Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Begravelse / Rolf Sparre Johansson / 35 sider
Basilisk. ISBN 978-87-93077-10-2
Anmeldt 10/3 2016, 11:22 af Michael Agerbo Mørch


Døden og mariehønen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Rolf Sparre Johansson kan muligvis ikke sove, men han kan sørge! I sin debut fra 2015, med den prægnante titel Søvn, mødte vi Johanssons digterjeg som den moderne far, der både knuselsker sin søde, lille datter og foragter sig selv for sit manglende overskud og nærhed over for datteren. I opfølgeren, den nærværende Begravelse, tages vi med til den anden ende af livet, hvor afskeden med moderen beskrives.

Søvn var stilistisk delt op i to. Den første var formfuldendt og frydefuld digterkunst, hvor syntaksen var stram og præcis. Anden del kan vel bedst beskrives som en art stammen eller snublende formidling, hvor syntaksen bliver abrupt, fortættet og springende. Dette stilistiske træk fra anden del fortsættes nu i Begravelse. Det fungerer kun til dels. Faktisk er det lidt et slid at komme igennem bogen, selvom den kun fylder 35 sider og tager under tyve minutter at læse i roligt tempo.

Vi hopper på sorgforløbet ca. to år efter, at moderen er blevet begravet. Vegetaren, Johansson, glemmer at tage anden op af fryseren den 23. december, hvilket ikke blot er et udtryk for manglende medfølelse med de kødspisende, men et udtryk for den sorgfyldtes forglemmelse. Selvom sorgprocesser er meget forskellige og nogle kan komme med stor forsinkelse i forhold til den udløsende begivenhed, så er to år lang tid, hvis det medfører at basale hverdagsforpligtelser forsømmes. Her skyldes det vel sagtens, at netop julen er højtid også for de sårede følelser og det tunge savn, hvilket intensiverer følelsen af forladthed og mangel: “altså vi ser dem næsten ikke i løbet af året / derfor / er det / at / skulle / være i den der / ret intime situation at holde jul” (Derfor hvad? Her stoppes beskrivelsen, hvilket er et eksempel på den abrupte syntaks).

Der veksles mellem den frustrerende jule-familie-tid og flashbacks til tiden omkring dødsfaldet og begravelsen, hvor det hele var ubærligt og lige de der to centimeter ved siden af virkeligheden, som sorgen hensætter én i. I tiden omkring dødsfaldet formidles særligt to følelser. Først den positive oplevelse af, pludseligt at kunne være åben om følelserne: “alligevel var det også / det føles godt at / at / kunne vise / sine følelser åbent / at man ikke skal skjule / følelser da man / at man godt kunne vise dem”. Denne meget stærke udmaling af følelsen, sensitiviteten, er noget af det stærkeste hos Johansson. Den genkendelighed, som smerten bliver beskrevet med, uden at man rippes af følelsespornografi er en flot bedrift.

Den anden følelse er følelsen af trang til beskyttelse over for naturen. Da de bærer moderens kiste ud til graven, er der en mariehøne på vejen, som han ikke kan få sig selv til at køre over. Det bliver en empatisk protest, et tavst skrig, mod dødens virkelighed: “det er måske bare at / at / at min mor var død og jeg havde ikke / lyst til at den der mariehøne / skulle dø / at jeg / jeg ville ikke køre en mariehøne / mariehøne over / med min / døde mor”.

Johanssons mor var ikke kristen eller kirkelig, så begravelsen foregår ved hjælp af en ceremonileder fra Humanistisk Samfund – ligesom Johansson selv er blevet nonfirmeret. Ved begravelsen fremsiger Rolf et Peter Laugesen-digt, mens broderen Jon havde valgt et digt af Henrik Nordbrandt. Titlerne på digtene er glemt, hvilket i læsningen bliver en stærk markering af sorgens glemsomhed. Når en digter glemmer titlen på et (formentligt) yndlingsdigt, så er klappen gået ned.

Begravelse er et langdigt, som åbenbart hitter godt for tiden blandt de unge digtere. Helt forløst er det dog ikke. Det er som om det personlige momentum lukker sig mere om sig selv, end det gjorde i Søvn, og identifikationen med Johansson forsvinder lidt. Det er ellers en vigtig motor i læsningen af hans digte. Bogen efterlader dog et stærkt indtryk omkring samlingens tema(tikker). Særligt den bratte afslutning i samlingen, uden forløsning eller håb, giver et lille riv i læseren, og det er ikke uden effekt. Med den afslutning er det, helt banalt, rart at vide, at Søvn – og dermed familieliv – er en del af Johanssons univers den dag i dag.


79
Forrige anmeldelse
« Sebastian i drømme «
Næste anmeldelse
» Den korsfæstede budding »


Flere lyrikanmeldelser...