Pia Juul er tilbage med en ny digtsamling, der bærer den pudsige titel Avuncular. Onkelagtige tekster. ”Avuncular” er det latinske ord for “onkel” eller “onkelagtig”, men hvad er en onkelagtig tekst? Svaret falder i to grupper. De første tredive sider rummer digte, der, som en rød tråd, behandler livets skrøbelighed og foranderlighed med lige dele kynisme og ømhed. Alle digtene her indledes med en asterisk (*), ligesom Pia Juuls digte plejer at gøre (digtene i Radioteatret (2010) er en undtagelse). Dernæst kommer femten underlige sider, fyldt med leksikonagtige tekster - alt muligt onkelrod, der her via overskrifter åbner en vej ind i de ordknappe kvababbelser. Denne sidste del er et katalog over onkelpersoner og -figurer fra den virkelige og den litterære verden.

Onkelfiguren har tidligere optrådt i Pia Juuls digte. Tre af digtene i samlingen Sagde jeg, siger jeg (1999) har en onkel som hovedfigur, hvor onkel Hector/Holger spiller kispus med fortælleren, og gør ting, der ikke kan beskrives (“Desuden gjorde han altid / sådan med hånden / Sådan”). Nu er der altså en hel samling dedikeret onkelfiguren. Første digt fokuserer på ordet “onkel” og dets fonetiske kvaliteter. Igen: Pia Juul har tidligere vist fonetisk sensibilitet, som i samlingen Helt i skoven (2000), hvor et digt undersøger vokalen “ø”. På dansk udtales onkel jo som ”ånkel”, hvilket giver en tilstand af tryghed ifølge det benævnte introdigt. Det er en vigtig indsigt som gives der, for det viser, at Pia Juuls interesse ligger i ordenes skaberkraft og disses påvirkninger på følelserne.

I bogens første del er der en afklaret weltschmertz, hvilket understreges med identifikationen med mytologiske og bibelske personer: “Jeg er Sisyfos, træt og uden håb / jeg er Job, men jeg klager mig / jeg er Lazarus, men vågner ikke”. Håbet og troen glider måske bort, men det ømme forsvinder ikke med det. I et af samlingens smukkeste digte ønsker jeg’et identifikation med naturen: “jeg ville være den sø / jeg var den sø / Meget dyb, meget kold, meget smuk”, for når det menneskelige følelsesliv kompliceres til uhåndterbarhed har naturen en stabilitet, som er livgivende. Derfor ligger det også ligefor at bruge naturen som en metafor for besværlige personlige relationer. I et digt bliver jeg’et fotograferet, men ønsker ikke at være selskabelig med fotografen, hvorfor denne spørger: “Hvorfor er du så sur spørger han / Ved han mon godt at han selv / er et lukket landskab”.

Sproget i første del er afklaret, deprimeret, men tindrende klart. Det er på een gang tudesmukt og skingrende klagende. Som læser bliver man puffet rundt i ordenes kringelkroge, til man er helt paf, men man ønsker bare at forsætte i karrusellen. Det hurlumhejske ordgøgl fra den fantastiske Radioteatret er afløst af mere nerve og renhed, men derfor kan det jo godt være sprudlende og animerende. Sproget pepper i en overlegen, men generøs tone. Tag f.eks. disse linjer fra et digt om søvn: “Nu kulden, hvor kommer / den fra, jeg er ellers / i alle andre / kropsdele ild som altid / med blussende flammer / rødme og raseri / hjertesvulmende ømhed / men kold i munden / det er jeg i dag”.

Anden del af samlingen er som sagt en eklektisk kombination af onkeltekster og -personer fra virkeligheden og fiktionen. Der er lige dele slapstick og ethos. Side om side citeres Næsehornet med verset om “lille Jumbo”, der skal sove sødt og “visselul” med den mærkelige onkel Jan, der både skræmte jeg’et som lille, men som også dansede som en gal med “familiens unge mænd”. Som Juul kategorisk siger: “I min bog vinder den der vil danse”. Hurra for det!

Det særlige i denne anden del er dokumentationen af de onkelagtige kombinationsmuligheder. “Onklen” er nok en stereotyp karakter (hvorfor udtrykket “onkelagtig” giver mening), men den rummer stadig nærmest infinitte variationsmuligheder. En sammenligning mellem de offentlige onkler “Onkel Anders” (fra Far til fire) og “Onkel Danny” (Dan Turell) indikerer denne uendelighed. Skal man rulle de store tanker ud, kan man selvfølgelig spekulere over, hvor bredt de eidetiske variationer kan trækkes. Edmund Husserls tanke om, at ethvert fænomen har en grænse for, hvor varieret det kan være, for stadigvæk at være samme fænomen. F.eks. er fænomenet “onkel” fastsat til det ene køn, men det er adjektivet “onkelagtig” ikke. Så hvornår kan en handling eller en person ikke længere kaldes “onkelagtig”? Når man læser anden del af Avuncular, får man uvægerligt det indtryk, at grænserne for dette fænomen er ret brede. Igen: Hurra for det!

Digtsamlingen afsluttes med et langdigt, der reflekterer over nostalgi og nutid. Det er livsklogt og aktuelt; man skal erkende sin alderdom - i bred forstand - for at kunne se fortiden med taknemmelighed og leve bevidst i nutiden. En påtrængende kommentar til vores samtid, der er splittet mellem håbet om evig ungdom og længslen efter pensionsfrihed.

Pia Juul samler selv trådene elegant sammen i denne vellykkede digtsamling med sætningen: “Søvnløsheden er en gave til alle onkler i verden. Man ser så forvrænget dér, man ser så klart”. Den dobbelthed karakteriserer værket og får denne anmelder til at bukke og takke for den onkelagtige Pia Juul.