Vi kender til Den grimme ælling, der ikke helt kan finde sig til rette, men som kæmper og kæmper. Her møder vi Lille Frøken Pingelpot. Hun er altså ikke en helt almindelig kylling. Hun forsøger nu og da at pippe, ganske sådan som kyllinger gør det, men det er ikke de typiske lyde, der forlader hendes næb.

Det er netop, som om dette særegne næb rummer de særeste lyde, og det er da også sådan fat, at ingen forstår hende, ganske enkelt ingen, og så er det, at ensomheden angriber og folder sig ud over hende. Dog viser det sig stille og roligt, at hun ikke er alene om at være alene, og langsomt kan hun finde en at relatere sig til.

Det er så smukt. Det er en god fortælling, og den er indrammet af fine tegninger.