Alle kender det: man sidder til møde, kigger lidt diskret på uret og slår computeren over på mail-programmet, mens en eller anden selvhøjtideligt lirer en masse ligegyldigheder af sig. Situationen er lettere ubehagelig, fordi man sidder til møde, og man kan ikke uden god grund rejse sig og gå.

Mødet bliver betragtet som en vigtig aktivitet – det er her man bliver informeret og gør sin indflydelse gældende. Men der er ingen egentlig involvering, og den indflydelse, man gør gældende, fører alligevel ikke til noget. Højst sandsynlig ender mødet med, at der er blevet besluttet noget, ligesom der blev på sidste møde. Men beslutningerne har enten ingen konsekvenser – eller var besluttet på forhånd.

Møder er ofte spild af tid, og hvis man brugte sin mødetid på noget andet end møder, så ville de 26 milliarder, politikerne har skændtes om, virke som småmønter, man blot kunne smide i fællesskabets skål.

De frugtesløse møder – eller rettere: hvad der kan erstatte frugtesløse møder er emnet for Ib Ravns seneste bog Facilitering med undertitlen Ledelse af møder der skaber værdi og mening. Der er sket mange ændringer i institutioner, virksomheder og organisationer, der har gjort den kendte formel for møder uholdbare. Mødeledelse er blevet en tom form, hvor der snakkes i øst og vest uden konsekvenser – og uden at folk har fået lov til at bidrage med at berige hinanden og det formål, de er mødtes om.

Løsningen på mødedøden ser Ib Ravn i facilitering. I stedet for mødeledelse, hvor en dagsorden og talerække er styringsinstrumenter, vil han have møder faciliteret ud fra, hvad der skaber værdi for organisationen (og dens partnere, kunder, borgere) og mening for mødedeltagerne. ”At facilitere er at gøre det lettere for en gruppe mennesker at udrette det, de gerne vil”, åbner Ravn bogen med.

Facilitering opfattes ofte som noget, der udføres af eksperter – facilitatorer. Men i virkeligheden facilitere de fleste af os dagligt – vi ved det bare ikke. Formålet med bogen er dels at vise, hvordan man kan opnå resultater gennem faciliterede møder, og dels at vise, hvordan enhver kan anvende facilitering, når et møde skal ledes. Facilitering i Ravns optik bygger på nogle simple regler, som kan være nok så vanskelige at virkeliggøre, men som i bund og grund bygger på sund fornuft.

Det afgørende for Ravn er, at møder skal have et formål, der er klart for deltagerne. Desuden skal man (facilitator) sørge for, at man fastholder målet gennem mødet, så mødet ikke er et sted for snak, men et sted for arbejde (at nærme sig målet). Derfor bliver det også vigtigt, at deltagerne holder sig til emnet og ikke mindst har en anerkendende tilgang til hinanden. Gensidig anerkendelse og respekt kan bygges op, hvis man anvender nogle simple principper, hvor man tager små skridt ad gangen.

Ravn er inspireret af Appreciative Inquiry (der dog ikke behandles direkte i bogen) og positiv psykologi, hvor positiv tænkning og sprogbrug er med til at opbygge et godt og anerkendende samarbejdsklima. Man skal ikke stirre sig blind på problemer og fejl, men tage udgangspunkt i, hvad vi kan gøre her og nu. Situationen er givet, og det er en facilitators opgave at sørge for, at energien kanaliseres hen i løsninger ved anerkendelse af de kompetencer, der er for hånden. Derved ligner Ravns forestillinger om facilitering også om tanker fra Lean og Scrum (agil projektledelse), hvor man hele tiden fokuserer på det mulige.

Det er vigtigt, at møder ikke drukner i en masse regler og autoritær styring, men omvendt skal møder heller ikke understøtte en snakkekultur, hvor hver enkelt kun er interesseret i at høre sig selv. Det er målet, der skal fokuseres på. Den sociale regulering, som møder er udtryk for, kan anskues ud fra graden af orden og graden af fleksibilitet, ligesom den kan anskues ud fra et instrumentelt fokus på værdiskabelse eller ’humanistisk’ fokus på involvering. Pointen i denne opdeling er for Ravn, at man kan sikre mere værdiskabelse gennem virkningsfuld involvering, ligesom man kan opnå bedre resultater ved at etablere en orden, der kan være fleksibel (agil): Flekstabilitet, kalder han det. Facilitering er at indsætte en orden og at anvende denne orden til at involvere deltagerne, så det giver mening for dem.

Endvidere skal møder ikke være optaget af holdningsmæssig enighed. Det er ikke vigtigt, at vi er enige om, hvordan noget skal forstås. Det er derimod vigtigt, at vi sammen finder ud af, hvad vi kan gøre konkret for at løse vore opgaver. Facilitering anvender derfor heller aldrig moralske målstokke, men udelukkende praktiske og pragmatiske.

Facilitering er bygget op i to dele. Første del er en praktisk gennemgang af, hvordan facilitering konkret gribes an og med anvisning af en række simple teknikker. Anden del ’Historie og teori’ er mere luftige overvejelser, der knytter facilitering til en række andre filosofiske, sociologiske og historiske tænkninger. Begge dele er meget inspirerende læsning, og det er tydeligt, at Ravn er en meget vidende forsker og en god formidler. Det er en meget opbyggelig bog, der viser, hvordan samfunds- og humanvidenskaberne kan være praktisk anvendelige i hverdagen, hvis de er fokuserede på at ville lave verden om ved at trække i arbejdstøjet i stedet for at lade forskningen være et ’helle’ for den tænksomme og kritiske. Forskningen kan gøre verden til et bedre sted, hvis den eksperimenterende vil involvere sig med verden.

Hvis folk, der leder møder, læser denne bog, vil de helt sikkert kunne opnå bedre resultater og få mødedeltagere til at føle, at de bliver værdsatte og bidrager med mere.