Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Om foråret / Karl Ove Knausgård / 168 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711510278
Anmeldt 17/11 2016, 07:28 af Lars Ole Bonde

Sindets meteorolog


Sindets meteorolog

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Karl Ove Knausgård dementerede allerede sidste år den ellers meget hypede annoncering af forfatterskabets afslutning efter 6. bind af Min kamp. Det lykkedes ham at finde frem til en på en gang enkel og naturlig måde at fortsætte sin livsberetning på, nemlig at skrive videre om livet/Livet – som en beretning/bekendelse til sit dengang ufødte fjerde barn.

Den nye beretning er formet som en årstidssuite, hvoraf dette bind er det tredje og næstsidste. En nyskabelse i publikationsformatet er illustrationerne, eller rettere sagt: det selvstændige billedkunstneriske spor. Anna Bjerger har forsynet bogen med smukke og stemningsfulde malerier, ofte udsnit (så vidt jeg kan se), der fanger bogens personer og stemninger i kongeniale farver og former. Det er et meget vellykket mix; man vender lige så gerne tilbage til farvesiderne som til tekstsiderne.

Det forunderlige sprog
Men ellers er den lille/korte bog præget af Knausgårds helt særlige prosa. Intet i livet er for småt eller for stort til at blive beskrevet og tænkt over. At bogen er henvendt til den (i den fortalte tid) tre måneder gamle datter – og altså delvist skrevet i anden person – er et stiltræk, der føles helt naturligt.

Jeg tror mange forældre kender det dybtfølte ønske om at ’fortælle verden’ til sit barn, og erfaringen af at tale til et sovende spædbarn er sikkert også ganske almindelig. Men meget få formår som Knausgård at gøre verden levende, på én gang hverdagsagtig-enkel og mystisk-mytisk gennem sproget, og ved at forbinde fortid og nutid gennem den nutidigt sansede erindring. Lad mig give nogle få eksempler.

Knausgård kan beskrive en natlig biltur gennem et øde landskab, så det ånder af poesi og betydning:

(Vi) susede nordpå gennem den for Gotland så karakteristiske lave skov, med moser, lunde, lysninger, marker, alt sammen hvilende i nattens ro. Sletterne kunne lige skimtes mod de sorte, i mørket tilgroede træer, hist og her med dis svævende over sig, mens lyset fra billygterne, som virkede så brutalt i alle disse finindstillede nuancer af mørke, strømmede frem på vejen… (s. 74)

Han kan fundere over litteraturens (og kunstens) mening i menneskers liv, så det føles som en aha-oplevelse. Her med udgangspunkt i Ingmar Bergman, som har betydet meget for Knausgård, og hvis hus på Fårö familien er tæt på i to ferier:

Bergman levede selv dengang, uden at jeg havde noget ønske om at møde ham, det har jeg aldrig haft med kunstnere eller forfattere, eftersom henvendelsen altid var mere personlig i værket end i virkeligheden og kom meget tættere på der end den nogensinde ville kunne komme ved et møde. Hvad var litteraturen om ikke et udtryk for en utilgængelig og i virkeligheden ikkeeksisterende nærhed? (s. 78)

Der er lange passager med refleksioner over hvad ’personlighed’ er, ikke mindst i forhold til datteren, som gjorde sin far meget bekymret ved at være nærmest autistisk den første måned, men som derefter åbnede sig mod omgivelserne:

Du ved ikke hvad personlighed er, og jeg ved det knap nok selv, for det er et mærkeligt fænomen, men det handler om summen af de karaktertræk et menneske har, den helhed de danner, som er det alle mennesker omkring dem forholder sig til når de møder eller tænker på ham eller hende (….) Hvad er personlighed så? Er det som en slags kar som selvet eksisterer i, fuldt af små vægge, skotter og luger som selvet fylder op og aldrig bevæger sig uden for, før en eventuel ulykke eller sygdom forandrer væggene, skotterne og lugerne, så selvet lægger sig til rette på en ny måde, i en ny form? (s. 40) Hvordan din personlighed er, vidste ingen endnu, heller ikke du, men der var begyndt at vise sig bestemte træk i dig, for eksempel at du var rolig, at du var robust, at du var lys. (s. 43)


Blandt mange andre temaer, som behandles essayistisk, vil jeg fremhæve: selvmordet, psykoterapi og forskelle mellem at leve i Norge og i Sverige.

En enkelt dag – og et halvt liv
Bogen er i tre dele + en epilog. Første og sidste del har Valborgsdag/-messe – altså dagen midt mellem forårsjævndøgn og midsommer (30. April) - som ramme om beskrivelsen af ’en dag i livet med et barn på tre måneder’, mens anden del trækker tråde en del år bagud og epilogen er skrevet to år senere, hvor datteren er blevet to år og har både sprog og klar personlighed.

Et – parallelt – omdrejningspunkt i beretningen er hustruen Lindas indlæggelse efter hvad der måske var et selvmordsforsøg. På det tidspunkt ved kun de kommende forældre, at der er et fjerde barn på vej. Anden del slutter lavmælt dramatisk (ja, sådan kan det paradoksalt være hos Knausgård) med at ambulancen kommer og henter Linda, næsten samtidig med at hendes tre børn køres væk af en hjælpsom nabo. Det er i april, hvor naturen på en gang sitrer af liv og stadig af vinteren er ribbet for alt. Mørket skal vige for lyset. 3. del slutter med en tragikomisk beskrivelse af en tur til hospitalet, hvor den stakkels forfatter har glemt både kreditkort og sutteflaske og må døje omgivelsernes misbilligelse, den spæde datters hjerteskærende gråd og sin egen selvkritik, før han i nogenlunde god orden kan hente mormor på banegården! Jeg tror, alle mænd som har taget sig af deres børn på nogenlunde ”ordentlig vis” kan nikke genkendende til den slags situationer!

Autofiktion eller selv-biografi? Nogle refleksioner og en ekskurs
Genrebetegnelsen ’autofiktion’ er opstået bl.a. ud fra litteraturforskernes studier af værker som Knausgårds Min kamp, som skildrer forfatterens levede liv med den frihed og bundethed, der følger med et program om at være ærlig (over for sig selv). De mange hverdagsskildringer i Om foråret føjer sig smukt til dem, læserne kender fra seksbindsværket (især bind 1, 2 og 6). Men det er blandingen af dialog, beskrivelser og essayistiske refleksioner, som hos Knausgård har en helt særlig intensitet.

I disse uger læser jeg – tilfældigvis – også en ny dansk bog om dybdepsykologen C.G. Jung (Aksel Haaning: Jung – en stemme fra dybet , anmeldt separat her i Kapellet). Det får mig til at fundere lidt over genrerne/begreberne selvbiografi/autofiktion. Jung skrev aldrig nogen selvbiografi (Den på dansk meget læste bog ”C.G. Jung. Erindringer, drømme, tanker.” (udgivet på tysk og engelsk kort efter Jungs død i 1961, oversat til dansk i 1984) er ikke en selvbiografi, men en broget tekstsamling sammensat af Jungs mangeårige sekretær Anelia Jaffé.); han mente slet ikke at hans personlige liv var interessant (nok), og han ville meget hellere skrive om sine epokegørende opdagelser.

Selvbiografi hedder på tysk Autobiographie. I Jungs teori om bevidstheden skelnes der skarpt mellem jeget/egoet, der er den vågne bevidstheds centrum, analytisk og fokuseret, og selvet, der er centrum i det kollektivt ubevidste, syntetisk og kreativt. Det kunne herudfra give god mening at skelne mellem ”ego-biografi” og ”selv-biografi”. ”Ego-biografier” er verden fuld af, og det var sådan én Jung ikke ville skrive. Han skrev faktisk en slags ”selv-biografi” (i denne betydning), nemlig den såkaldte ”Røde bog”, hvori han i mange år af sit liv nedfældede drømme, fantasier, meddelelser og billeder som kom til ham fra det ubevidste og som var uundværlige for hans sundhed og kreativitet i det bevidste liv. Selvets fortælling er langt fra hverdagen, snarere ”arketypisk” (som var Jungs begreb om det fællesmenneskelige), men kan ”hentes ind” i hverdagen som en slags forpligtelse til at kende sig selv – med det hele.

Knausgård bruger et sted metaforen ”Sindets meteorolog” om sig selv. Jeg synes det er en meget fin præcisering af hvor (noget af) inspirationen kommer fra: et følsomt sind, som (når det ellers er modtageligt) modtager oplysninger om andre og om verden gennem hele bevidsthedens sanseapparat (altså både via det bevidste og det ubevidste)og omsætter det til ”vejrmeldinger”.

Den seneste handler ”Om foråret”, og den beskriver og reflekterer over alle slags vejrlig, indre og ydre, hos små og store. Vejret kan man som bekendt ikke gøre noget ved. Men det kan beskrives tørt, dramatisk eller malende. Knausgård er en generøs og storslået meteorolog.


Forrige anmeldelse
« Syge Sjæle «
Næste anmeldelse
» Ternet Ninja »


Flere prosaanmeldelser