Douglas Coupland slog igennem big time, da hans bog Generation X - Fortællinger for en accelererende kultur udkom i 1994 (org: 1991). Bogen beskrev en ironisk ny fortabt generations følelse af at være efterladt i en eftertid. Med vid og humor beskrev Coupland en gruppe intelligente unge mennesker, der ikke havde noget mål i livet. Og dog så finder de ’fortællingen’ som en måde at finde en slags mening i et fællesskab.

Generation X var en roman, der satte nye standarder gennem Couplands evne til præcise iagttagelser og hans blanding af genrer. Romanen bruger margin til noter, spøjse definitioner og tegneserieillustrationer a la Lichtenstein. De fleste husker måske McJob: ”Et underbetalt, lav-prestige-, lav-respekt-, nul-frynsegode-, fremtidsløst job i service-sektoren. Ofte betragtet som et tilfredsstillende karrierevalg af fol, der aldrig har prøvet det.” Alligevel er det en type af job, der sikrer, at den, der tager det, kan føle sig overlegen og ironisere over såvel jobbet som de andre, der har det.

Efter debuten fulgte andre romaner, men ingen levede op til forventningerne – i hvert fald ikke mine. Og sådan er det også med den seneste roman, der er kommet på dansk Tyggegummityven. Romanen er igen fyldt med mere eller mindre skæve og rammende iagttagelser af en gruppe mennesker, der lever uden for samfundets skræmmende normalitet. De har et intellektuelt overskud, der gør dem i stand til særegne refleksioner over livets meningsløshed. De bruger ord til analyser, der placerer dem på afstand af alle andre, der fungerer som en baggrund af normalitet, hvorpå deres eget vid kan stråle.

Romanen handler om to outsidere. Den midaldrende alkoholiker Roger og den nogle-og-tyve-årige gothpige Bethany. De arbejder begge i kontorforsyningssupermarkedet Staples, hvilket giver anledning til morsomme overvejelser over, hvor tåbeligt det er at have en hel gang med kuglepenne i forskellige farver. Arbejdet er absolut lavstatus, et McJob, der gør, at de to gennem deres verbale overskud kan brillere i deres refleksioner.

De to bliver efterhånden venner ved at skrive til hinanden, og romanen kan genremæssigt karakteriseres som en brevroman, hvor forskellige personer skriver breve til hinanden, da også andre brevskrivere får lov at blande sig. Særlige breve er dele af en roman, Roger er ved at skrive Glove Pond. Romanen er en pastiche over Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? og handler om mennesker, der gennem bidende sarkasme, udstiller sig selv og hinanden.

Der er også andre træk ved romanen, der gør den til et stykke metafiktion. Men lige lidt hjælper det, da karaktererne ikke fungerer, men snarere virker som postulater. Der er som sagt morsomme udgydelser, og man mærker, at Coupland kan skrive med vid og bid, men det går ikke i det lange forløb, hvor de enkelte dele skal fungere i en narrativ sammenhæng.

Jeg tager derfor igen en pause fra Coupland. Han er nok en rigtig god tekstforfatter, men han er ikke nogen god forfatter.