs betegnelse "Modstandsbevægelserne" kalder til gengæld også på skærpet opmærksomhed. Nok opstod modstanden mange steder, men bemærkningen om, at der kort før befrielsen skete en sammentømring af "løst tilknyttede grupper, der kunne dække alt fra almindelig modstandsbevægelse til kriminelle grupper", er lidt lakonisk. Hemkjær bruger også uforholdsmæssig megen plads på at problematisere i forhold til konklusionen.

Hold mund!
Frode Jakobsens rolle under og efter besættelsen tager Stefan Emkjær op til kritisk revision. Der kom aldrig nogen tilbundsgående undersøgelse i årene efter – takket være Frode Jakobsen. Kun 125 sager af 409 mulige blev undersøgt. - Vi fik direkte besked på, at vi skulle holde vores mund, fortæller Gunnar Dyrberg i bogen.

Det er vanskeligt at gøre sig til dommer. Men historien skal selvfølgelig skrives. Modstandsbevægelserne skød sig selv i foden ved at lægge låg over sagerne, konstaterer Steffen Emkjær.

Flere steder skyder Steffen Emkjær også sig selv i foden. Problemet er, at forfatteren uden videre godtager udtalelser, der passer i hans kram. Mens andres udsagn ikke helt kommer til deres ret. Det gælder især den kritiske belysning af Frode Jakobsens rolle. Frode Jakobsen valgte at gøre Frihedsrådet til øverste ansvarlig for likvideringerne. Og det var, fordi han ikke ønskede, at mennesker, der havde sat livet på spil, skulle udsættes for yderligere belastning efter krigen. En ganske ædruelig argumentation – specielt set i datidens lys.

Forrige anmeldelse
« Mennesker for kul «
Næste anmeldelse
» Brev til mine efterkommere »