Den forholdsvis nye biografi om Michael Jackson, der nu posthumt er aktuel med nyt musik, Michael Jackson af J. Randy Taraborrelli, lider under store svagheder. Den forsøger at følge de typiske blinde spor, gisningerne, anelserne, spekulationerne, hvilket kun rummer den tvivlsomme fordel, at læseren får forståelse for, hvor indbringende det er at være blottet for moral. Således bliver bogen symptomatisk en beskrivelse – ikke så meget af Jackson, og da slet ikke hans kunstneriske evner, men – af et umoralsk amerikansk samfund, man ærlig talt må krumme tæer over, der bliver brugt så lang tid på. Det er uhyrligt og latterligt at høre om vidneudsagn og løgne, skrøner og myter, når man, i denne biografi og andre nye, opdager at ambitionerne ikke rækker videre, men navnlig at evnerne heller ikke gør det – er der ikke brugt lang nok tid på alt det, der mindre handler om kunstneren Jackson end om pengemænd og medier?

For denne anmelder ville det være givtigt at søge en forbindelse mellem mennesket Jackson og kunstneren, men tror man virkelig at kunne udtømme mennesket Jackson ved ikke at beskrive hvordan dette er, men hvordan det skødesløst bliver behandlet? Jeg må fraråde, at man læser biografien, der er dårlig, et produkt af et degenereret samfund, men uden at opdage eller anmærke det. Der svælges i alle de endeløse spekulationer uden at spekulere over, hvad der dermed kommer frem eller gives videre – nemlig sidst af alt en tradition, der er værd at bevare og desto mere umulig ikke at tjene penge på.

Michael Jackson var et meget følsomt menneske, et varmt menneske. Når man, som denne anmelder, har set stort set alt af interviews og optrædener, bliver man forvisset om et spaltet menneske, der føler sig radikalt anderledes, når han optræder, end når han hvile- og søvnløst er overladt til at være menneske: egnet til kunst, var han, men ikke til liv. Hans sidste tid op imod This is it-koncerterne var, som filmen viser, præget af kunstnerisk vilje og kunnen, men også af et svækket menneske, der kunstnerisk gennemgående tillod aggressionen, men menneskeligt blev ved med at tale mod den.

Hvad Jackson repræsenterede som menneske, det vaklende, følsomme og skrøbelige, kompenserede han for som kunstner, hvor hans dans besejrede tyngdeloven, udtrykte aggression, seksualitet og sublim selvkontrol – denne manglede han som menneske, men han mestrede den som ingen anden kunstnerisk: om det handlede om høje toner, eller den enhed, der overgår mennesker, når de udøver eller er vidne til stor kunst, så kompenserede alt, hvad han stod for kunstnerisk for ting, han ikke tilstrækkeligt kunne udtrykke menneskeligt, og der er en påfaldende forskel på det skrøbelige menneske og den kraftfulde kunstner.

Men bogen forsøger ikke at beskrive, hvordan Jackson arbejder, hvad han interesserer sig for, hvordan han stykker musik og dans sammen, hvor meget han øver sig, hvorfra han har inspirationen, hvad han vil med sin kunst – det er lettere at falde i den fælde, alle kender til, og som handler om et menneskets integritet, der konstant skal beklikkes, hvilket ikke bare langt hen af vejen er uvæsentligt, men underlødigt. Det befriende hos mennesket, det fængslende hos kunstneren berøres ikke, trods det at det netop er indenfor de spektre, Jackson konstant arbejder, idet han kalder sig selv ”an instrument of nature”. Han befrier os fængslende fra sorger, kaster kompromisløs og sublim perfektion ind i en verden, der endnu mangler det meste, synger med en stemme som fra en anden og skønnere verden og besejrer det onde med dans og kompositioner, der giver os lejlighed til at flygte ind i en højere idyl uden at føle skyld ved at søge flugten kun på frihedens bindende betingelser, det i øvrigt må frarådes alle at beskæftige sig med.

Hvordan kunstneren nåede til så høj en grad af perfektion i kompositioner, sang og dans, hvordan han må have været i stand til at isolere sig for uhildet at udtrykke en renhed, der er mange fremmed, hvordan han må have set verden og set bort fra den, beskæftiger ikke Taraborrelli, der netop mangler kyndighed, hvor spekulationerne overtager. Dette forhindrer ikke det meget påfaldende, at et menneske og en kunstner, der var i stand til uforfærdet at udtrykke ren skønhed og kontrol af en anden verden, netop konstant skulle beklikkes med skyld, og her spørger læseren, men ikke forfatteren: er denne skyld Jacksons – eller er den meget mere vores? Hvad er sammenhængen mellem det kunstnerisk sublime og det menneskeligt svækkede – og hvorfor er det væsentligt at pine de kunstnere, der netop af pinen motiveres til at se skønheden, ikke bare i det endnu uopdagede liv, men også i pinen selv?

Skyld er at mangle – kunstneren Jackson manglede intet, mennesket Michael manglede for meget, men manglede det netop: også for dig og mig. Hvis Jackson synger og danser fra et bedre sted, end de vi kender, forklarer det da hvorfor misundelsen må overtage, hvorfor rene anelser om kærlighed må tynges med en skyld over, at de overhovedet findes, er denne kærlighed og ægthed for svær for mennesker at præstere, og må vi derfor underkende den, hvor den findes, eller straffe dem der bærer vidne om den?

Jackson var sammensat; på den ene side et ydmygt og indlevet menneske, på den anden side en stor stjerne, der vidste, hvad han skulle gøre for at håndtere medierne, og som ikke trådte tilbage fra at være midtpunkt, hvad han tilsyneladende elskede. Det er ikke irrelevant at høre om medicin-misbrug, plastikoperationer, ægteskaber og børn – det irrelevante er, at det hele skal pakkes ind i billeder fra et helt virkelighedsfjernt og sygt eventyr, et cirkus, der nok er mange penge, men så lidt kunst i, at det var dette, der slog mennesket Jackson ihjel. Hele denne frygtindgydende, uhyggelige og syge fernis af beskyttende foranstaltninger, spekulationer og anklager og gisninger, afslører et mennesket, der ikke er i stand til at kapere geni og må rette anklager mod det frem for at elske skønheden i det.

Men Jackson har meget at sige vores samfund, som han særligt på de sidste to plader History (1995) og Invincible (2001) hudfletter; hvor han er aggressiv og indlevet og hudløs ærlig, er han også mest sand – han har rendyrket sin egen genre og skjuler ikke sejre og nederlag og er stort set for ærlig og følsom til ikke at blotte sig med dem. Fx tager han i lanceringen af History forholdet op mellem massers dyrkelse af kunstnere og denne dyrkelses potentielle totalitære og farlige karakter; ikke bare får han, blandt mange af de militære parader han yndede at se sig selv i, lavet en video, hvor en statue afslører guden Jackson med tilhørende hysteri – han får sejlet ti meter høje jernstatuer af ham selv op gennem floder i London, for han var ikke blind for den kunstneriske tilbedelse, der grænser til farlig religiøsitet – og som forekommer i masser. Hvornår grænser den energi og skønhed, Jackson blev ved med at levere kunstnerisk, til problematisk udslettelse af egenvilje og personlighed i en alt for frygtløs begejstring, hvornår bliver individer masser, hvornår bliver kærligheden blind for besættelsen, der skjuler dens hensynsløshed?

Er denne tilbedelse tættere end den aner på at blive mangel på almindelig respekt, udeblivelse af menneske-lighed? Det er den gennemgribende mangel på respekt, man ikke bare møder i bogen, men også i medierne, grådigheden, der slog Jackson ihjel. Der er ingen tvivl om, at han til sidst var syg, tynd og bleg, men selv i denne vedvarende modgang, der varede fra 1993 til hans død, stod han uden bitterhed op for kunsten og demonstrerede, ikke bare kraften i ham selv, men navnlig kraften i den. Fra beskyldninger om misbrug af børn til alle rygterne om plastikoperationer, til Bashirs fordrejning og manipulering i Living with Michael Jackson, spekulationer om, at han blev slået ihjel og i bogen mangel på samstemmende konsistens: var han homoseksuel, var brylluppet det eller det, var børnene hans rigtige biologiske – det er og bliver et uværdigt røgslør, mangel på respekt, og navnlig hos forfatteren mangel på evne til at skære ind til det vigtigste uden at benytte den allerede opstillede fælde, der rigtignok er flest penge i.

Stor kunst åbner vore hjerter og forarger – små mennesker nedværdiger og tjener penge? Jackson kunne give sig selv og med sin krop og stemme udtrykke det, der blot er givet – og givet til overflod. Man kan tænke meget over, hvorfor og hvordan vi henføres af ham, hvordan et barnligt og naivt sind hænger sammen med en dybt professionelt og ambitiøs kunstner, hvordan ærligt savn fremmer forståelsen for mennesker, der lider, hvordan det gruopvækkende nedslidte og brutalt genskabte ansigt hænger sammen med blidhed og paradoksal kærlighed til den natur, der er givet og ikke bare (gen)skabt: behandlede han hårdt sig selv som omgivelserne behandlede ham?

Kunstneren Jackson rejser alle de spørgsmål uden at besvare dem, og han bærer samtidig vidne om et umoralsk amerikansk samfund, der ikke skylder banken men i så høj grad mennesket. Denne biografi, men også andre nye, fx Unmasked, er et symptom på et degenereret amerikansk (rets)samfund, der underlødigt producerer desto større kunstnere uden at forfægte den integritet, der er fundamentet for dem. Hvis kærligheden er ligeså paradoksal som ondskaben er enkel, så forklarer det måske kærligheden til ondskaben, og hvorfor den værdsættes særligt på børsen, for historien om Jackson handler om en stor pengemaskine, der ikke er stor nok til at elske et menneske.

Hele dette spind af spekulationer er sygt, og man bliver på kunstnerens og menneskets vegne ulykkelig og vred over at læse, at det forekommer, idet man imidlertid mildest talt forstår, hvorfor en sådan systematisk uvederhæftig besættelse af undergravende myter på linje med en måske ligeså betænkelig begejstring over Jacksons reelle kunst, gør et menneske, men også et samfund sygt. Dette menneske, Jackson, kan man forvisse sig kærligt om integriteten i de mange interviews, der findes på nettet, og man kan blive slået af, hvor ærligt og hjerteligt han åbner sig, når han fx taler om den far, der misbrugte ham psykisk og fysisk – nemlig hos Jackson ikke bare et udelt had til sin far, men også en forståelse for, hvilke fordele den mildest talt disciplinerede opdragelse rummede, i et interview lige før retssagen i 2005 ligefrem en ærlig anerkendelse af, hvor meget han ligner sig far, idet han betegner både faderen og sig selv som ”krigere”.

Også i dette interview tænker man på paradokset Jackson: hvordan et nuanceret og meget professionelt menneske samtidig kan være så stort og naivt et barn, hvad særlig Jacksons egne udsendte og kommenterede hjemmevideoer viser. Det er denne forbindelse mellem den manglende kyndighed som menneske og det store kunstneriske geni, der ikke behandles tilstrækkeligt i bogen. Det er modsætningerne i mennesket som sådan, der forrådes, hvilket jo netop er det egentlige, ikke jacksonske men slet og ret det egentligt menneskelige. Jacksons både liv og kunst bliver derfor en appel til respekt for kunstnerisk storhed kun, når den ses i lyset af bønnen om en menneskelig tolerance og rummelighed, vi i og af den store kunst nødes til at udvise – og som vi ikke kunne give det menneske tilbage, der både bedst mestrede og mest fortjente den.