Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
2 - Sagprosaanmeldelse
Kvinderne i Kabul
3 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
4 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
5 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
6 - Sagprosaanmeldelse
Man jager et bæst og fanger et menneske
7 - Sagprosaanmeldelse
Zornig – Vrede er mit mellemnavn
8 - Sagprosaanmeldelse
3096 dage
9 - Sagprosaanmeldelse
Borgerlig offentlighed
10 - Sagprosaanmeldelse
Historien der ikke bliver fortalt - Om krigen i Afghanistan




Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? Breve til Prinsen af Mogadonien / Suzanne Brøgger / 280 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-09900-3
Anmeldt 22/10 2010, 18:18 af Erik Ingemann Sørensen

Vejen, sandheden og livet


Vejen, sandheden og livet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man kan vel i realiteten ikke have ophavsret på en sætning. Havde det været en mulighed, ja, så ville Susanne Brøgger – eller Suzanne Brøgger – have forbrudt sig. Hun har antydet det flere gange, men i sin seneste udgivelse med den dubiøse titel: Jeg har set den gamle verden forsvinde – hvor er mine øreringe? med undertitlen: Breve til Prinsen af Mogadonien kommer ”Fruen” – hendes eget udtryk – alarmerende tæt på – som en anden Napoleon – at krone sig selv som oraklernes orakel. Iført leopardpels, ditto stok, hat i royal størrelse samt et påtaget intellektuelt blik – hvad hun er aldeles glimrende til – troner hun på forsiden af værket. Så er læseren advaret på forhånd. ”Fruen” vil så umådelig gerne optræde som ånden, der som bekendt svævede over vandene. Men. Hun minder unægtelig mere om min skoletids gårdvagt, Fru Haarder, hvis største præstation inden for det pædagogiske felt var, at hun havde røde hjulkapsler på sin gamle Citroën. Fru Haarder vågede som en høg over, at der ikke foregik noget upassende. Fandt sligt sted, ja, så slog hun omgående ned. Årtier før ”Fruen” foretog sine første spæde trip på parnasset. Og siden har gjort det til sin metier at illudere at være bedre og langt mere begavet end de fleste. De gange, det er lykkedes for ”Fruen”, har man sat sig i dyb befippelse over at se hende funkle så klart på firmamentet. Vedkommende, grænseoverskridende og uhyggelig svær at lægge fra sig.

Helt anderledes er det, når forsøget bliver ved forsøget. Så afløses benovelsen af græmmelse – ubehag – væmmelse. For trist er det at opleve lyset ende hos konen i muddergrøften.

Men hvor er vi så med dette seneste værk fra ”Fruens” hånd? I muddergrøften eller på firmamentet? Umiddelbart er det ganske svært at svare entydigt. Kunne det så være et både og? Ej heller det. ”Fruen” er så tilpas lig en glat ål, at det kan være svært at fastholde hende. Især her hvor hun har valgt en essaystil, der rent umiddelbart synes at give hende de allerbedste forudsætninger for at smutte mellem hænderne. En stil der tidligere har været hendes store force. Hun bruger den selvsamme, som Ludvig Holberg i sine ”Epistler” gjorde til guddommelig kunst. Der er intet fordækt i dette. Det er et helt og aldeles reelt valg. Men. Det stiller store krav til udøveren – ellers bliver det hurtigt et fjantet og pinligt plagiat. Faldgruberne lurer i næsten hver en linje.

Susanne Brøgger – eller Suzanne Brøgger – har valgt at indtage rollen som den åndsaristokratiske ”Frue”, der brevveksler med prinsen af Mogadonien – deres fælles opholdsland. Veksle er nu for meget. For prinsen har ikke svaret. ”Klogt og visligt har du handlet”, hedder det i det finske nationalepos Kalevala. Hvilket i dette tilfælde må siges at passe glimrende til den frankofile prins. Af Mogadonien. Danmark og Henrik i skøn forening. Og reverensen for prinsen får ikke for lidt – spændende fra ”Højtærede Prins” over ”Deres Nåde” til det duttende ”Mein Prinzchen”. Vorherre omtales som G-d, desværre uden konsekvens, for ”Fruen” henfalder til sidst til den gængse retstavning. Sin egen rolle kommenterer ”Fruen” således: ”Nå, jeg leger bare djævelens advokat og prøver at tale med gennemsnittets stemme.” Eller: ”Undertegnede skribløse siger med Emily Dickinson: ”Jeg er for høflig til at kommentere denne verden – og for sårbar til at leve i den””. Hvorefter ”Fruen” forlader gennemsnittet for at kommentere verden som en anden jerikoansk trompet. En verden der for ”Fruen” nærmest er som månen med dens lysende forside og bagsiden, der ligger i komplet mørke. For hende er lyset i sandhed for de lærte blot. Populus roder rundt i uvidenhedens mudderpøl og tilbringer i øvrigt tiden med fjernsynskiggeri eller deltager i de hellige hallers liv – hvorfra de burde have været definitivt udelukket – med mærkværdige gevandter og umanerlig dårlig musik. (”Fruen” lukker totalt øjnene for, at der i den grad findes en blomstrende og særdeles levedygtig ungdomskultur i landet.) Disse for skribløsen så forfærdende forhold – samt disse åndelige neandertalere – tages herefter side op og side ned under behandling – med kommentarer af en sådan karakter, at selv en af de senere års litterære debutanter – ham med kraniet og englevingerne på ryggen – må rødme.

Et eksempel viser ”Fruen” som åndelig Justitia. I dette tilfælde er det forfatteren Bettina Heltberg, der får en tur på vægten, hvilket resulterer i følgende:

”Og den stakkels kvinde, der er blevet så grundigt bedraget af sin forrige mand – ham, der aldrig blev statsminister, som det gentages i en uendelighed, ak – æret være hans minde – og som hun prøvede at komme på erotisk niveau med gennem sin rent ud uelegante affaire på redaktionen, hvilket betød, at den sagesløse sofa, hævnakten efter sigende var foregået på, bagefter måtte til rensning på Kommunekemi!”

Er man af ”Fruen” først blevet anbragt på månens bagside, så må man lære at leve med det. Lidet hjælper det, at ”Fruen” efterfølgende finder et par rosende bemærkninger frem. De virker falske – og kuglen har forladt løbet. Som den kugle, der bærer Morten Messerschmidts navn: ”Det blonde besties opstigen i mogadonsk politik… en vammelsmuk arier…”. Nogle ser andre sider ved de to. Som nu Jytte Willadsen i ”Kvinfo”: ”I årtier har BH været en seriøs og indflydelsesrig meningsdanner. Med stor rækkevidde er hun slået igennem i kraft af sine meningers mod og sin åndfulde humor, ofte endda med selvironisk bid”. Læseren kan frit vælge den mest elegante – og sigende – formulering. Morten Messerschmidt vælger jeg at lade ligge.

”Fruen” lader sine åndrigheder danse som skorpioner på ryggen af de stakler, hun har henvist til månens bagside. Helt og aldeles anderledes forholder det sig med de kameler, der er kommet gennem nåleøjet. De mødes af en strøm af superlativistiske adjektiver, der ikke lader læseren i tvivl et eneste sekund. Et par eksempler viser stilen: ”Heller ikke Katrine Wiedemann, denne talentfulde teaterinstruktør, der i sit tårnhøje vælde og med sin skønne røde kirsebærmund…” og ”Jeg fik mig også en lille sludder – om Nietzsche og Wagner – med fru Tøjner, som alle siger er det bedste ved direktøren for Louisiana. Fru Jette borger så sandelig for qualité i denne dygtige og tiltalende mand…” Er man blevet vejet og ikke fundet for let, så kommer man lykkeligt igennem. Side op og side ned. Og der synes ingen ende på alle de af verdens store åndrigheder, ”Fruen” har været sammen med – konverseret med. Det er så meget, at det næsten oser mellem linjerne, at det for ”Fruens” samtalepartnere må have hørt til disses ”Sternstunden” at have talt personligt med hende. Det er så voldsom en ikoniscenesættelse, at selv kommaerne mellem sætningerne larmer.

Alt dette – og meget, meget mere af samme ”qualité” – skygger i den grad for ”Fruens” reelle budskab – konstateringer – filosoferen. At afskrive skribløsen som talentfuld vil være helt og aldeles forkert. For hun har jo fat i noget eksistentielt, når hun skriver til prinsen:

”Jeg har set den gamle verden forsvinde, og den ny er… blevet flydende. Vi, der tilhører det forrige århundrede, l’ancien régime, har svært ved at forlige os med en verden, hvor det ikke længere er muligt at fastholde et synspunkt mere end fem minutter ad gangen, uden at det straks dementeres eller relativeres af nye informationer…”

Susanne Brøgger har jo fuldstændig ret i, at den kulturelle arv, den klassiske tradition, har svære, meget svære, betingelser i det postmoderne samfund. Medgivet uden rysten på hånden. Ministerdekreter i en lind strøm ændrer jo ikke ved den kulturelle arvs position inden for eksempelvis uddannelsessektoren. Hvad man ikke ved, kan man jo ikke bruge til noget. Ganske træffende – men aldeles utilsigtet – demonstreret af en ung journalist, der var sat til at skrive en nekrolog over en markant lokal personlighed: ”Som ung arbejdede han i brunkålene”.

Igen og igen sætter ”Fruen” frontalangreb ind på disse svigt, på befolkningens falden på halen over muligheden for at spilde tiden fuldt ud akkompagneret af en døgnflues forvildede flagren. Og hun rammer så rigtigt. Har din ukendte far bollet udenom og siden er flyttet til Antarktis, ja, så er der basis for et gevaldigt indhug i DR’s kulturbudget for at finde manden bag klatten og lave en hel times udsendelse herom. Så alle kan blive glade. Og glemme den virkelige verden. Uge efter uge. Sæson efter sæson. I bogen Mens Finland kæmper, 1940, beskriver forfatteren Poul G. Ernst en morgenbordsscene. Konen i huset beretter rystet om de voldsomme kampe mod den overmægtige fjende (Vinterkrigen i Finland 1939), hvortil manden nikker og spørger: ”Er der noget godt i biografen i aften?” [citeret efter hukommelsen]. Der er virkelig en mening med ”Fruens” bog – men en mening der desværre ofte drukner i den lumre selviscenesættelse.

Og så: aldeles finurligt indfinder ”Fruens” erkendelse af, hvorfor det står så slemt til, sig på et herretoilet på en tankstation: ”Hvad er det for et svineri, vi er havnet i!... For så var det jo ikke mærkeligt, at vi havde finanskrise og klimakatastrofe! Et enkelt kig ind i et herretoilet forklarer det hele: ingen omsorg for næsten, intet hensyn til de, der skal komme efter, kun her & nu, svineri”. En herlig, kringlet iagttagelse med stor dybde. Men ak. Det er den berømte enlige svale.

Som nævnt tidligere stiller det kolossale krav til skribenten, når stilen, som ”Fruen” anvender, skal fastholdes med elegance, vid og perspektiv. Der er myriader af faldgruber, hvor en skribløse kan miste såvel fodfæste som sjæl. Og det må da stilfærdigt anføres, at ”Fruen” har taget turen ned i samtlige gruber. Godt og meget, meget grundigt. Hvorefter man uvægerligt stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan en fordums så velskrivende og elegant skribløse komme så forfærdelig galt af sted? Det er der gået mange timer med at overveje. Rigtig mange endda. Det mest nærliggende svar var, at ”Fruen” tilhører de kulturradikales kreds. Men det er både for let – og for firkantet. Og ville være en hån mod de ypperlige fra denne kreds.

Efter at timerne var blevet til døgn, pressede en afgørende fornemmelse sig på – iklædt en iskold realisme. Fornemmelsen bed sig for alvor fast og er blevet anmelderens – triste – konklusion: ”Fruen” havde ganske enkelt ikke mere at byde på, da hun iklædte sig de flagrende digtergevandter. Hun har brugt sig selv op – er blevet til en sand Irene Holm. Eller som ”Fruen” selv formulerer det i en anden sammenhæng: ”Det er en ynkværdig narcissisme, der præger disse tomme gestikulationer.”

Helst havde man fundet en mere human tolkning.

Men man må, som drengen i H. C. Andersens eventyr, desværre konstatere: der er ingen.

Forrige anmeldelse
« 101 litterære postkort «
Næste anmeldelse
» Amarone - og vinene fra Valpoli... »