Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Den korsfæstede budding / Simon Grotrian / 80 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-20930-3
Anmeldt 26/9 2016, 09:20 af Michael Agerbo Mørch


Mellem intet og alt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Simon Grotrian er dronningerigets mest besynderlige digter. Det postulat træder vel de færreste over tåspidserne, for gennem snart 30 år (jubilæum næste år) har han som ingen andre brændt øjeæbler og hjerneceller af på sine læsere. Med sin absurde kombination af barok, postmodernisme, metaformaskineri og kristendom er han genstand for en standende debat i litteraturkredse, om hvorvidt hans digte overhovedet betyder noget eller om de opløser sproget i hermetiske blindgyder. Jeg mener absolut, at der er noget i digtene. De vil noget. Ofte lader det sig ikke afsløre, men der er hele tiden nye glimt af en samlet fortælling, som træder frem for læseren. Netop derfor er Grotrian så inciterende at læse. Det hele gives ikke på forhånd, og der er stor belønning til den opmærksomme læser.

En bekendelse: Jeg læser ufravigeligt Grotrian som en kristen. Derfor filtrerer jeg de fleste ordsammenfiltringer, som nogle der skal åbenbare det transcendente. Muligvis en urimelighed, men dog fakta. Grunden er jo, at Grotrian bekender sig som personligt kristen, og hans digte hele tiden trækker på den kristne tradition. Således også i den foreliggende bog, hvor kristendommen ekspliciteres allerede i titlen. Apropos titlen så afslører den en ofte gentaget stilistisk figur hos Grotrian, nemlig brugen af oxymoroner. Det giver den skøre effekt, at den kristne Grotrian kommer til at virke profan, hvis ikke ligefrem blasfemisk. Et andet eksempel fra teksterne er ”paradis er et høloft” (16), hvilket jo forvansker hele himmeltanken.

Den korsfæstede budding er mig bekendt (jeg har læst ca. ti Grotrian-udgivelser) den første udgivelse, hvor der er en indholdsfortegnelse. Bogen er således tredelt, hvor hoveddelen bærer titlens navn, anden del kaldes ”Endorfinstigen” og tredje del ”Tak en by af strunger”. De tre dele er meget forskellige i længde og opbygning af det enkelte digt, men den lyriske stil i de enkelte verselinjer er gennemgående. Et sigende teksteksempel fra første del er bogens andet digt:
”Lianerne greb om penneskaftet / den endegyldige tanke segnede som en urskov // i sporet mellem grøfter med blæk / hoppede al meningsløshed forbi // legemets låg var en korona / blødgjort af kander med futmælken // du øste min fortælling / der bliver længere, jo mere de drikker // fremtiden kaster skygge herind / og skratgriner for at åbenbare en kop hvede” (12).

Den første linje igangsætter digtet med en skrivende akt. Nu produceres der. Tankestrømmen er sublimeret og dens produkt skal nedfældes, hvilket den bliver som et virvar. Den næste linje viser, at det at digte er lig med forløsning. Meningsløsheden går forbi, nu hvor der bliver skrevet. Den tredje linje markerer et kryptisk skifte, hvor hovedet beskrives som ”korona”, der som bekendt er den yderste del af solens atmosfære og dermed gasset og ekstremt varm. Alligevel er den blødgjort med ”futmælken”, der her står i bestemt form, men som ikke lader sig gøre entydig. Futmælken er et nedsættende, gammeldansk udtryk for centrifugeret mælk, som altså her kan dæmpe koronaen. I fjerde linje er et karakteristikon ved Grotrians poesi: de personlige pronominer er tvetydige; hvem ”du” og ”de” er, fremtræder dunkle. Ofte er ”de” synonymt med skurkene, mens ”du” oftest er Gud. Digtet afsluttes med et andet kendemærke, nemlig sammenblanding af tiderne, hvor fremtiden gør sit indtog i øjeblikket og skygger for forløsningen. Det, som fremtiden åbenbarer, er dog ikke en genkendelig sandhed, men en ”kop hvede”.

At Grotrian er svær at læse er en banal indsigt. Han ved det endda selv, ”jeg synes at stå som et kors for tanken” (16), hvad der jo sædvanligvis er reserveret til evangeliet, men som altså nu personliggøres i Grotrian selv.

Som sagt er det kristne materiale storleverandør hos Grotrian, men alt er ikke sagt med det. Hvis man fx stiller det simple spørgsmål: hvilket gudsbillede fremtræder i Den korsfæstede budding?, så får man mindst fire svar. Der kan således skimtes en deisme (”Gud serverede kloden og trak gardinet ned”, 22), et stærkt forsyn (”Guds køreplan”, 20), faderlig omsorg (”Gud sænker sin pande over de bulede linjer i verden / se op og ned, hvorved smerten lindres”, 43) og det dunkle (”Universet vrider sig som en karklud i Guds højre hånd”, 73). Måske skyldes det, at troen for Grotrian ofte er noget irrationelt, jf. fx ”Sandheden er en hjerne / slået ud på panden” (58). Lignende citater kan findes i Grotrians samlede produktion, fx den sidst udkomne ”Fuglestjernegynge”. Af den grund bliver de sakramentale handlinger i dåb og nadver afgørende, og i denne bog er dåben ofte dén omsiggribende handling, der ændrer det hele (s. 32, 75).

Det er dog ikke kristendom det hele. Den korsfæstede budding rummer også præcise, kulturkritiske udfald – ”kulturen er slasket, kynisk og maskinel” (18), ”der var engang et ansvar” (60) og ”for hver bog, du læser / blir du dummere og mere ødelagt af forestillinger om verden” (72) – og der er også mange humoristiske passager, lykkeligvis – ”jeg ånder bare ind og ud / fordi cykelpumpen virker” (36) og ”den ophøjede dunst fra det underbevidste” (41). Alt det er med til at give nogle tiltrængte åndehuller i den kompakte skrivestil, der så hurtigt mister sin ellers interesserede læser.

Sidst men ikke mindst har Grotrian også nogle af de smukkeste sentenser i dansk lyrik. Nogle vigtige aftryk fra bogen er fx indledning til digtet på s. 24: ”Glad for vejret, som det er / kan man undre sig over savnet / der blir større end manden, der bærer det / og løfter ham op fra de gule marker ind i skylaget”. Eller et af ét-linjesdigtene fra bogens anden del: ”Savnet glider ned af ryggen som snegle i landflygtighed” (65).

Lars Bukdahl skrev for nyligt i Weekendavisen, at Grotrians kontrakt hos Gyldendal begrænser ham til én digtsamling om året. Det betyder, at vi skal ind i jubilæumsåret for at få den næste. Forhåbentlig sikrer det, at udgivelserne læses af flere og mere intenst, for det er poesi på et internationalt niveau, vi har her.


80
Forrige anmeldelse
« Begravelse «
Næste anmeldelse
» Ideale begivenheder »


Flere lyrikanmeldelser...