Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Fifty Shades of Grey – Fanget
2 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
3 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
4 - Prosaanmeldelse
Det syvende barn
5 - Prosaanmeldelse
Elefantpassernes børn
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Min kamp 6
8 - Prosaanmeldelse
Se på mig
9 - Prosaanmeldelse
Du forsvinder
10 - Prosaanmeldelse
Set fra himlen & Den gule plet




Fædrenes løgne / Tom Egeland / 470 sider
Rosinante. ISBN 9788763820189
Anmeldt 26/11 2011, 21:48 af Lars Ole Bonde

Jules Verne på moderne norsk


Jules Verne på moderne norsk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg har med fornøjelse læst flere af norske Tom Egelands bøger om arkæologen Tom Beltø, der - altid ganske ufrivilligt - havner midt i særdeles farlige, indviklede og tankevækkende kriminalgåder med (ofte ganske svimlende) kulturhistorisk-arkæologisk overbygning. Beltø-bøgerne er elementært spændende med fornemt byggede plots, udmærket sprog og ikke mindst højt til loftet intellektuelt og historisk. Også hovedpersonen og mange af bipersonerne er interessante – en afgørende forskel i forhold til eksempelvis den supersælgende Dan Brown, hvis bestseller-thrillere er drevent komponerede og effektive i den gode gamle føljeton-med-cliffhanger-tradition men med uinteressante persontegninger og et meget tørt sprog.

Når jeg læser Tom Egeland, mindes jeg min barndoms glæde ved Jules Vernes romaner. Det fælles er oplevelsen af at blive draget ind i et mægtigt og ofte helt ukendt univers af viden, farer og muligheder. Den store forskel er, at Egelands personer er sammensatte og blakkede på en hel anden måde end Vernes, og selvfølgelig at der nu er hundrede års ekstra forskning og teknologi at tage af til skildringen af rammen og baggrunden.

I Fædrenes løgne får vi serveret noget så sjældent som et portræt af fire generationer af mænd, fortalt af den yngste – den letlevende playboy Victor Scott (med hans egne ord: ****), der i 1970 rejser verden rundt for at spore sin fars, farfars og oldefars historier og samle dem i en bog. Bogen bliver aldrig færdig, og Egeland har på sindrig vis bygget Victors Scotts manuskripter ind i en rammehistorie (s)om et efterladt bogmanuskript, der dukker op i forbindelse med Victors død på Ullevål Sygehus i 2010. Victors forfædre har alle indskrevet sig i norsk historie som helte. Oldefaderen som en moderne Robinson Crusoe, der vender tilbage til civilisationen i 1900 efter 20 år på en øde ø i Stillehavet. Farfaderen som litterær Nobelpristager i Hamsun-klassen og krigshelt, og faderen som polarforsker i Nansen/Amundsen-klassen. Victors verdensrundrejse i forfædrenes spor afslører, at de alle tre havde (hvad bogomslaget kalder) ”mørke hemmeligheder”. Hvad disse består i, skal jeg ikke røbe her. Meningen med en spændingsroman er jo netop, at man skal nyde afsløringerne og opklaringerne, mens de finder sted.

På et dybere, psykologisk plan fungerer bogen faktisk også udmærket – som et portræt af tre ”fraværende fædre” – og ikke nok med det: tre løgnagtige og svigagtige fædre! Alle tre – og Victor selv – er mænd, som har svært ved at binde sig og slå sig ned. De er drevet af udlængsel og ambitioner i så høj grad, at kvinder og børn enten bliver midler til målet eller forhindringer på vejen. Det koster alle parter dyrt, og det gør næsten ondt at se mønstret gentage sig fra generation til generation.

Der er ikke så mange spirituelle eller mytiske overtoner i denne Egeland-roman som i de forrige. Til gengæld er vi tættere på en sørgeligt genkendelig nutid og nær fortid (hippietiden omkring 1970 er glimrende skildret som baggrundskulisse). Egeland har begået en fantastisk røverhistorie fuld af usandsynlige sandsynligheder – det meste kunne faktisk godt være sandt. Men først og fremmest er det godt fortalt med velfungerende fortælletekniske kneb – ikke mindst den nørdede ramme med ”ægte dokumenter” fra nær og fjern.

Enkelte detaljer er ikke overbevisende: f.eks. får farfaderen William Scott angiveligt Nobel-prisen i 1935, fem år efter sin fantastiske debut og efter kun tre romaner. En så hurtig anerkendelse af et forfatterskab har Nobelkomitéen vist aldrig begået!

Der er en del irriterende stave- ellers satsfejl undervejs, men ellers er Hanne Richardt Becks oversættelse og produktionen udmærket. Omslagets inderside - et verdenskort med angivelse af de vigtigste lokaliteter i fortællingen - er ren Jules Verne-stil!


Forrige anmeldelse
« Muligt motiv «
Næste anmeldelse
» Blue Heaven »


Flere prosaanmeldelser