Med sine over 20 digtsamlinger siden debuten i 1987 kan Simon Grotrian uden konkurrence udnævnes til Danmarks mest særprægede og esoteriske digter. Ikke et eneste af de talrige digte Grotrian har skrevet kunne være skrevet af nogen anden poet. For her mødes forestillingsområder, der normalt ikke er i kontakt med hinanden, og de bizarre billedsproglige konstruktioner, som Grotrian frembringer, formår ofte at bringe fantasien på en vingeflugt af den slags, som er kunstens sande mening. Simon Grotrians digte er særprægede og forunderlige.

Det handler i Grotrians nyeste samling Å som så ofte før om angst, forfald og undergang. Og de kaskader af metaforik, som kastes i hovedet på læseren, er absolut suggestive. Smag f.eks. på den her: ”Valmuer tipper med søgende læber / og solene inddæmmes / ræven har jagtet de skallede kyllinger / fingrene trykker planeten i bund”.

Kan man fremhæve, at Grotrian er en stor fornyer af dansk poesi, så kan man dog ikke sige, at han er det i forhold til sin egen digtning. Hans værker ligner således i udpræget grad hinanden, hvad angår det poetiske sprog. Enkelte opbrud fra den faste gænge er der dog. Grotrian har således i de seneste år fået et større publikum end før i kraft af sine salmer, der ikke bare er konkret anvendelige i forbindelse med kirkelige højtider, men også i vid udstrækning forståelige.

Måske har denne tendens også haft sin afsmitning på den ikke-kirkelige poesi. I hvert fald er nogle af de mest fascinerende af Grotrians nye digte netop karakteristiske ved, at der sker en sammenblanding af hverdagssprog og kunstsprog. Jeg lader en lille perle af denne type stå som afskedsfanfare og anbefaling af Grotrians nye bog: ”Jeg elsker dig / som sne, der ikke falder”.