Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Nike / Caspar Eric / 104 sider
Gyldendal. ISBN 9788702178579
Anmeldt 16/11 2015, 11:40 af Michael Agerbo Mørch


Popdigterens opsang og omfavnelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Casper Eric er diagnosticeret med cerebral parese. I daglig tale kaldet spastisk lammelse. Casper Eric er også digter, og endda en dygtig og succesrig en af slagsen. Casper Eric inkarnerer to verdener, der traditionelt bliver opfattet som diametrale modsætninger: den motorisk hæm-mede krop og den coole, urbane hipsterdigter. Disse to elementer løber parvis i Erics nye bog, Nike. Èt langdigt på 88 sider, der snor sig om et break-up og efterfølgende refleksioner over egen sygdom og livet generelt.

For at starte med det mest iøjnefaldende, som også er blevet kommenteret hyppigt i diverse anmeldelser og omtaler. Casper Eric leverer en bombastisk bredside til digterkollegaer som Theis Ørntoft og Lars Skinnebach med linjerne:

og hvor det bliver
så fucking fryd for alle
dem af vores kunstnervenner
der kun er optagede
af klimabevidsthed
som en strategi
der skal gøre dødsangsten
til en holdsport
hvor det stadigvæk handler
om at være bedre
hvilket diskvalificerer
så mange andre
der ikke lige har tid
og råd til at handle
økologisk (s. 31)

Klimabevidsthed er et presserende samfundsanliggende, som angår selve vor klodes eksistens, men Casper Eric insisterer på, at andre problemer også er berettigede at digte om og leve for.

Det nylige brud med kæresten sidder som en syl i sindet på Erics digterjeg. Udmattet udbryder han: jeg bliver så træt / af andre mennesker / men jeg kan ikke / bare vælge / at leve alene (s. 18). Resignationen pibler frem, men det bliver ikke sentimentalt. Dertil er der både for megen (selv)ironi og humor i teksten. Umiddelbart er længslen efter ekskæresten markant, men allige-vel huskes der også kiksede øjeblikke, som afsløres som det rene teater. Fx erindrer Eric en situation, hvor kæresteparret situerer et kælent brusebad sammen, men skriver så: den intimi-tet der / også bare vil være / et show-off / se os lige forlade / badeværelset sammen / som om vi ikke også bare / stod og frøs på skift (s. 60).

Det er som om de to nævnte temaer – klimabevidsthed og ekskæresteri – bliver flettet under-ligt sammen i det postapokalyptiske. For hvis man har mistet sit livs kærlighed, hvad gør ver-dens undergang så? I hvert fald virker det køligt, når Eric skriver om netop disse undergangs-film (s. 45), som om det er noget, man blot kan lade sig underholde af uden efterfølgende re-fleksion (og måske frygt?). Men det er nok blot de slukkede illusioner, der får lov til at tale: jeg er så færdig / med at drømme om / det perfekte liv / i en uperfekt krop (s. 87). Verden går mod dommedag, og alligevel forsøger vi allesammen at etablere facader, der skal sikre os et kort sus, selvom vi ofte har så mange barrierer, der gør, at det ikke er muligt at realisere. Casper Eric fremtræder som den lille dreng, der råber, at samtiden ikke har tøj på.

Og så dog. For hele værket er også en hyldest til den poppede kultur. Til den brede under-holdning og metervarer. I et interview sidste år sagde Eric, at man skylder hypen at tage den seriøst. Det gør Eric, uanset om det er cheeseburgers, crossfit, Netflix, Nike eller hvad det nu er. Nike er netop bogens titel, og der er eksplicitte referencer til det succesrige amerikanske sportmærke. I den græske mytologi er Nike jo sejrens gudinde, mens Casper Eric i denne bog fremstår som nederlagets mester. En beundrer af “Just do it”, men også en stagneret udøver af det postmoderne samfunds sisyfos-arbejde.

Casper Erics stream-of-consciousness-stil er fængende og sprælsk. Uden et eneste tegn formår han at krølle en sammenhængende tekst om kærlighed, tab, sygdom og håb sammen, så det bliver relevant udover det personlige. I disse Mette Høegske tider, hvor autobiografien er et kvindeligt (sic!) fænomen, viser Casper Eric, at en ung storbypoet kan skrive navlebeskuende, så vi andre interesseret kigger med.


76
Forrige anmeldelse
« Poesi og andre former for trods... «
Næste anmeldelse
» Fuglestjernegynge »


Flere lyrikanmeldelser...