For de årgange, som er født i slutningen af 1980’erne, er det formentlig vanskeligt at relatere til Den Kolde Krig; den ideologiske konflikt mellem det kommunistiske Øst og det kapitalistiske Vest, som udspillede sig i anden halvdel af det 20. århundrede. Selv havde jeg gennem 1980’erne hørt om Reagan, Gorbatjov, DDR, Sovjetunionen og rakettrusler i udsendelser i radio og på tv, men jeg forstod ikke sammenhængen. En novemberaften i 1989, hvor jeg var travlt beskæftiget med mine legoklodser, bad min far mig pludselig om at følge med i en udsendelse på tv, hvor nogle mennesker kravlede på en høj mur og jublede. Det er historisk, sagde han. Berlinmuren, selve symbolet på Den Kolde Krig, var lige faldet, og med de socialistiske regimers forsvinden i Øst begyndte den egentlige heling af Europa efter 2. Verdenskrig.

Med Den Kolde Krig har John Lewis Gaddis, historieprofessor ved Yale-universitetet i USA, skrevet en glimrende indføring i Den Kolde Krig for den nye generation, som ikke har oplevet konflikten. Gaddis påpeger i forordet, at det netop ikke bør være sådan, at når han forelæser om Stalin, Truman, Reagan og Gorbatjov for sine studerende, kunne han ligeså godt tale om Napoleon, Cæsar eller Alexander den Store. Den Kolde Krig er et koncist og overskueligt værk, som er forfattet i et letforståeligt sprog, renset for al akademisk, prætentiøst omsvøb. Nok er bogen skrevet primært for studerende, men lægmand kan også være med.

Gaddis’ beretning om konflikten mellem de to polariserede, ideologiske samfundssystemer med uforenelige interesser tager naturligt nok sin begyndelse i tiden omkring 2. Verdenskrig. På dette tidspunkt var verdens angiveligt mest frie samfund, det amerikanske, og det mest autoritære, det sovjetiske, forenet i en alliance, hvis formål var at besejre Hitler. Hovedmedlemmerne af alliancen var imidlertid allerede i indbyrdes krig på det ideologiske og geopolitiske felt, inden 2. Verdenskrig var afsluttet. Militært var det ikke kommet til sammenstød mellem på den ene side USA og Storbritannien og på den anden Sovjetunionen, og det gjorde det stort set heller ikke fra 1945 til 1989. Derfor betegnes perioden Den Kolde Krig.

Sejrherrerne i 2. Verdenskrig ønskede først og fremmest sikkerhed for, at Tyskland og dets allierede ikke ville kunne rejse sig igen som fremtidige aggressorer. Det gjaldt ikke mindst Stalin, der i modsætning til USA havde levet dør om dør med nazisterne. Pga. de enorme menneskelige og økonomiske tab på sovjetisk side i verdenskrigen mente Stalin, at hans land havde en moralsk ret til afgørende indflydelse på udformningen af eftertidens fredspolitik. Han krævede således udenlandsk territorium, der kunne fungere som en bufferzone, som kunne beskytte Sovjetunionen mod fremtidige aggressioner vestfra. På denne måde var alliancens sejr over Aksemagterne også et instrument til positionering rent geopolitisk.

De Allierede fik dog ikke den tryghed, de havde håbet på. Da USA sagde stop over for den sovjetiske diktators krav og lancerede Marshall-planen, provokerede det Stalin til at sænke jerntæppet gennem Europa. Tilliden var borte. Med skabelsen af atombomben opstod den gensidige trussel om atomkrig, og da begyndte de rivaliserende magter for alvor at frygte hinanden. I det hele taget havde følelser, uoverensstemmelser og frygt stor indflydelse på de to lejres strategi under Den Kolde Krig. USA, som var først på banen med en atombombe, håbede, at russerne ville lade sig skræmme af atomtruslen, og at alle konflikter dermed ville stoppe. Våbenkapløbet begyndte imidlertid for alvor, da også Sovjetunionen prøvesprængte en atombombe. Gaddis redegør i sin bog detaljeret for statsledernes overvejelser omkring atomkrig. I det hele taget er fokus rettet mod de store beslutningstagere under Den Kolde Krig og det udenrigs- og sikkerhedspolitiske spil på topplan. Det er ikke forfatterens ærinde at beskrive, hvordan hverdagen i perioden udspillede sig for de jævne borgere i de to lejre.

Gennem Den Kolde Krig kom Sovjetunionen og dens satellitstater til stadighed længere bagud i våbenkapløbet, om end oprustning havde topprioritet for kommunisterne. Oprustningen sled Sovjetunionen ned rent økonomisk med det resultat, at levestandarden for den almindelige befolkning forværredes betragteligt. Både den kommunistiske og den kapitalistiske ideologi søgte at skabe håb, men problemet var dog, som påpeget af Gaddis, at kommunismen var blevet afhængig af at skabe frygt for at kunne fungere. Det kan man ikke basere et samfundssystem på i det længere løb, hvad Sovjetunionen er et glimrende eksempel på.

Gaddis’ værk er fremragende historieformidling og burde indgå som en del af pensum i historieundervisningen på gymnasier.