Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
2 - Sagprosaanmeldelse
Under tvang - minerydningen ved den jyske vestkyst 1945
3 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
4 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
5 - Sagprosaanmeldelse
Elevcentreret skoleledelse
6 - Sagprosaanmeldelse
Den store Storm P.-bog
7 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
8 - Sagprosaanmeldelse
InterView – Introduktion til et håndværk
9 - Sagprosaanmeldelse
Fortrængt grusomhed – Danske SS-vagter 1941-45
10 - Sagprosaanmeldelse
Bourdieu for begyndere




Medieoplysning.dk / Diverse / Website sider
Medieoplysning.dk. ISBN Ingen
Anmeldt 31/3 2011, 22:28 af Sverre Kaels

Medieoplysning.dk – eller fredelig oplysning om krig


Medieoplysning.dk – eller fredelig oplysning om krig

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Folkene bag medieoplysning.dk bestræber sig på at forholde sig udogmatisk til vores fælles krigshistorie, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når det i den store analytiske saglighed handler om at lade krigeriske magter nedgøre sig selv, fordi deres magtudøvelse er pinlig, skadelig og dødelig. Siden har som formål at blotte vores illusioner, særligt hvad angår vores krig i Afghanistan, og demontere forestillingen om, at krig overhovedet kan være løsning på problemer, og den giver et velgørende og helt nødvendigt alternativ til mainstream-medierne, som er – forsøger siden at påvise – spundet ind i fortielser, samt udemokratisk loyalitet over for den gældende magt, der i dette tilfælde nok er vores folketing, men særligt jo de mennesker, dette har sendt ud for at slå andre mennesker ihjel.

En af sidens skribenter, Uffe Kaels Auring, der særligt er dannet i Noam Chomskys udogmatiske og meget kritiske tilgang til (USA's) magt, forholder sig med stille nøgtern distance, analytisk og intellektuel pli, men også med tålmodighed og humor – der rigtignok her er svær at grine med på – til mediernes behandling af krigsmagten og demonstrerer, i hvilken grad krigsførende lande som vort eget fordrejer kendsgerninger eller helt udelader dem. Siden blotter, i hvilken grad vores system er underkastet udemokratiske og propagandistiske kræfter, der har til formål at sikre deltagelse i og sammenslutning bag vores internationale voldsanvendelse. Forfatterne mere end antyder, at denne voldsanvendelse har sin legitimitet og baggrund i vores statskapitalistiske system, samt de institutioner, der skoler journalister og magthavere. Det viser dermed i hvor høj grad, vores mediedækning – i vores demokratiske land – er styret af interesser, magt og penge, og i hvilken grad det altså er kutyme, at systemet snarere end noget enkeltindivid, måske endda modvilligt, forfører en befolkning. En befolkning, der måske heller ikke har lyst til kritiske nyheder og fordybelse og derfor passivt bakker op om, hvad mange vel endnu tror kan kaldes gode intentioner.

Krigens løgn, dehumanisering og angst
Men er disse intentioner gode eller kan de gode – eller slette – intentioner føre noget godt med sig? Med lødig, tør saglighed, vel nok ud fra en idealisme af en anden verden, hedder det:

”I forlængelse af den ”radikale” medieforskning kan man skelne mellem tre diskursive lag i medierne: 1. det principielle omhandlende, hvad man søger at opnå med sine handlinger, 2. det taktiske omhandlende, hvor formålstjenligt man handler, og 3. det situationelle omhandlende, hvorvidt det lykkes at opnå målsætningerne. I det komplette diktatur (Nordkorea er i dag nok det mest eksponerede eksempel, men vestlige allierede som Saudi-Arabien eller Usbekistan er også godt med) vil mediesystemet respektere tre doktriner: Vi vil det gode, dvs. vores overordnede politiske målsætninger og intentioner er godartede (det principielle niveau). Vi gør det godt, dvs. vi er kompetente og handler hensigtsmæssigt i vores forfølgelse af de givne målsætninger (det taktiske niveau). Det går godt, dvs. det står godt til i de forhold, som vores politikker retter sig mod (det situationelle niveau).”

Siden godtgør, at det ikke blot gælder diktaturet, men også vores demokratiske stat, at det første punkt ikke kan diskuteres: at vi vil det gode, bliver ikke betvivlet – og just desto mindre fuldbyrdet. Derimod kan det diskuteres, om vi gør det godt, og hvor godt det går, og man fornemmer på siden, at denne diskussion i virkeligheden er en flugt væk fra det noget mere prekære spørgsmål: Nemlig at det ikke er muligt at gøre det godt, hvis det f.eks. slet ikke er det gode, man vil, eller vil det med midler, der er slette. Forfatterne efterlyser gang på gang, at vold bliver kaldt ved rette navn, samt mere end antyder, at der er og kan være store ligheder mellem diktaturers og vores egen meningsdannelse, der både bevidst og ubevidst fabrikerer strukturelle løgne. Værst er det jo, som i Kafkas Processen, hvis intet personligt menneske kan stilles til ansvar, men at man må anklage et helt system, der opretholdes, bekræftes og næres – just som man anklager det. Er ikke de misgerninger, der ikke er resultat af menneskelige viljer men af strukturelle forhold, der dels overflødiggør disse viljer, dels giver dem lejlighed til at skjule sig bag skriveborde og regler. Er ikke disse de frygteligste overgreb, og skriger det ikke til himlen, at ingen kan og vil tage et reelt ansvar for dem, eller endnu værre: Er det muligt, at forbrydelser nemmest begås uden personlige konsekvenser, hvis blot man sørger for – at overholde systemets regler?

Hermed kan det siges, at vi gør det rigtig godt, og at det går rigtig godt – for en krigsstrategi, der ikke handler om udbredelse af demokrati og frihed, men dette gennem krig at skabe flere fremtidige og nuværende fjender, der gør det muligt, at vi fortsat kan være bange for terrorisme, der jo netop vil hjemsøge os, for så vidt vi gennem mord stadig arbejder på at fremtiden vil sikre det. En af hovedårsagerne til krig er jo angst, og en af dens afgørende og vigtige resultater er angst. Når krigen skal føres, er det afgørende for magthaverne at folk er bange for fjenden, hvilket siden demonstrerer, at folk, præget af magthaverne, har held med: Når krigen skal afsluttes, er det afgørende, at grundlaget for denne angst kan siges at være blevet mindre, og dette kan godt siges.

Angst er det rådende magtredskab. At fremme den politisk er at fremme sin egen politiske magt, men ingen skal alt for længe tro, at mennesket har gavn af den: Mennesket har ikke gavn af fjendskab, hvilket egentlig er mærkeligt, når der er så meget af den. I en krig er det imidlertid nødvendigt at dehumanisere sin fjende, hvilket siden gør en del ud af at pointere: Hvis vi skal have det godt med vores sofakrig, der fører meget unge danske mænd ind i ligefrem umenneskeligt forløsende voldshandlinger, der udraderer familier og børn, så er det vigtigt, at fjenden ikke regnes for noget, eller at den entydigt opfattes som primitiv og ond. Hvis man f.eks. i medierne sidestillede vor fjenders liv med vore egne og dokumenterede, at også de har familier, at også de føler kærlighed, samt at de rigtignok kommer fra en helt anden kultur, som vi kun dømmer som primitiv i kraft af vores manglende kendskab, som det for krigsopbakningen direkte kan være farligt at øge, så ville legitimiteten bag volden opløses, og fundamentet under det nødvendige nationale sammenhold, der sikrer, at stater kan myrde i humanitetens navn, ville forsvinde.

Siden rejser spørgsmålet, om dette sammenhold er særligt dansk uden dog just at indbygge propaganda som en del af vores nationale karakter. Det er imidlertid desværre et langt større problem, og det er et problem for såkaldt demokratiske stater, hvor mediers og militærets penge- og magtinteresse, teknologisk forskning og politikeres efterstræbte magtpotentiale går hånd i hånd med det udtalte behov for rettidigt at slå mennesker ihjel. Derfor er det muligt at spørge som siden: Føres krigene ikke bare for at udbrede vor egen magt, som vi godt nok kalder frihed og demokrati, men slet og ret alene af såkaldt indenrigspolitiske årsager – og hvad fjerner fremmede menneskers død opmærksomheden fra – udover altså disse mennesker selv?

Den danske andedam som demokratisk problem
Siden blotlægger og dokumenterer, at der i vores demokratiske land mangler diversitet, at vor snævre andedam er indspist og pinlig, men også farlig og latterlig, at der mangler luftforandring, men der findes jo noget, der er vigtigere: De mennesker, mænd, kvinder og børn, der dør, fordi det er sådan, det forholder sig. Danmark er nu engang, både mediemæssigt og litterært, et sammenspist og ynkeligt sammenhold, der konstant betjener sig af fjender (fx med Dansk Folkeparti) for at opretholde det. Børnehaven er mere charmerende at grine af end at arbejde i, og dog bør man vel efterhånden give løn for så svært opnåelig og krævende dumhed, man rigtignok må have trænet sig længe i for at præstere næsten ubemærket. Og dette er problemet, siden rejser: At hvad der er dødeligt alvorligt – tænk fx på hvis du mistede en af dine egne kære – behandles som en ”sag”, at avisartiklerne efterhånden mere begynder at referere til ”sager” end til de mennesker, der dør som illegitime ofre for dem, at volden ikke bemærkes eller omtales som en Retfærdighed, vi er sat på jorden til at tjene, hvorfor alle vores morderiske gerninger selvsagt ikke kan være onde, men i værste fald bare ikke ”vellykkede”.

Det danske medielandskab er i den grad så indspist og sammenspist, at man bliver overmæt bare ved tanken, man derfor i nødværge lader det forblive ved. Men det gør altså ikke alle. Eller vi må rettere alle indpasse os efter de krigeriske, demokratiske valg og kalde dem – vore egne. Landskabet, skønmaleriet – for nu midlertidigt at gøre mig til beskuer af dårlig kunst – kæler for sine egne selvskabte ”sager” og sin egen ”underholdende” virkelighed, man ofte må passe på med ikke at anerkende som sin egen: Hvis denne talentløse magt ikke også var farlig, men alene uduelig, ville man da kunne smile utvetydigt over dens altafgørende udeladelser, og hermed sagt: Hvad du ikke læser eller hører – det er det vigtigste. Hele den pengedrevne selekteringsproces – thi er det ikke mere systemets strukturer end noget mere personligt og menneskeligt? – der udvælger, hvad der kan være gyldig viden og nyhed, samt ikke mindst måden hvorpå denne viden bliver os tilgængelig, er skabt til den store herskende middelklasse, der træt fra sofaen skal have ti minutter til at være kritiske. Som Marx siger, er de herskende tanker den herskende klasses. ”Historien” skal være god og underholdende, den skal rumme personlige konflikter, der langt udkonkurrerer de faglige og saglige, så der kan vækkes en passende personlig indignation over det nøje udvalgte uvæsentlige, og alt dette er at tale ned til passive mennesker, der kunne præstere bedre ved fx i stedet at jonglere med masseproducerede konservesdåser, hvilket, selv i familier med små børn, ville være meget mindre farligt for disse børns fremtid.

Det er et problem – som kulturkapellet.dk er med til at gøre op med – at der, ligesom indenfor forlagsverdenen, er meget lidt plads til det alternative alene ved at det ikke kan betale sig. Siden medieoplysning.dk er et afgørende sundt symptom på dette problem og undlader aldrig at demonstrere, at problemet er stort. Når jeg med andre ord, eller rettere med netop disse ord, vælger, at ”sundhed” skal stå lige ved siden af ”symptomer”, der ikke plejer at være tegn på den, men konsekvens af at det stadig er muligt at føle sundhedens udeblivelse som en mangeltilstand. Når jeg vælger dette – endda med fare for at jeg fx stadig kunne være bange for lægeverdenen – er det fordi, der ud af en kritisk tilstand, der kræver behandling, er rart at se, at der findes andre kræfter end de syge, fx direkte kræfter der faretruende kan være med til at helbrede, men også at der ud af syge kræfter kan vokse noget sundt. Og dog vil det ikke være rimeligt at kalde siden for ”et symptom”, da dette, som med kropslig nødvendighed, indikerer at den er et tvingende resultat af dårligdom, der pludselig får frugtbare konsekvenser. Siden er en præstation, en flot præstation. Og konsekvenserne vil vore medier og magthavere næppe se konsekvensen i: for en mand, der længe er hildet i sygdom, bliver ethvert første tegn på sundhed betragtet som sygdom. Den, der altid har været syg, mangler endnu evnen til at skelne mellem sygdom og sundhed, og bliver jo først i stand til at skelne, hvis der er noget at skelne mellem, hvilket forudsætter, at ikke alle sygdomme ligner hinanden og der iblandt dem fx kunne findes én, der var gavnlig.

Man lad os så kalde denne side sygdom eller venstreorienteret propaganda – hermed har vi allerede forsvaret os mod det angreb, der ganske sikkert udebliver. Hvis den derfor, med vanlig medieforfladigelse, kan kaldes ”forfriskende”, må man dog samtidig erkende, at man føler sig særdeles træt efter at have besøgt den: Ikke over, hvad man læser på den, men over det lys, der kastes over den øvrige medieverdens sædvanlige opstyltede cirkus. Det er tid til, at krig kaldes krig, men noget mere væsentligt: at krig kaldes umenneskelig. Det er tid til at erkende, at Danmark er et land, der betjener sig af vold. Ikke bare er og var Anders Fogh Rasmussen en krigsforbryder, der har maling på sit tøj og blod på sine hænder, men denne meget demokratiske krig føres navnlig af mænd bag skriveborde, der enten keder sig eller føler sig kaldet til en vis foretagsom pengecirkulation.

Problemet, siden blotlægger, er netop det forhold, at sådanne både enkle og ækle og desto mere relevante pointer filtreres fra i den store medieflod, der, i modsætning til hvad Heraklit siger, altid forbliver den samme hver gang, du træder ned i den. Selvom den er iskold, hører vi kun, hvor dejligt det er at være i den, hvilket bringer mindelser om, at kejserens nye klæder måske snarere bør omtales som den nøgne hud, naturen har indtrukket ham i. Således betragtet repræsenterer dette site den skinbarlige nøgenhed, der oftest ikke er særlig populær, og den kaster blik på alle de klæder, der bruges for at skjule den, idet den rejser et stort problem i vores demokratiske kultur: At det som nævnt er penge og interesser, der styrer, hvordan vi oplyses, at der ikke politisk udstikkes kritik og visioner, men at vi alle tales efter munden vel i håbet om, at vi derfor siden undgår at tale selv. medieoplysning.dk gør en velgørende dyd af ikke at tale nogen efter munden, og forfatterne rammer en saglig tone, hvis forsigtige munterhed aldrig formår at befri sig fra indignationen over den absurde mangel på redelighed, magtinstitutionerne udviser, førend de bliver sig deres egen umenneskelighed bevidst, hvorfor det nærmest ser ud til, at umenneskelighed er det første tegn på gode intentioner. Der kommunikeres klart, tørt, sagligt, præcist og ironisk – her skal falde nogle velgørende prøver på den hævdvundne desillusion:

”Risikoen for, at det ville inspirere til øget krigsmodstand og fredsarbejde, er derimod yderst begrænset.”

”Vi lever i en kultur, hvori den intellektuelle klasse under kyndig vejledning af statslige propagandaapparater har indøvet og forfinet den ældgamle kunst at legitimere terror, krig og overgreb.”

”I det hele taget byder historien, helt frem til nu, igen og igen på anledninger til at bortredigere ureglementerede aspekter ved virkeligheden, og han [Carsten Jensen, red.] slår til lyd for, at de danske soldater dræber med indlevelse og ikke på en afstumpet måde.”

”Kritik af krigsførelsen er en dominerende form for legitimering af krigene selv, de nuværende og de kommende. Ideen om den gode krig opretholdes bl.a. igennem kritik og undertiden fordømmelse af de tilfælde af overdreven magtanvendelse, drab på civile og tortur, som den virkelige krig byder på. Man opfordrer til at undgå civile tab. Man insisterer på, at der er spilleregler, som skal overholdes.”

Krigens debatform og debatformens resultater
Med det sidste citat har forfatteren Uffe Kaels Auring virkelig fat i noget helt afgørende, hvilket på siden sker så forbløffende ofte, at det næsten ikke bør afskræmme soldater og politikere til en smule godnatlæsning, hvorved de umiddelbart før søvnen og nærmest søvndyssende ville forarges over den propaganda, der ville gøre dem yderligere sikre i praktiseringen af deres altafgørende vold, som måske snarere end at være rettidig er en smule for sen. Hele vores debatform, herunder indsigelser og kritik, kritiske røster, henvisninger til lækkede kilder, kritik af, hvor og hvordan vi fejler, selv erkendelsen at krig kun kan være grusom. Hvilket mærkeligt nok bliver et argument for, at vi ikke kan og skal føre den anderledes, hvor ærgerlige sagens kendsgerninger end er for idealister, der fornærmede føler sig omvendte med vold – hele den selvkælende interesse for krigen, navnlig mediernes interesse for sig selv, er, legitimerer eller understøtter:

1) Først og fremmest en interesse i os selv og ikke de mennesker, der dør. 2) Gennem en såkaldt ”kritisk bevidsthed” fornemmelsen af, at vi er moralske ved i det mindste at reflektere over verdens uundgåelige gru. 3) At vi ikke kan gøre det anderledes, hvilket igen får os frem til den grundlæggende erkendelse, at krigen desværre er nødvendig, så at meningsløs vold bliver argument for missionens påtrængende vigtighed. 4) At vi med andre ord, ved at sondre, hvad vi mener er ganske frie og næsten uinteresserede overvejelser, bliver fyldt med en særlig moralsk bekymring over, at verdens realiteter kun kan imødeses med så svære midler, hvorfor det ganske vist bliver befriende, at verden ikke er til at ændre – eller om det er nødvendigt, at det er bomber, vi ændrer den med. Er midlet med andre ord vold, så ser det meget overbevisende ud til, at sagen er påtrængende nødvendig, hvorfor ”brandingen” af ”en sag”, altså sikringen af dens politiske og mediemæssige høje prioritet, med fordel kan ske ved hjælp af bomber, der ofte har synlige resultater, der ikke er synlige i medierne. ”Resultaterne” skal nemlig ikke forstås som fx død, thi disse er altid ”finere”: De handler om ”politisk fremgang”, ”øget mulighed for demokrati i fremtiden”, ”kvinders mulighed for skolegang og ligestilling mellem kønnene”, ”et godt gennemført valg under kontrol af internationale observatører”, ”langsomme, men vigtige fremskridt i de og de provinser”, mv.

Mulige alternativer
Meget godt sagt om siden – og stadig alt for lidt sagt om, hvilke faretruende positive konsekvenser, en sådan side kan få. Hvad man imidlertid efterlyser, er en højere grad af udfoldelse af nogle mere grundlæggende spørgsmål, fx: Kan en krig under nogle omstændigheder være nødvendig – og ikke bare for sent nødvendig at undgå? Derudover ligger der i den intellektuelle lødighed og den stærke tvivl på stærkere, ikke tvivlende autoriteter en problematik i den, synes det, grundlæggende mangel på anerkendelse af alle strukturerende magtfaktorer i vor virkelighed, idet det næsten fremgår: at ingen magt, qua det at være magt, kan være legitim eller velgørende.

Hvad er en god magt og er vilkårene for den overhovedet til stede i vores virkelighed? Med andre ord: der fokuseres tenderende på en magt, der alene ved aldrig at kunne blive fuldkommen altid vil være utilstedelig, og der demonstreres ikke nogen – udfoldet – tro på, at en reel politisk magt, herunder den der ligger særligt hos medierne, alene qua at være magt vil kunne udrette andet eller medvirke til andet end forbrydelser, forulempelser eller fordrejninger, samme magt aldrig vil indse at afstedkomme. På siden opstilles altså ikke reelle alternativer til den givne magt, der blotlægges som krigere, der stadig formår at sidde bag deres skriveborde som udråbte humanister – måske fordi, de ikke findes. Godt nok nævnes det, at man med fordel kunne forsøge at sætte medier under demokratisk kontrol, frigøre dem fra pengeinteresser og give mennesker mulighed for direkte indflydelse på den formidling af viden, der finder sted, men der demonstreres ingen tro på disse alternativer, eller sagt på en anden måde: Hvis man skal vide alt det øvrige på siden, er der siden meget man ikke længere tør tro.

Først og fremmest er siden en kritik – en grundig og lødig og systematisk og vidende kritik, der har alt for svære kår i vores svært slagne demokrati, hvor mange bevægelser henfører til en orden, vi ikke selv har sat. Den giver et seriøst bud på en metode til medie- og magtkritik. Dette er altafgørende for vores demokrati og for de vores mennesker, der slår ihjel, samt dem der dør for deres våben, at der findes en grundig kritik, som siden præsenterer. Men når den kalder sig ”medieoplysning”, bør man anmærke sig, at den påberåbte neutrale saglighed – som denne anmeldelse – aldrig formår at være uproblematisk, endsige uinteresseret, da slet ikke i de mange krigens ofre, der aldrig bliver nævnt – eller både forgæves, forfejlet, for sent bliver nævnt for det gode. Det stinker.

"Og folkelig bevidsthed om og stillingtagen til de strukturelle og institutionelle faktorer, der militariserer vores verden og producerer død og ødelæggelse år efter år, ville som et første skridt kræve et opgør med doktrinen om, at vi – alle vores fejl, tåbeligheder og mangler til trods – vil det gode og altid befinder os i en proces, hvor vi med vold og magt forsøger at finde ud af, hvordan vi bedst opnår det." - Fra medieoplysning.dk

Forrige anmeldelse
« Exit Capitalism «
Næste anmeldelse
» Øjenvidner til besættelsen »