Bruce Springsteen har fyldt æteren med musik i 40 år. Derfor krydser han generationer, og de fleste vil nok have et eller andet minde, der på en eller anden måde indeholder The Boss, som hans fans omtaler ham. Mit tidsligste minde er fra midten af firserne, hvor jeg husker at se min tre år yngre bror stå op i sin seng og skråle ’born in the USA’, inden han havde en jordisk chance for at vide, hvad han sang.

Bedre gik det ikke Bush, jr., da han brugte samme sang som temamelodi. Han brugte den som en patriotisk sang, selvom klassikeren – med sin henvisning til hjemvendte soldater fra Vietnam-krigen – på ingen måde forsøger at indgyde patriotisme og landsfaderskab. Sådan fungerer Springsteen på mange planer, der ikke altid betyder det, som det iørefaldende omkvæd kvæder.

Jeg har – siden mindet om min brors gennemtrængende røst – ikke kunnet give slip på Bruce Springsteens musikalske atmosfære og tematik. Derfor har det seneste årti været en smule svært, eftersom kvaliteten i hans udspil har haft et problematisk dyk. Meget tyder på, at han simpelthen har været for produktiv uden at have noget på hjerte. De to udspil Magic (2007) og Working on a Dream (2009) har været karrierens ultimative lavpunkter.

Det er derfor lettere ironisk, at Springsteens bedste udspil det seneste årti har været The Promise (2010), der var efterladte numre fra det ikoniske album Darkness on the Edge of Town (1978). I mellemtiden udgav han det fænomenale og musikalsk spontane album We Shall Overcome: The Seeger Sessions (2006), der viste nogle udtryksfulde rødder og inspirationskilder, der toner gennem hele Springsteens karriere. Albummet var optaget i Springsteens egen stue med et orkester, han instruerede på dagen.

Før dette udspil havde hans aktivitet været lettere nedtonet. Efter hans enorme succes i firserne slappede han lidt af efter den musikalsk variable Tunnel of Love (1987) og bruddet med The E-street Band, der ledte til det kritiserede – og meget undervurderede – dobbeltalbum, der består af Human Touch og Lucky Town (1992). I 90’erne fik vi således derud over kun dette årtis obligatoriske akustiske album The Ghost of Tom Joad (1995), der står på skuldrene af et af toppunktet Nebraska (1982), og som peger ind i 00’ernes akustiske Devils and Dust (2005).

I 1999 genforenede han sig med The E-street Band, hvilket blev til det fine comeback The Rising (2002), der var det første udspil fra Springsteen efter en syv års udgivelsespause. Ganske overraskende har det derfor været, at de to øvrige udspil med The E-street Band herefter har været så svage. Det betyder ikke, at det ikke er velfungerende og -produceret rock, men det betyder snarere, at de har været temmelig anonyme. Derfor har det angiveligt været gavnligt, at han har holdt en tre års pause fra indspilninger – og at vi ikke mindst i mellemtiden har fået en verdensomspændende finanskrise. For Springsteens seneste udspil Wrecking Ball (2012) er det bedste udspil i mindst ti år.

Han er nemlig blevet sur. Teksterne tager udgangspunkt, hvor Springsteen ofte gør: i den lille mands problemer med et samfund og dets konsekvenser for den enkelte. Det er arbejderrock, der skildrer den lille mands sag. Og med en finanskrise under kraftig udvikling for tiden er der noget at skrive om. Størstedelen af numrene på albummet tager udgangspunkt i et problem, som kan relateres til finanser eller personlige tragedier, og flere af dem – såsom ”You’ve Got It” og ”Land of Hopes and Dreams” – tager den ironiske vinkel, vi kender fra ”Born in the USA”. Universet viderebygges, og denne reaktion på finanskrisen ligger fint i tråd med Springsteens øvrige fokus på den enkelte, de svage og de hårdarbejdende.

Musikalsk er det også muligt at høre, hvad Springsteen har været igennem i det seneste årti. Den kritiske og publikumsmæssige succes, som The Promise havde, peger direkte ind i ”You’ve Got It”, der i opbygning og særligt vokalgang minder rigtig meget om melodier på den seminale The River (1980). Den fyldige wall of sound, der møder os på Wrecking Ball har dog ikke været større end på denne. Intet mindre end 26 forskellige musikere, plus New York String Section og Victorious Gospel Choir, giver en enorm fylde og bagside/slagside til musikkens ellers rimeligt simple udtryk. Ved siden af dette klinger den amerikanske rockscenes resonans stadig, fx det The J. Geils Band-inspirerede ”Death to My Hometown” samt det afsluttende nummer ”We Are Alive”, der lyder, som om vi træder ind i en Sergio Leone-film.

Den tydeligste indflydelse, der fylder mest på Wrecking Ball, er under alle omstændigheder inspirationen fra Pete Seeger. Numre som ”Easy Money”, ”Shackled and Drawn”, ”Death to My Hometown” og “We Are Alive” viser, hvor betydningsfuld Springsteens arbejde med de såkaldte Seeger Sessions har været. Det peger i retningen af et folk-udtryk og den grundlæggende singer/songewriter-kultur, som Springsteen gennem hele sin karriere har været inspireret af. Sammenhængen mellem ham selv og Seeger er naturligvis skildringen af arbejderkulturen.

Denne indflydelse er dog også albummets entydige bagside. Det er et af de mest tilgængelige udtryk fra Springsteen, der på sine bedste plader ofte skal vinde lidt over lytteren. De fleste numre er umiddelbare ørehængere, der går direkte ind, men derfor også i længden kommer til at virke lettere trættende. Efter flere gennemlytninger er det de mest typiske Springsteen-numre som ”This Depression” og særligt titelnummeret ”Wrecking Ball”, der står stærkest. Disse vinder langsomt ind og overvinder det folk’ede udtryk i de øvrige sange, der mister den kraft, de i starten medbragte. For let tilegnelse betyder, at numrene for let klinger af.

Wrecking Ball er et forfriskende og i nogen grad nytænkende Bruce Springsteen-album, som viser, at et lidt længere tidsrum mellem udspillene faktisk er gavnligt. Det svageste ved albummet er den sentimentalisme, der gennem det simplistiske folk-udtryk ulmer underneden, som Springsteen gennem det meste af sin karriere nærmest til perfektion har undgået. Der klinger altid en subtekst underneden, der gør, at ellers tilgængelige numre som ”Born in the USA”, ”Hungry Heart” og ”Born to Run” har en dybere mening. Men der er naturligvis en rigtig god logik i koblingen mellem den Seeger-sound, han bruger her, og den samfundskritiske vinkel, de fleste af numrene har. Udtryk og indhold spiller dermed stærkt sammen, men på sigt er det også lidt pladens akilleshæl. Den går fra at være et fyldigt rockudtryk til at nærme sig easy listening lige lovligt meget. Den sociale kritik, der fylder så meget, er dog på denne plade blevet til en produktiv indignation. Wrecking Ball er den bedste samling af egne numre, som Bruce Springsteen har præsteret i et årti.