En stabil form med plads til variation og improvisation. Sådan anser det svenske forfatterpseudonum Arne Dahl – trekvart anagram for den finlitterære kritiker Jan Arnald – krimigenren. Siden slutningen af 90’erne har han udgivet en række krimier, som skulle teste, hvor meget der kunne fyldes deri. Bogstaveligt talt. Eller snarere bogstaveligt skrevet. Det blev til dekalogen om den svenske A-gruppe, som provokatorisk kom til at bestå af 11 bind. Og så var det slut. I hvert fald med A-gruppen. Den opløstes. Men det gjorde Arne Dahl ikke. Første bind i den nye serie om det paneuropæiske Opcop-gruppe Hviskeleg er netop udkommet på dansk.

Et besynderligt mord i London arrangeret som et kunstværk. En asiatisk mand med et budskab til Europols observatør inden han dør. En kinesisk rengøringskvinde i Stockholm, der søger efter børneporno på en svensk forretningsmands computer. En mafiaforbindelse. En giftdumping. Finanskrisens ofre. Association til d. 11. september 2001. Og meget mere. Det er nærmest det letteste at gøre, når Hviskeleg skal resumméres: Stikord, der peger i mange retninger. Geografisk. Tematisk. I nærmest alle retninger. Usammenhængene er mange, men kender man Arne Dahls forfatterskab, ved man også, at der ikke er (mange) løse tråde. I hvert fald ikke plotmæssigt.

Handlingen er kompleks. Måske endda også for kompleks. Den virker mest af alt som en 1000-siders roman kondenseret til halvdelen. Det går stærkt, meget stærkt. Informationerne flyver, tiden svinder, og efterforskerne tænker kvikt. Kvikkere end læseren – i hvert fald denne læser – til tider kan følge med. Men det er der en pointe i. Erkendelserne – som jo er omdrejningspunktet for al efterforskning – går hurtigt, og skal gå hurtigt, for at følge trop med den globaliserede kriminalitet. Forbryderne er blevet grænseoverskridende, rejsende i sko og strømper, og ser stort på, at virkelighedens efterforskningsmetoder ikke kan hamle op med dem på grund af bureaukrati.

Indtil nu. Nu har Europol, der ingen efterforskningsbeføjelser har haft, kun observation, stiftet en opklaringsmyndighed. En operativ enhed kaldet Opcop. Overt Police Coorperation. Eller i politifolkelige munde: Operating Cops. De fungerer som en testgruppe for at se, om det lader sig gøre. Paul Hjelm – tidligere A-gruppe-medlem og sikkerhedspolitibetjent – har fået til opgave at samle en gruppe personer på tværs af grænserne i Europa. Med sig har han finlandssvenskeren Arto Söderstedt og den hispaniske Jorge Chavez, som også er kendt fra tidligere. Tråde trækkes ud til gamle kendinge, men Opcop-gruppen er suppleret med nye ansigter. Mange. Og det er sin sag at lære dem alle at kende. Man gør det heller ikke helt men det kommer nok – med tiden.

Tiden er en anden. Finanskrisen kradser. Og firmaer er trængt af globaliseringen, af grænseoverskridende finanser – eller mangel på samme. Hviskeleg – idéen om at hviske noget i øret på den ene, og lade det udvikle sig fra modtager til modtager – handler om finanskrisens og storfinansernes konsekvenser for verdenssamfundet og de mindre nationer. Når store firmaer efterhånden har en egenkapitaler store nok til at opkøbe små lande, er magtbalancen pludselig blevet en anden. Hviskelegen får en hel specifik betydning i romanen. En frase går fra øre til øre, hele verden rundt, og har konsekvenser for flere. Fatal betydning. Og det er betjentenes opgave at opspore legen. Men legen antyder også mere: det handler om litteraturens vandring.

Ikke nok med at romanen er tidens måske mest interessante bud på en fortælling om finanskrisen. Så ligger også myter, græske myter, som en resonansbund under hele opklaringsprocessen. Ariadne, Fædra, Minotaurus og labyrinterne er brugt som en præcisering af, at nutiden kun er variationer af fortiden. Og fremtiden. Men de spiller også et subtilt og sofistikeret spil med andre tekster. Der er indbygget en krimiteori i brugen af Ariadne og Minotaurus som motiv for romanen og heri er der indbygget en filosofi over nutidens verdenssamfund. Globaliseret, labyrintisk. En labyrint med implicitte referencer til postmoderne filosofi – og specifikke filosoffer. Ikke med navns nævnelse, men med tydelig tilstedevær for den, der kender henvisningerne. Prøv selv at finde dem.

Romanen er (endnu) en opdatering og en videreudvikling af krimigenren fra Arne Dahls aktive hånd. Om det holder, er lidt svært at sige. Det hele er noget kompakt, tætskrevet plotteknisk, og i høj grad mangetydigt. Persongalleriet er flerdimensionelt og lidt voldsomt. Men det bruges. Og der er brug for det, hvis romanen bare skal have et minimum af troværdighed. Hvilket den har. Den er i højere grad en pandeterministisk kommentar til tidens øko(nomi)politiske tilstand, end den er en realistisk roman. Men det gør pointen endnu mere skarpt formuleret. Det er spændende som en anden spionroman, og associationen hertil er ikke utilsigtet. Lidt sci-fi er der også drysset ind. Alt hænger sammen i Dahls verdensbillede. Om det gør det i romanen, må læseren selv finde ud af.

Jeg er ikke overbevist af romanens tætpakkede plotologi. Det havde krævet flere sider. Karaktertegningen er derfor ikke helt af den standard, som Dahls øvrige romaner bærer præg af. Men det statement, den politiske opgørstone, den samfundskritiske kalkyle er i høj grad købt. Hviskeleg er en ladet pistol rettet direkte mod den måde, vi har indrettet vores samfund på. Spørgsmålet er, hvem der tør trykke på aftrækkeren. Start i hvert fald med at læse romanen for det den er. En finanspolitisk kommentar til samtiden. Hårdtslående. Den ryger ind ad det ene øre, men bestemt ikke ud ad det andet.