Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Fifty Shades of Grey – Fanget
2 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
3 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
4 - Prosaanmeldelse
Det syvende barn
5 - Prosaanmeldelse
Elefantpassernes børn
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Min kamp 6
8 - Prosaanmeldelse
Se på mig
9 - Prosaanmeldelse
Du forsvinder
10 - Prosaanmeldelse
Set fra himlen & Den gule plet




Pengemanden / Anne Holt / 460 sider
Gyldendal. ISBN 9788702088564
Anmeldt 21/9 2010, 21:42 af Kim Toft Hansen

Kristus, penge og andre guder


Kristus, penge og andre guder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De fleste krimiforfattere har gerne den samme gennemgående karakter. Det har nogle fordele for både læsere og forfatter, der hver især ikke skal krybe dybt ind i en ny karakter, hver gang en ny roman begynder. Hanne Wilhelmsen har været Anne Holts hovedkarakter i de fleste af hendes bøger, men hendes seneste roman Pengemanden – som netop er udkommet i dansk oversættelse – forlader hun (næsten) Wilhelmsen til fordel for andre betjente. Det har sine fordele og ulemper. Pengemanden er en tematisk iøjnefaldende roman, der tager livtag med særdeles centrale spørgsmål, men plotmæssigt er den svagere skruet sammen, end Holt normalt er kendt for.

Romanens anslag er ganske tankevækkende. En pige står og synger i sneen midt i Oslo, i bare fødder, mens en sporvogn buldrer trøstesløst tættere på, indtil en fremmed mand hiver hende til side. Kriminologen Inger Johanne og politibetjenten Yngvar får deres datter tilbage i god behold – bortset fra, at hun gentager, at kvinden er død. En fin start med et lynsnart ansporet mysterium. Vi springer til Bergen, hvor en populær, kvindelig biskop stikkes ned på åben gade sent juleaften. Yngvar, der er en del af Kripos – det norske svar på Rejseholdet – hentes til Bergen for at assistere med opklaringen af mordet, som dog ret hurtigt viser sig at trække spor mere komplicerede steder hen.

Flere mord sker. Flere personer introduceres. Flere mysterier opstår. Og flere sammenhænge anspores, men intet er selvfølgelig endnu klart. Meget peger på, at biskoppens familie har haft hemmeligheder, som ikke har været i offentlighedens søgelys. Ydermere er der antydninger af, at mordet – og flere andre hændelser – er politisk, religiøst motiveret. Biskoppen var kendt for særligt to mærkesager: Hun var lodret imod abort, men var varm fortaler for homoseksuelle vielser i kirken. Begge holdninger – den ene konservativ, den anden yderst moderat – peger i hver sin retning. Og forvirrer derfor politiet endnu mere.

Romanen er for så velstruktureret, hvad angår opbygningen og den langsomme afsløring af sammenhænge. Spændingen udspringer af, at vi hele tiden får drypvise indsigter, og tilmed også samlet set får små bider af viden, som detektiverne ikke har. Samtidig er Inger Johannes datter også omgærdet af en form for mystik. Det varer for det første længe, inden det bliver helt klart, hvad det er for problemer, hun er præget af. For det andet vikles hun også ind i mysterierne, hvilket er tydeligt understreget fra starten, men klarheden kommer kun viser sig langsomt.

Problemerne i romanen opstår et andet sted. Fortællesporet er mest centreret omkring de personer, der omgiver ofrene, og forsøger i højere grad at skildre reaktionen på mord end selve opklaringen af mord. Derfor er der en lang række yderst korte slutninger undervejs, der udspringer af en særdeles velmotiveret intuition. Samtidig afsluttes alle sporene, som disse reaktioner åbner, ikke, hvilket kan være lidt frustrerende i en roman, der arbejder med sensitive problemer snarere end opklaringsteknikker – og det er selvom, at sporene, som Yngvar følger, langsomt bliver mere og mere personlige.

Pengemanden følger en interessant tendens i den seneste skandinaviske krimi, der er blevet særligt interesseret i religiøse spørgsmål. På den ene side er romanen implicit en diskussion af den norske kirkes holdning til homoseksualitet og i mindre grad også abort. På den anden side handler den også om, hvad det vil sige at tro i mere moderne forstand – uden at det bliver et særligt dominerende spor. Biskoppen var særdeles overbevist om, at Jesus mødte hende på et tidspunkt i skoven for mange, mange år siden – og denne oplevelse bliver for politiet under ét temmelig interessant.

Pengemanden er derfor samlet set en holdningsmæssigt sympatisk roman med en fin interesse for nogle problemer på verdensplan, der trænger til fokus. I en tid, der fokuserer på international muslimsk terrorisme, forsøger romanen at kigge indad i den kristne fundamentalisme. Desværre er romanen uklart skruet sammen uden interesse for at knytte alle de knuder, der er nødvendige, mens hoveddelen af romanens mysterium omvendt er noget gennemskueligt. Det er altid en fryd at udtænke sammenhængen i en krimi før tid, men det er også lidt en skuffelse, at det kan lade sig gøre.


Forrige anmeldelse
« Kloge Kolo «
Næste anmeldelse
» Øhavsfortælling »


Flere prosaanmeldelser