Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre

Under kuplen / Stephen King / 1198 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 9788711412602
Anmeldt 1/11 2010, 16:02 af Jørgen Riber Christensen

Mikrokosmos af USA


Mikrokosmos af USA

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stephen Kings roman Under Kuplen er svær at lægge fra sig, når man først er begyndt at læse den. Godt det samme, for romanen er også svært at samle op igen. Den vejer knap 2 kg. I et efterskrift takker King oven i købet en redaktør for hjælp til med at forkorte bogen, hvis manuskript vejede 8,6 kg. Fortælleøkonomisk virker Under Kuplen lang bedre end Kings seneste andre romaner. Handlingen taber knap nok pusten undervejs. Spænding under læsningen er altså bogens største kvalitet, og den viser en mere politisk Stephen King, end man har set før. Plottet skal kun antydes her i anmeldelsen. Hav selv fornøjelsen af at læse bogen for at få det hele med.

Provinsbyen Chester’s Mill i Maine, USA bliver pludselig omkranset nøjagtigt langs kommunegrænsen af en helt klar kuppel, der er totalt uigennemtrængelig, bortset fra at en lille smule luft og lidt væske kan pible svagt igennem den. De mennesker og dyr, der er så uheldige at befinde sig i vejen for kuplen, bliver skåret i to af den. Det er en gåde, og det forbliver en gåde, til langt, langt hen i romanen, hvorfra, hvordan og hvorfor kuplen er dukket op?

King er af og til blevet kritiseret for at have svært ved at afslutte sine fortællinger lige så godt, som han begynder dem. Under Kuplen har en af de bedste begyndelser i forfatterskabet, og det lykkedes King at få rundet handlingen nogenlunde rimeligt af med nogle foregribelser og setups, der forbereder læseren på slutningen. Fortællestilen er en blanding af en hovedpart af dialog og en mindre mængde alvidende fortællerkommentarer, der ikke altid er stilrene. De strækker sig fra kapitelafsluttende cliff-hangere og suspensebyggere af typen ”Det var sidste gang, hun så sit hjem” til et lidt malplaceret kortere kapitel, hvor fortælleren næsten personliggøres, men netop kun næsten, og kommenterer fortællemåden. Med sin regionale realisme bliver Under Kuplen en panoramisk roman med et meget stort persongalleri, faktisk en væsentlig del af byen og kommunens indbyggere; men King har gjort sig umage med at præsentere sine mange karakterer omhyggeligt, således at læseren her tages ved hånden af forfatteren og hjælpes igennem handlingen.

Hvis man har set Simpsons the Movie bliver man slået af ligheden mellem denne film, hvor Springfield også lukkes ind i en klar kuppel, og Under Kuplen. Stephen King har gjort det klart, at ligheden er tilfældig. Han har forklaret, at han fik ideen til konceptet i Under Kuplen allerede omkring 1980, hvor han håndskrev et manuskript på 450 sider med titlen ”The Cannibals”, der forblev upubliceret.

Selve kuplen i Under Kuplen er bogens stærkeste suspensebyggende gåde. Dette science-fiction-agtige plot flettes fint sammen med et krimiplot med adskillige makabre mord og narko, og de to flettes igen sammen med det politiske, hvor King har et harmfuldt og indigneret opgør med ikke bare Bush/Cheney-æraen, men også langt mere aktuelt med de højrefløjs politiske og fundamentalistisk religiøse tendenser, vi i dag ser repræsenteret i Tea Party-bevægelsen.

I Under Kuplen er de flyttet ned i lokalsamfundet på en overbevisende og skræmmende måde, hvor Stephen King anvender sine evner som regional realist. Her blot nødvendigvis uden de positive holdninger, King sædvanligvis har til det nære samfund og dets ressourcer. Bogens helte er plettede med undtagelse af tre helt unge mennesker. Fx har Dale "Barbie" Barbara, det tætteste vi kommer på bogens hovedperson, en meget ubehagelig og faktisk krigsforbryderisk fortid i Irak. Hans handlemuligheder i Chester’s Mill begrænses også vældig meget for en helt at være. Bogens skurke er byrådsmedlemmerne, især James "Big Jim" Rennie, der er lige så dum og uduelig, som han er snu og har demagogisk og politisk tæft. Han virker som et portræt af Cheney, hvor et endnu mere udueligt byrådsmedlem, Andy Sanders, passende kan repræsentere den tidligere præsident Bush.

Ved det, at Chester’s Mill isoleres fra det øvrige USA af kuplen, accentueres konflikten mellem det lokale og forbundsregeringen i Washington. De lokale bagstræveriske politikere opfatter isolationen som en art uafhængighedserklæring, der tillader dem at fortsætte med brutalt magtmisbrug og deres forbrydelser. På ydersiden af kuplen må forbundsregeringen, der her ledes af præsident Obama i hans anden embedsperiode, se magtesløse til, mens de forsøger at gennembryde kuplen.

Imidlertid kan Under Kuplen også opfattes som et klimapolitisk udsagn. Da Chester’s Mill er næsten totalt indelukket i kuplen, bliver kommunen til et lukket økosystem, og meget hurtigt får atmosfæren pga. afbrændinger, motorer og gasgeneratorer det dårligt og medfører åndedrætsbesvær, ligesom dyr og planter sygner hen. Under Kuplen er altså ikke kun en politisk allegori på USA, men også i en klimamæssig sammenhæng på hele Jorden. Romanen viser en ny side af Stephen King, han er blevet til samfundsrevser, der meget realistisk og overbevisende skildrer den aktuelle amerikanske tidsånd. Science fiction-elementet virker næsten som et påskud for at kunne revse USA, men det er måske bogens største kvalitet, at de to, det socio-politiske og science fiction-handlingen, forenes gnidningsfrit, og at foreningens resultat er meget fin og læseropslugende suspense.


Forrige anmeldelse
« Imperial Bedrooms «
Næste anmeldelse
» Frøken Dissings blafrende somm... »


Flere prosaanmeldelser