Mest læste
[Sagprosaanmeldelse]

1 - Sagprosaanmeldelse
De udvalgte – på flugt for livet
2 - Sagprosaanmeldelse
En morders bekendelser
3 - Sagprosaanmeldelse
Kvinderne i Kabul
4 - Sagprosaanmeldelse
Drengen der voksede op som hund
5 - Sagprosaanmeldelse
Kønsballade
6 - Sagprosaanmeldelse
Man jager et bæst og fanger et menneske
7 - Sagprosaanmeldelse
3096 dage
8 - Sagprosaanmeldelse
Zornig – Vrede er mit mellemnavn
9 - Sagprosaanmeldelse
Borgerlig offentlighed
10 - Sagprosaanmeldelse
Historien der ikke bliver fortalt - Om krigen i Afghanistan




Jesus som bogorm – Jesusfiguren i nyere skandinavisk litteratur / Svend Bjerg og Marie K. Monrad (red.) / 148 sider
Forlaget Alfa. ISBN
Anmeldt 8/2 2010, 17:34 af Kim Toft Hansen

Ormen i litteraturen


Ormen i litteraturen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mange snakker om en genfødt religiøsitet, sprititualisme og new age-filosofi, der vinder frem, og har gjort det igennem de seneste par årtier. Det kan spores forskellige steder. Fx i en postmoderne kulturstrøm, hvor der bliver levnet plads til, at den enkelte kan sammensætte sit livsbillede selv. Eller i en modernitet, der har erkendt sig selv som utilstrækkelig, og derfor igen levner plads til metafysikken – en tanke, undersøgt og erkendt af blandt andre Hans Jørgen Schanz (Modernitet og religion). Eller det kan spores i litteraturen, som i dette tilfælde netop danner bevæggrund for Svend Bjerg og Marie K. Monrads antologi med den sigende titel Jesus som bogorm – den nys indslusende tro smyger sig ind i litteraturen, der som en anden seismograf registrerer disse kulturelle transformationer.

Emnerne, som bogens forfattere tager op, er i flere tilfælde helt oplagte, mens andre tilfælde er mindre oplagte – og derfor mere interessante. At der indfinder sig en gudsopfattelse i Simon Grotrians salmedigtning er på den måde ingen overraskelse, mens en analyse af en kristen synsvinkel hos Peter Seeberg, der eksplicit har taget afstand fra det kristne, således er lang mere interessant. Men samtidig er det selvfølgelig også indlysende, at en analyse af gudsopfattelse og tro i alle former for litteratur bør være nærliggende, hvis vi holder os til den opfattelse, at troen er et menneskeligt domæne, som vi ikke bliver kvik – og ifølge mange ikke bør blive kvit.

Antologien har sågar levnet plads til hele to bidrag, der – som de to første kapitler – handler om samtidens kriminallitteratur, hvilket i sig selv er en interessant vinkel at tage fat på. Krimien er i den vestlige version en udtrykt rationalistisk genre, som henter sit tungeste skyts fra en realistisk oplysningstænkning, af hvilket grund krimien ikke oplagt er at kæde sammen med det kristne. Alligevel lader det sig gøre ud fra en kulturkristen vinkel, og derfor er det ikke overraskende, at krimien drager nytte af en kristen symbolik. Første analyse er af Stieg Larssons krimier, mens det andet eksempel er mere generelt perspektiverende men med fokus Åsa Larssons Solstorm. Første Larsson-analyse er selvfølgelig oplagt, da Millennium-trilogien trækker veksler på kristne rødder, men analysen bliver desværre for forceret og meget lidt kritisk overfor sine egne analyseperspektiver. Lisbeth Salander skal grundigt tvistes for at passe ind i analysen. Det går straks bedre med den anden Larsson, specielt gennem inddragelsen af Svend Bjergs transfigurationsbegreb – Jesus er nemlig ikke nødvendigvis i krimien eksplicit tilstedeværende, men er med i et transfigureret format. Bjergs begreb tilfører i denne analyse spændende perspektiver på den skandinaviske kriminallitteratur.

Dernæst gør antologien nedslag hos Peter Seeberg, Ida Jessen, Lars Husum, Jan Kjærstad, Kerstin Ekman, Anna Rydstedt og – som allerede nævnt – Simon Grotrian. På forskellig vis formår disse artikler at knytte litteraturen an til den kristne tænkning. Med adspredt succes, skal det siges. Den overraskende læsning af Seebergs Hyrder er antologiens stærkeste bidrag, mens fx analysen af Lars Husum er fragmentarisk og uigennemført – den stiller flere spørgsmål, end den leverer svar.

Samlet set virker de analyser, der ikke eksplicit inddrager Bjergs transfigurationsbegreb, mest forcerede og mindst troværdig. Transfigurationen kunne faktisk have været et udmærket omdrejningspunkt for alle analyserne. Det, som det i dette tilfælde handler om i litteraturen, er ikke den direkte tilstedeværelse, men netop hvordan litteraturen formår at omforme og eventuelt genskabe nogle rammer for troen og i dette tilfælde den kristne tanke.

Samlet set er Jesus som bogorm derfor en lidt broget oplevelse med virkeligt gode, veltilrettelagte analyser af Jesus-figuren i skandinavisk litteratur, men også med mindre heldige nedslag, der ikke rigtig tilfører ny forståelse af den registrerede ”litteraturtro”. Begrebet ”bogorm” – som en figur, der smyger sig ind i litteraturen, men også karakteriserer læseren og derfor læserens oplevelse af denne figuration af den kristne tro i litteraturen – kunne have tilført nogle tværgående perspektiver, som ville have givet et mere helstøbt indspark i debatten om den genopfriskede Jesus i litteraturen. Bogormen kunne have forklaret mere om, hvordan Jesus, kristendom og tro generelt kan registreres i litteraturen – uden at forfatteren nødvendigvis selv vil være ved det. Derfor er antologien et relevant indspark for at forklare en tendens i litteraturen, som trænger til yderligere uddybninger.

Forrige anmeldelse
« Jeg var snigskytte for Arafat «