Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Niller på nettet / Bukke Bruse (aka. Tobias Bukkehave & Kasper Colding) / 32 sider
Carlsen. ISBN 9788711564707
Anmeldt 1/3 2018, 12:14 af Torben Rølmer Bille

Ind i spillet


Ind i spillet

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Muligvis er det fordi denne kapellan bevidst opsøger denne type fortællinger (idet både han og husstandens øvrige to drengebørn holder meget af både videospil og litteratur), men i løbet af de sidste år synes der at være sket en stigning i de fortællinger, der handler om hovedpersoner, som pludselig befinder sig fysisk inde i en digital verden. Det er sikkert fordi, vi lever i en tid, hvor videospil er allemandseje. En tid, hvor mange er vokset op med spilkonsoller og computerspil som en naturlig del af deres hverdag. Enkelte ejer måske ligefrem Virtual reality-briller og spillene er både i 3D og byder på nærmest fotorealistisk grafik. Med andre ord; der er sket meget siden Pong.

Selvfølgelig er god grafik og VR-briller ikke helt det samme som at fysisk "komme ind i spillets verden", til gengæld eksisterede der masser af historier, der handler om netop dette, også fra tiden før denne teknologi blev gjort tilgængelig. Tænk bare på (science-)fiktioner som f.eks. Arcade, Djævelens Hule, Neuromancer eller Tron , der legede med ideen om helt almindelige mennesker, der kom ind i en fantasifuld virtuel (spil)verden.

Frekvensen af denne slags historier er dog blevet langt hyppigere, sikkert fordi mange af os ikke har svært ved at forestille os disse scenarier, men sikkert også fordi folkene bag romanerne og filmene gerne vil appellere til den brede målgruppe af gamers og spilinteresserede. Af nyere fortællinger kan i flæng nævnes Ernest Clines mesterlige Ready Player One (som Spielberg er ved at omforme til spillefilm), den morsomme retro-bogserie Game on og senest romanen Elmer Baltazar - rejsen til Arcadia (der vil blive omtalt her i Kapellet, så snart den er læst færdigt). Alle bøger, der forsøger at henvende sig til flere generationer af gamere.

Niler på nettet er henvendt til de helt unge spillere og læsere. Som man kan se på forsideillustrationen (der bevidst er lavet så coveret minder om en iPad), er Niller en dreng, der pludselig befinder sig på den anden side af skærmen. Forsideillustrationen er dog en anelse misvisende, da den verden som beskrives i historien, hverken byder zombier eller dinosaurer. Disse er ellers ret tydelige på omslaget. Fortællingen starter med, at han spiller et spil der hedder Counter Watch (et navn der er en sammenblanding af to meget populære spil Counter-Strike og Overwatch) på en netcafé sammen med sin storebror og storebrorens venner.

Niller er ikke helt lige så god som de andre til at spille spillet, og mens vennerne er i gang med at skælde ham ud, suges Niller på mystisk vis ind i computeren. Her møder han først en mystik fyr der kalder sig selv Elektro, der byder ham velkommen til internettet. På mystisk vis er Niller ikke landet i selve spillet, men, som titlen antyder, på internettet, hvor han kort tid efter bliver nødt til at flygte fra bøllen fra Counter Watch, der dukker op nærmest uanset, hvor Niller ellers forsøger at løbe hen.

På vej væk fra bøllen kommer Niller bl.a. forbi en Wiki-ugle, han møder et stor blækspruttelignende væsen, der sorterer post, han ser en pige, der er i færd med at tage et billede til de sociale medier, før han ender hos en fyr der præsenterer Niller for en hård træningsbane, der måske kan gøre ham bedre til Counter Watch.

På forlagets hjemmeside skrives der, (spoiler alert) at " I bogen kommer Niller igennem sjove udgaver af alle nettets muligheder: mails, sociale medier, køb, spil, søgninger osv. Bogen er oplagt til højtlæsning og en snak om, hvad der er det gode ved at være på nettet - og om at komme tilbage til virkeligheden.". Dels synes denne læser, at man kun sporadisk kommer gennem "alle nettets muligheder", for hvor ser man eksempelvis i bogen eksempler på "køb"?. Dels kan den sagtens fungere som en fin højtlæsningsbog, men helt små børn er vel næppe den samme målgruppe, som spiller spil som de førnævnte Overwatch og Counter-Strike (disse har ifølge europæiske anbefalinger aldersgrænser på hhv. 11 og 16 år). Det er næppe samme aldersgruppe som de, der får læst billedbøger højt sammen med mor eller far.

Billefamiliens niårige læser strøg direkte gennem Niller på nettet i løbet af de 20 minutters læsning som hans "onde" forældre tvinger ham til at gennemføre på alle hverdagsaftener. Adspurgt til, hvad han syntes om bogen var svaret, at han "godt kunne li' den", men syntes også at den var "alt for kort". Carl havde altså gerne set Niller opleve endnu flere eventyr på nettet, før historien var slut.

Det er faktisk lidt den samme fornemmelse Carls anmeldende far sidder tilbage med. For var det tanken at dette skulle være en bog der kunne bruges som udgangspunkt til en diskussion med ungerne om alle mulige ting på internettet, så mangler der en del aspekter af dette. Til gengæld er både tekst og tegninger ret morsomme, så ser man i stedet bogen som en lille tekstmæssig snack henvendt til de børn, der er en anelse større end billedbogssegmentet, så passer det bedre.

Uanset dette aldersparadoks, så forekommer det vigtigt, at man i det hele taget taler med sine unger om deres færden på nettet. Hvilke muligheder det har. Hvordan man laver gode søgninger og ikke mindst, hvordan man generelt opfører sig på de sociale medier. Det kan godt være at enkelte forældre kan benytte Niller på nettet til denne indledende snak - man skal bare ikke tro at man kommer hele nettet rundt på 32 sider. Endelig så savner både Carl og hans far både zombier og T-Rex'en fra forsiden, så lad det være en opfordring til at forfatterne får tilføjet disse hvis Niller på nettet skal udkomme i et andet oplag.


Forrige anmeldelse
« Sande glæder «
Næste anmeldelse
» Rød mand / Sort mand »


Flere prosaanmeldelser