Det er med en vis ærefrygt, at man går til et værk som Martin Heideggers Væren og tid, der nu endelig er at finde på dansk. Det er et værk, der nu om nogen bog er præget af sin fakticitet, af sit fortidslevn, overleveringer og historicitet, idet eftertiden ikke kun har været værket gunstig. Mest af alt bunder dette i mere biografiske omstændigheder end egentlige læsninger af Heideggers mastodontværk. Visse traditioner, eksempelvis Frankfurterskolen, har læst Heidegger gennem hans medlemskab af nazipartiet før og under den anden verdenskrig i stedet for at tage værket for, hvad det rent faktisk siger. På den måde kan man sige, at Heidegger faktisk bliver fanget af sit eget budskab om, at det nutidige nærvær ikke har noget som helst med at leve i nuet at gøre, men retter sig mod fremtiden og fortiden i denne prioriterede rækkefølge. Og skal denne filosofiske assertion tages for valid, så var Theodor W. Adorno i sin gode ret til at (for)dømme Heideggers filosofi ud fra en fokusering på hans politiske holdninger. Man gør dog sig selv en tjeneste at konfrontere værket selv, forsøge at skabe sig et overblik over de kryptiske formuleringer, og derved skabe sin egen forståelse – for værket er mere en frisættelse af mennesket end det er politisk totalitarisme, selvom værket er blevet fortolket som sådan.

Det er ikke min intention at give et resumé af værket kompakte, vanskelige og ikke mindst filosofisk omdannende tankegang – her fremstår Thomas Schwartz Wentzers efterskrift langt mere kompetent til, selvom det dog i visse vendinger faktisk ikke nedtoner de heideggerianske abstraktioner. Det er da formentlig også at bedrive en art blasfemi, hvis man omformulerer Heidegger for meget, idet det ville sætte tankegangen ind i en helt forkert sproglig kontekst. Der er nemlig en pointe i, at sproget er så – om jeg må nøjes med at sige så – specielt, da Heideggers pointe med værket var en omdannelse af den vestlige filosofiske tradition, som vi kender den – og derfor har svært ved at omgås. Den vestlige filosofi har længe haft som centralt, men uløseligt problem, at vi har været fanget i en dualistisk tænkning, der grundlæggende udspringer af først Platons opgør med primært sofistikken, som var en mere pragmatisk, retorisk helhedstænkning, og Aristoteles’ kategorifilosofi. Ud af dette får vi – også gennem en lang kristen tradition – en tænkning i tosomhed, som – med Descartes udtryk – består af res cogitans (den menneskelige tænkning) og res extensa (objektet, det udstrakte). Descartes får for alvor mejslet tænkningen fast som det eneste, vi kan være sikre på bekræfter vores eksistens, og dermed har mysteriet siden været, hvordan vi så overhovedet kan være sikre på, at verden eksisterer hinsides vores opfattelse.

Filosofien i Tyskland på Heideggers tid var derfor præget af dette mysterium, som faktisk truede med at udrydde filosofien som disciplin. På den ene side samlede nykantianerne sig om Kants idé om, at vi kun med sikkerhed kunne kende ”tingen for os” og ikke ”tingen i sig selv”, og på den anden side herskede den analytiske formaliserede filosofi, som heller ikke var meget for at behandle den traditionelle filosofis helt store spørgsmål. Helt grundlæggende havde filosofihistorien gravet sig selv en skyttegrav, hvorfra det ikke længere var muligt at se fra subjektet (mennesket) til objektet (tingene), og det er for så vidt indlysende, at en sådan position i længden vil være uholdbar – det leder til solipsisme, der understreger, at vi kun kan være sikre på, at vi selv eksisterer – og ikke verden. Dette komplekse, vidtrækkende og ikke mindst delikate paradoks satte Heidegger sig til at omdanne, så mennesket igen kunne få kontakt til verden.

Dette omdannende projekt er det centrale omdrejningspunkt, og det er da også derfor, at – som det ovenstående er nævnt – værket bliver både kompakt og i særdeleshed vanskeligt at gå til. En af grundteserne i Heideggers filosofi er nemlig, at vi er fanget i sprogets omstændigheder, og når en over 2000 år gammel filosofisk tradition har fået lov at løbe løbsk, så sætter det også sine spor i sproget (som Nietzsche sagde, så kommer vi aldrig bort fra Gud, med mindre vi gør det af grammatikken). Der ligger aflejringer af fortidens idéer dybt i sproget, og derfor er Heideggers værk spækket med neologismer og andre besynderlige sproglige konstruktioner. Jeg bliver aldrig træt af definitionen af Sorge som ”i-forvejen-for-sig-selv-allerede-at-være-i-(verden) som væren-ved (inderverdensligt imødekommende værende)” (s. 222) – eller også bliver man netop træt. Det er for Heidegger ganske simpelt nødvendigt at omdanne sprogets muligheder for at komme frem til det resultat, som han gør. Derfor skal man for det første være forberedt på, at det ikke let søndagslæsning at indoptage Heidegger, mens det for det andet heller ikke er noget, der kan klares uden alliancer. Det gør med andre ord ikke noget at have et par fortolkninger af Væren og tid liggende ved siden af, mens koden knækkes.

Det er derfor også nødvendigt, når sproget bliver kodificeret sådan, at der på dansk skal en række specielle løsninger til. Det har da heller ikke traditionelt skortet på uenighed om, hvordan de centrale begreber skal oversættes. Det gælder især det vigtigste begreb Dasein, som er en etikette at sætte på den helt unikke menneskelige form for eksistens, altså det at vi er på samme tid bevidste om vores eksistens, mens det ikke har at gøre med mennesket som subjekt – det er altså et basalt begreb til at skitsere den eksistens, der er forudsat i menneskets selvbevidsthed. Dasein har været oversat til det lidt uheldige til-væren, der kun får inkluderet det tidslige men mangler den rumlige dimension i begrebet, mens det også har været oversat til der-væren, der dog møder omvendte problem, at den tidslige dimension falder bort. Derfor er valget om at benytte tilstedeværen et både interessant, velargumenteret og ganske givet godt bud på en oversættelse, når det – som det fremgår af oversættelsesnoterne – er besværligt at bruge Dasein på dansk. Således har denne oversættelse sat sig for at se en kende bort fra den danske overlevering af disparate oversættelsesforsøg, og har gjort sig fantastisk forsøg på at skabe konsistens i valget af danske termer. Sorge er for eksempel heller ikke oversat til det mere gængse omsorg eller forsorg, men til omhu, hvilket er Heideggers udtryk for den intentionalitet, der kendetegner den rettethed, vi har mod omverdenen.

Hvis der skal samles lidt op på disse sporadiske nedslag i Væren og tid, så betyder alt dette helt grundlæggende, at mennesket ikke på noget tidspunkt kan opfattes som et carte blanche, hvorpå menneskets identitet kan ’påskrives’. Mennesket har ”altid allerede”, som er et yndlingsudtryk i værket, en forforståelse af verden, hvilket samtidig også betyder, at vi ikke forstår verden som kun ’vores opfattelse’ heraf. Der er ifølge Heidegger ved hjælp af vores tilstedeværen altid etableret en forbindelse til objektet hos subjektet – mennesket har ikke kun sin tækning at takke for, at det er til; det har også et helt basalt eksistentielt forhold til verden, som Heidegger kalder i-verden-væren. I stedet for en moderne adskillelse af – om jeg så må sige – hjerne og omverden, så er der i Heideggers filosofi en helt grundlæggende sammenhæng, som er eksistentiale for mennesket. Og i denne modernitetskritik er netop her fx Adorno ville – hinsides nationalsocialismen – kunne mødes med Heideggers tankegang. Det kan dog dermed synes besynderligt, at Heidegger ikke fulgte sin egen filosofi, idet moderniteten, som han kritiserer, er så tæt bundet sammen med de katastrofer, som den anden verdenskrig bød på.

Det har her på ingen måde været meningen at skabe et overblik over Væren og tid som værk, og de fleste læsere af værket har da også – som værket netop understreger, at mennesket hele tiden er – erkendt, at man er i en forståelsesproces, når man læser Væren og tid. Denne proces, som mennesket altid allerede er indfanget i, er også et livsværk, der kan følge de fleste, der forsøger at skabe sig en grundig forståelse af Væren og tid. Det tager tid, og det tærer på sin væren, men de små overvindelser, som oplevelsen byder på, giver så store sejrer, at man forstår, hvorfor værket har fået så central en plads i det tyvende århundredes filosofihistorie.