Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Hæftet / Annemette Kure Andersen / 50 sider
Lindhard og Ringhof. ISBN 978-87-11-34610-5
Anmeldt 2/6 2014, 20:44 af Thor Penthin Grumløse


»Hvis du træder indenfor vil jeg drysse ned på dig«

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hæftet er titlen på Annemette Kure Andersens seneste og ellevte udgivelse. En let lille sag på 50 sider med digte, der alle er bygget op som en enkelt strofe med varierende antal verselinjer. På den måde er der tilstræbt en vis fornemmelse af form på det visuelle plan; en slags harmonisk ramme, der umiddelbart skaber sammenhængskraft mellem de små tekstbidder, der således væver sig fint ud og ind af hinanden.

Og også på indholdssiden er det fornemmelsen af tematisk sammenhæng, der præger læseoplevelsen. Første del af Hæftet befinder sig solidt forankret i et klassisk centrallyrisk univers, hvor det er forholdet mellem det fortællende jeg og et du, som det klart fornemmes er en potentiel livspartner, og som det aldrig helt lykkes med. Der kører et spil mellem de to, hvor de forsøger at nærme sig hinanden, men en række konflikter kiler sig ned imellem dem; her eksempelvis i digtet ”Adskillelse”:

Mange måneder fyldt med / voksblomster procelænsdukker / og en rødlig dis over bjergene / i Himalaya rejs nu bort du / skal ikke tøve et øjeblik / for du har lagt mig i spænd i / et uholdbart stræk / mellem attrå og / længsel

At forholdet mellem de involverede har været tæt og kærligt er der ikke tvivl om, men alligevel er det ikke holdbart. Hvorfor får vi ikke at vide – og heldigvis for det – men at de to ikke kan være sammen synes uomgængeligt.

Digtsamlingens første halvdel opsummeres på mange måder ganske godt af ovenstående citat. Det er først og fremmest den svære kærlighed, der er omdrejningspunktet, for hele tiden er der et eller andet, der forhindrer relationen mellem de to i at lykkes. I ”Dedikation” fremlægger jeget sine håb for fremtiden:

Lad mig være din yndlingsbog / som du altid bærer med dig / vend siderne forsigtigt så / jeg ikke går op i limningen / må kartonen blive blank og / få runde bløde hjørner af / at blive holdt i dine hænder lad / sværten sætte sig på din hud indånd / duften fra mine ark lad mine ord / indtage dig vil vil / forkulle

Men ønsket om at vinde nærheden forløses aldrig, for de to kan ikke nærme sig hinanden. I ”Nytår” får vi ellers en hypotetisk fremstilling af, at forholdet er muligt, men det forbliver ved drømmen:

(…) jeg er lavet af sølvpapir og / du kan spejle dig i alle mine / sider hvis du træder indenfor / vil jeg drysse ned på / dig

Omkring halvvejs inde i samlingen finder der et skred sted, hvor den centrallyriske form bliver spædet op med tekster, der ikke har udgangspunkt i et du og et jeg. Og det løser lidt op på læseoplevelsen og skaber en tiltrængt dynamik, fordi de første mange digte på en måde virker som variationer over et tema.

I ”Hedebølge” finder man et kropsligt metaforisk spor i sproget, hvor det er fornemmelsen af kroppen som fængsel eller modstander, der fremmanes:

Et snarligt løvfald vil / indfinde sig og inden / længe vil klostrene / fremstå iklædt et lag is / men min krop har låst / sig fast på enogfyrre / grader og alle mine / ribben strammer deres / greb om mig (...)

Det kropslige forfald og døden er uomgængelige præmisser for selve det at være menneske; temaer som Annemette Kure Andersen kommer i berøring med flere steder i løbet af Hæftet. Jeg synes bogens stærkeste momenter indfinder sig, når forfatteren bevæger sig lidt væk fra du-og-jeg-formen og den intensive kredsen om problematiske menneskelige relationer og lader sproget flyde friere finurligt som i ”Synstest”, hvis tre første verselinjer lyder:

Hvad bærer du om dine håndled / de samme knækkede ruder / en blæst går gennem dine øjne

Jo tak, det er noget der rykker! Det gør de fleste af de øvrige tekster i bogen, men jeg synes med fordel, man kunne have blandet de centrallyriske indslag med de øvrige i stedet for at dyrke den skarpere opdeling, som jeg desværre synes er med til at dele digtsamlingen op i en virkelig god sidste halvdel og en ”kun” god første halvdel.

Når det så er sagt, må man også bare erkende, at Annemette Kure Andersen besidder en ganske fin evne til at beskrive netop følelser og relationerne til den anden med en sanselighed og en fornemmelse for sproget, der gør, at de simple tematikker alligevel hænger ved. Hæftet er en behandling af en række af de mest basale temaer, man kan tænke sig. Sproget emmer af både længsel og uforløst håb i spændingsfeltet mellem kærlighed og ensomhed, og det er alt i alt en fornøjelse af læse med.


67
Forrige anmeldelse
« Udvalgte digte 1975-2013 «
Næste anmeldelse
» Paranoiadigt »


Flere lyrikanmeldelser...