Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Fifty Shades of Grey – Fanget
2 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
3 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
4 - Prosaanmeldelse
Det syvende barn
5 - Prosaanmeldelse
Elefantpassernes børn
6 - Prosaanmeldelse
Min kamp 6
7 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
8 - Prosaanmeldelse
Se på mig
9 - Prosaanmeldelse
Du forsvinder
10 - Prosaanmeldelse
Set fra himlen & Den gule plet




Orkestergraven / Unni Lindell / 336 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-595-2611-8
Anmeldt 31/3 2008, 12:15 af Peter Kirkegaard

Middle of the Road


Middle of the Road

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Krimigenren er ved at drukne i sin egen succes. I den grad har den indtaget midtersporet for bogkøbernes adspredte interesse at enhver bare nogenlunde håndværksmæssig kunnen synes at være nok, og forlagene savler af begejstring. Bare der er et morbidt mord, et forvredet sinds udløsningstrang og en bekymret, midaldrende politimand eller –kvinde på sporet, så er der udtælling ved kasse et. Middle of the road, alt for mange blot plausible historier, glemt i det øjeblik sidste side lukkes i. Ødelæggende for de gedigne attraktioner genren kan mønstre når dristig socialpsykologisk fantasi, durkdreven suspense og artistisk nerve mødes i sitrende katastrofiske billedsuiter af virtuelle virkeligheder. Amen.

Norske Unni Lindell er alt for typisk. Orkestergraven er nummer fem i hendes serie om Oslo-kriminalkommissær Cato Isaksen, og den er inderligt uinteressant. Et opsigtsvækkende mord på en kvindelig musiker; mange små spor der peger i flere retninger; en nervøst stresset kommissær og hans team; vintertristesse i Oslo. Langsomt, langsomt, step by step, bevæger vi os frem. Og det hele iklædt et pertentligt skrivesæt der partout vil belægge hvert skridt med små hverdagslige virkelighedsmarkører.

”Han åbnede køleskabet, og det gule lys faldt i en trekant ud på det mørke køkkengulv”, hedder det om opdagerens sultne fisken en kartoffel frem af skabet, mens han træt tænker på sagens gåder. Spændende! Om datterens sorg over den dræbte moder kan Lindell modsvarende berette følgende krydret billedrige kitsch: ”Billedet af stikmærket på moderens hals var tatoveret bag øjnene, hvor smerten sad og sved som salt i et åbent sår”. Bvadr!


Forrige anmeldelse
« Lyskrydset «
Næste anmeldelse
» Næb og kløer »


Flere prosaanmeldelser