Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
4 - Lyrikanmeldelse
White Girl
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
ABC
7 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser
10 - Lyrikanmeldelse
Tvillingerne




12 minutter før formørkelsen – en undergangssuite af Mette Norrie / Mette Norrie / 14 sider
Weltscherz. ISBN 978-87-993626-5-3
Anmeldt 18/10 2013, 20:55 af Thor Penthin Grumløse


12 minutter før formørkelsen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mette Norries debutbog, som har fået titlen 12 minutter før formørkelsen – en undergangssuite af Mette Norrie, er et såkaldt hybridværk, hvor teksten på hver side suppleres af en illustration fra forfatterens egen hånd. Derudover er værket udgivet på tryk såvel som digitalt på forlaget Weltscherz' hjemmeside. Der er ganske bestemt tænkt lidt ud over den sædvanlige form, og det er jo altid interessant.

Og hvad er så en undergangssuite? Jo, værket er en let, lille sag på 14 sider. Første side bærer titlen, og sidste bestående kun af en mørk klat, der fylder næsten hele siden. Det er formørkelsen, der har indfundet sig. Herimellem finder vi 12 sider med tekst, hvoraf de 11 også indeholder illustrationer. Teksten er håndskrevet hele vejen igennem, og det er med til at udviske grænserne mellem tekst og illustration, fordi teksten i sig selv får et ekstra nøk hen imod det grafiske.

De 12 midterste sider fungerer hver især som nedtælling til formørkelsen via et ur, der tæller ned fra 00:12:00 til 00:01:00 øverst på hver side. Tekststykkerne er meget forskellige, idet der er tale om enkeltsætninger, såvel som flere flere strofer af varierende antal vers. Formen er dermed ganske fri, idet der ikke følges nogen skabelon.

Teksterne er alle en del af den samlede fortælling, men de kan også læses enkeltvis. Og dette, sammen med det faktum, at tekst og illustration hver udgør 50 procent af fortællingen, betyder at 12 minutter før formørkelsen kører ad flere forskellige spor. Det har sjovt nok både en fragmenterende og en sammenhængsskabende virkning på værket som helhed. Fragmenterende fordi det dermed er muligt at bryde bogen ned i en række mindstedele, som alle kan opfattes individuelt, og sammenhængsskabende fordi alle delelementer tilsammen peger i retning af den udvikling, der er i tid og handling hen imod formørkelsen. Bogens helt stærke side er altså dens konceptuelle greb på, hvordan man kan opbygge sådan et værk. Det er godt tænkt, fordi det går skridtet videre, end det man traditionelt ser.

Meningen med den lille fortælling lader sig ikke sådan lige afkode. Mørket nærmer sig hastigt; og i takt med dette, begynder verden at falde mere og mere sammen. Mere forklares der ikke. Der er et Jeg, men det er ikke i stand til at forklare situationen nærmere. Det giver sig blot af med at konstatere den hastigt fremskredne undergang:

”Mens bibliotekerne brænder/stabler jeg bøgerne i hovedet/mine bryn bygger over øjnene/en kæntrende biografi”

Men måske er Jeget en afspaltning af forfatteren selv; i hvert fald tyder det på, at Jeget også er forfatter:

”Hvis ingen når at læse mig/må jeg skrive om kap med tiden/for i det mindste at lade noget/stå tilbage i asken”

En oplagt tolkning er formørkelsen som forfatterens tanker om døden, hvorved ovenstående strofe bliver hendes tanker om det at efterlade sig et aftryk i verden i form af sit virke som kunstner. Men også en overvejelse over egen identitet som forfatter i det hele taget. Det kan måske virke banalt, men et eller andet sted må det også være helt basalt tankegods for de fleste kunstnere, og dermed oplagt som stofområde. Heldigvis bliver det aldrig unødigt udpenslet, hvorved læseren selv får lov til at gøre sig sine ideer og forestillinger.

De individuelle tekststykker er for det meste vellykkede, men få steder falder det lidt igennem. Eksempelvis på side syv, hvor det lyder:

”Jeg stryger mod lyset som en tændstik”

Sprogligt er det en lidt svag og diffus sætning. For en tændstik stryger vel ikke mod lyset, når man stryger den? Hvad menes der egentlig? Sætningen får en lidt utilsigtet oneliner-karakter. Meget bedre er det på side fem, hvor teksten i sin ydmyg helhed lyder ” byen segner” - her er ord for alle pengene, hvilket bare virker stærkere på grund af den korte form. Eller sidste tekst, ” bliver det mere nat end nat?”, der står tilbage som en potentiel meditation over døden. Teksten slutter dermed åbent, og det er vellykket, fordi man sidder nysgerrig tilbage. Hvad ville der komme, hvis der havde været mere tekst?

Jo, alt i alt er det skam en fin og finurlig lille digtsamling; ikke mindst på grund af den formmæssige tilgang, men også i særdeleshed, fordi det lykkes Norrie at gøre de kun 14 sider sprængfulde. Af et eller andet udefinerbart. Ikke af ord og bogstaver, for dem er der såmænd ikke så mange af. Men ordene er katalysatorer, der får én til selv at digte videre. Teksterne vokser i fantasi og bevidsthed, og det er en fornøjelse at læse en digtsamling, der vokser sig større end sig selv. Som debutant er Mette Norrie kommet rigtig godt ud af starthullerne med 12 minutter før formørkelsen.


Forrige anmeldelse
« Diamanttandsstøv «
Næste anmeldelse
» Hovedsporet – et kredsløb »


Flere lyrikanmeldelser...