Carl Pedersen er en af landets mest anerkendte USA-eksperter og optræder ofte i medierne når der ønskes en mere dybtgående vurdering af amerikansk politik eller vigtige begivenheder af kulturel eller økonomisk betydning for USA og resten af verden. I de seneste år har Pedersen dog nedtrappet sin rolle i offentligheden, ligesom han af helbredsgrunde næsten helt har trukket sig tilbage fra universitetsmiljøerne i American Studies, hvor han ellers i løbet af sin lange karriere har været en skattet medarbejder ved RUC, KU og SDU. Han er nu adjungeret professor ved Handelshøjskolen i København (som nu kalder sig CBS – Copenhagen Business School). Pedersen er stadig en ivrig formidler af viden om amerikanske forhold, og han har nu barslet med tredje bind i en dansksproget USA-trilogi (de to første var Den sårbare nation fra 2002 og Den forkerte krig fra 2006) – bogen Det andet USA, som er en blanding af politisk historie, erindringer, samtidsdiagnose og fremtidsprofeti – samt et indlæg i den igangværende præsidentvalgs- kampagne i USA.

Ærindet med Pedersens bog er tydeligvis tofoldigt: Dels ønsker han brændende forandring i sit fædreland og bogen bliver et passioneret argument for denne forandrings uundgåelighed efter en lang række mørke år under regressive præsidenter og deres fejlslagne administrationer; dels vil Pedersen meget gerne have sit danske publikum til at indse at USA er et mere multifacetteret samfund end det mediebillede de fleste danskere ligger under for, hvori USA er et bibel-bankende, skydevåben-befængt, cowboy-befolket, selvtilstrækkeligt forbrugerparadis, stereotypisk befolket af konservative dødsstrafstilhængere og overvægtige, fastfood-afhængige ignoranter med sport på hjernen... Der er altså, som Pedersens titel siger, et andet USA derovre, både nu og endnu mere tydeligt i en ikke alt for utopisk fremtid, som har de svages kår på sinde, som tror på en bæredygtig økologisk rolle for Amerika, og som indser at USA er et land hvor mange racer og etniciteter skal sameksistere og deles om riget, magten, og æren: Et USA der står i en slags multikulturel regnbuekoalitions tegn.

Bogen er tematisk opdelt i suggestive, enkeltords-betitlede underkapitler: Rødder, Syndfloden, Grænser, Begrænsninger, Eftertiden. Hvis man får apokalyptiske eller andre bibelske associationer af disse titler er det nok ikke helt tilfældigt. Dels står og falder verdens skæbne som sådan med USAs beslutninger i disse år (og sådan har det været i godt og vel 60 år), dels er der en lang tradition i amerikansk intellektuel historie for denne parallelitet mellem bibelhistorie og den store amerikanske fortælling – forhåbentlig med happy ending.

”Rødder” er på mange måder den mest spændende del af bogen, ikke mindst fordi dette kapitel bliver en form for life writing, hvor Pedersen krydsklipper mellem den store og den lille fortælling: USAs immigrationshistorie og Pedersens egen familiehistorie. To danske immigranter der ikke kendte hinanden hjemme fra lille Danmark mødtes i New York, giftede sig og blev Carls forældre, og gav ham en god, typisk amerikansk opvækst i New Jersey – og den historie spejler på forbilledlig vis de tidlige og midterste dele af det 20. århundredes sociale udvikling i USA. 20ernes immigrationsdebat og isolationisme, 30ernes depression, New Deal og større socioøkonomiske samvittighed (symboliseret i bogens første helteskikkelse, Franklin D. Roosevelt), 40ernes antifascistiske ’gode krig’ og efterkrigstidens velstand, 50ernes indre og ydre kommunistforskrækkelse, der knækker over i et ungdomsoprør uden sidestykke i 60erne – alt dette beskrives vedkommende og medrivende på den globale skala og på Pedersen-familiens lokale mikroskala. Pedersen lokaliserer præcist de progressive og optimistiske tanker, motiver og handlinger der skabte det USA der efter anden verdenskrig tog verden med storm, kulturelt og konsummæssigt – det USA vi er mange der aldrig ophører med at være fascineret og tiltrukket af.

I dette kapitel, som i de efterfølgende træder både helte og skurke klart frem i Pedersens historie: Stærkest Roosevelt hvis amerikanske velfærdsstat bliver det bolværk der årtier frem afholder republikanske minimalstatsfanatikere fra helt at ødelægge Amerika, men også mindre heltefigurer som Lyndon B. Johnson (der advokerede for et ”Great Society”), og den myrdede Robert Kennedy, der havde borgerrettigheder og økonomisk redistribution på dagsordenen. Skurkene får rimeligt nok ikke så meget spalteplads, og blandt de oplagte kandidater får ”Tricky Dick” Nixon en relativt blid medfart, da han i Pedersens optik hverken er en religiøs fundamentalist eller en økonomisk-politisk laissez-faire ideolog som senere republikanske blindgængere viste sig at være. Nej, skurke-paraden starter snarere i 80erne med Reagan, videreført af et stadigt mere degenereret Bush-dynasti...

Efter ”Rødder” følger tre mere specifikke kapitler der har hvert deres lille dagsordenspunkt. En case som illustrerer forskellen mellem minimalstatsideologer og ’socialdemokrater’ i amerikansk politisk historie er New Orleans som gennem det 20. århundrede flere gange har været oversvømmelsesramt og permanent undergangstruet. Pedersen viser Coolidge-administrationens kyniske administration af 1927-katastrofen og kontrasterer den med den både kyniske og inkompetente Bush-regerings ’handling’ af Katrina-orkanens ødelæggelser. Denne case er illustrativ omkring klasse- og racespecifikke aspekter af amerikansk politik: Det er de sorte og de fattige der lider under katastroferne, og den ligegyldighed visse politiske kræfter har udvist over for ofrene kan ifølge Pedersen få følger når den næste præsident skal vælges og pendulet måske svinge tilbage til gavn for de svage grupper i USA.

Tilsvarende er der en gammel gæld der skal indfris og en potentiel progressiv pay-back i vente på de felter der diskuteres i de to næste kapitler: økologi og overforbrug, samt indvandring (legal og illegal) og multikulturalisme. Her har det været langt sværere for udenforstående observatører at se det andet, progressive USA, fordi disse politik-felter varetages af NGOer og græsrødder, og det gør at de progressive kræfter har meget svært ved at tilkæmpe sig en platform i de toneangivende medier som TV og aviser. Men Internettet har vist sig ideelt for græsrodsbevægelser som medie til spredning af grønne og regnbuefarvede budskaber og som Pedersen påpeger, er der håb om at USA vil kunne vende den økologiske katastrofe gennem lokal og ’glokal’ handling, ligesom der er tegn på at en ny tolerance over for indvandrere og især en større accept af spansktalende amerikanere vil komme til at præge det 21. århundrede.

Til sidst kommer Pedersens mere utopiske kapitel med det sigende navn ”Eftertiden”, hvor bogen til gengæld bliver lidt for fokuseret på den meget nære fremtid – nemlig den næste helts tid op til og umiddelbart efter præsidentvalget senere i år. Dette kapitel er nok interessant lige nu (og det må være motivationen for at bogen – især den sidste halvdel – er blevet hastet færdig med mange trykfejl og halvfordanskninger til følge), men det vil være svært forældet om blot et år (allerede nu er Jonathan Edwards rolle i valgkapløbet en afsluttet saga, og bemærkningerne om ham virker ret uvedkommende i retrospekt). Også de to umiddelbart foregående kapitler vil ældes uforholdsmæssigt hurtigt, så vi står med en bog der lider lidt under at være 2/3 brug-og-smid-væk... I slutkapitlet træder Barack Obama frem som den nye demokratiske heltefigur der kan fange folkets ønske om forandring – hvilket reelt vil sige genoplivning af de gamle progressive idealer, blot tilpasset en mere kompleks verden, mens Hillary Clinton associeres med de tilbageskuende demokrater hvis tid er ligeså meget omme som de religiøse fundamentalister iblandt Republikanerne.

Tilbage står dog at Pedersens visioner om ’DET andet USA’ (skulle det ikke have været sat i flertal: ’DE andre Forenede Stater’?) er interessant, fordi vi får både den historiske forståelse af det USA der har spillet fallit som verdens politibetjent og som nu hades af flere ikke-amerikanere end nogensinde før, og den troværdige alternative historie om det gode USA der forhåbentlig vil vokse frem igen under Obamas (eller Clintons!) lederskab. Bogen er sympatisk, personlig, passioneret og letlæst – man stryger gennem de korte sætninger og velsammenskruede afsnit. Der er coole epigrafer fra kendte sange der har beskrevet de fænomener kapitlerne omhandler (de kører tit som soundtracks i læserens hjerne mens kapitlerne skrider frem), og sangskriver-perlerækken tæller Woody Guthrie, Randy Newman, Marvin Gaye, Los Lobos og Bob Dylan. Disse sangvalg illustrerer forbilledligt hvordan populærkulturen i USA altid har været både politisk og profetisk (og derfor en god læremester), hvilket er en dobbeltposition traditionelle historikere ofte ikke er så trygge ved at indtage. Gudskelov er Carl Pedersen en undtagelse...!