Firkantsdramaet fra Henning Mortensens Det blanke vand (2010) fortsætter i Slottet ved Det Liguriske Hav, netop udkommet. Vi forlod første bind i serien i spænding og med afsløringer, der kun var åbenlyse for læseren. Ingen afsløres i anmeldelsen her. Det blanke vand var et kammerspil, der mestendels udspillede sig i og omkring Julia og Victors herskabsvilla. Sammen med deres rengøringshjælp og gartner udlevede de et dimensioneret drama, der – med bare lidt god vilje – vil kunne kaldes en thriller. Slottet ved Det Liguriske Hav fjerner den tredjepersonale optik og springer ind i Victors bevidsthed, næsten. Undertitlen er af Victor Seemans bekendelser.

Victor vågner i en hospitalsseng med deformeret ansigt og smertende krop efter branden i herskabsvillaen; branden fordi det er slutningen af første roman. Han kommer sig med noget besvær, men kun for at flytte til sommerhuset i Gilleleje, hvorfra han kan administrere den skilsmisse, han og Julia har indgået. Julia er stukket af med gartneren Henry, mens Victor – uden den store modstand – indvilger i et forhold med rengøringshjælpen Lillian. Det kan vel også kaldes en slags bodeling. Stemningen er dog ikke helt god, og for Victor synes virkeligheden nærmest at være mere rhizomatisk end før ulykken. Drøm og virkelighed, kunst og bevidsthed, blander sig sammen, og den eneste tovholder for Victor synes at være Lillian (!).

Skiftet i synsvinkel – fra første til tredje person – er et scoop. Ting, som læseren allerede ved fra Det blanke vand, men som Victor ikke ved, kommer til at spille en stor rolle i forståelsen af den labyrintiske tilværelse, som Victor fornemmer omkring ham. Da både Henry og Lillian viser sig at have store, spændingsmættede hemmeligheder i tilværelsen, tager det hele fart. Uglerne er bestemt ikke, hvad de giver sig ud for at være i det lille nordsjællandske miljø. Stemningen er på én gang yderst velkendt, fordi romanen trækker på thrillerens mønster, men den lettere ironiske fortællerdistance gør, at det hele fremstår anspændt og tilnærmelsesvist surreelt. Måske som Victor selv oplever til tilværelse.

Romanen spiller undervejs kraftigt på en vis form for dagbogsmeta, en slags fornemmelse af at vi læser Victors dagbog. Romanens undertitel – af Victor Seemans bekendelser – signalerer dette, og leger på den måde med bekendelsesromanen som genre. Det antydes dog temmelig kraftigt, at romanen ikke er dagbogen, mens selve strukturen – den indre synsvinkels berettelse – fastholder Victors bekendelser. Denne distance mellem på den ene side dagbogens form og bekendelsesromanen og på den anden side det, at det hele formentlig er noget andet, skaber romanens ironiske fortællerdistance. Netop her kan Mortensens velkendte metafiktive leg med genre og fortællinger sættes ind.

Slottet ved Det Liguriske Hav – titlen bliver åbenbar senere i romanen – er en spændingsroman, som de sjældent fødes. Mortensens andet bind i serien om Victor, Julia, Lillian og Henry er liden i sin størrelse, men særdeles omfattende i sine beføjelser, nærmest metafysisk. Mortensens Sondrup-trilogi indlagde et vist metafysisk niveau i fortællingerne, et niveau som fortælleren/forfatteren naturligvis inkarnerer. Denne roman antyder, at dette niveau igen er ved at indfinde sig. Vand betyder noget: vand, hav, Seeman, men ligningen må selv løses. Der er så meget på spil i disse karakterer, fyldige personligheder, at det må blive til flere bøger. Tag og skriv! Det er sgu godt, det her.