Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
2 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
3 - Lyrikanmeldelse
SYV
4 - Lyrikanmeldelse
White Girl
5 - Lyrikanmeldelse
Hovedbanen og andre impulskøb
6 - Lyrikanmeldelse
Barberbladshologrammer
7 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
8 - Lyrikanmeldelse
Samlede Tranströmer
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Blomster under huden når du fryser




Tvillingerne / Rasmus Halling Nielsen / 64 sider
Samleren. ISBN 9788763823074
Anmeldt 15/5 2012, 06:55 af Martin Gregersen


En million engle kan ikke tage fejl

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Talentfuld, avantgardistisk, eksperimenterende undergrundsdigter springer ud som overgrunds, men slet ikke dårligere, ditto i en gammel ny digtsamling. Sådan cirka kunne man ultrakort præsentere Rasmus Halling Nielsen og hans digtsamling Tvillingerne, der er udkommet på forlaget Samleren. I virkeligheden udkom den – eller nærmere de, for vi har egentlig at gøre med to Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud) – allerede tilbage i 2006 som privattryk til en række personer, som betød noget særligt for digteren, men nu kan alle vi andre heldigvis også få syn for sagn. I den forrige bogudgivelse, Det lille robotøje siger (2011), kunne man allerede se den store spændvidde, man finder i hans poesi, hvor det smukke poetiske blandes med det gakkede og konventionsopbrydende, men i Tvillingerne står denne stil og stemme mere klar.

Halling Nielsens poesi er forrygende herlig, på én gang humoristisk spraglet og dybfølt poetisk – og alt det ind i mellem, bag ved og rundt omkring. Visse steder er tonen legende let, andre absurdistisk og surrealistisk, vekslende imellem det prosaisk-konkrete og det hermetisk-irreale. Så først og fremmest skal det bare konstateres, at Tvillingerne er en ejendommelig størrelse, der digt efter digt hensætter læseren i en skæppeskøn tilstand, der ofte har affinitet til den rundtossede. Sprogarbejdet er pragtfuldt: bevidst uden at blive konstrueret og anonymt – Halling Nielsen har sin helt egen stemme, selv om forbillederne og polyfonien heller ikke fornægter sig.

Digteren har selv et sted peget på, at han, under udarbejdelsen af de to værker, læste digteren Svend Johansen – og der er da også tydelige paralleller til dennes poesi, særligt samlingerne Forløb (1977) og Forløb 2 (1978): bl.a. finder man hos begge digtere et gentagelsesprincip, hvor enkelte sætninger og personer går igen, samt en legende og improviserende brug af faste vendinger – og så deler de i øvrigt den dejlige ligefremme humor og håndgribelighed blandet med den eksistentielle og dybdegående indsigt. Og det er ikke kun Johansen, der bliver hilst på. Undervejs vinkes der også mere eller mindre eksplicit til både Asger Jorn, James Ellroy, Henry Miller, Hans Jørgen Nielsen og et par stykker andre (måske Højholt og Turèll?), men uden at han af den grund falder i den studentikose fælde.

Overordnet kan man sige, at digtene tager deres afsæt i og bestandigt kredser om noget så klassisk som et kæntret forhold; om et jegs tilknytning (eller mangel på samme) til et du – og i videre forstand om et jegs forhold til omverden. Og som antydet gøres dette i Tvillingerne med et formsprog og udtryk, der peger i flere forskellige retninger. Lad os se på et uddrag, der behandler denne gennemgående tematiske fokusering på (den tabte) kærlighed, hvor den smukke, lyriske stemme er fremtrædende. Her fra afdelingen Det gule gæstebud:

jeg prøver forgæves at finde et punkt på din hud
mine læber ikke har besøgt forgæves mister jeg
besindelsen og trækker vejret dybt lungerne
punkteres af dit bliks nejende hav så ved jeg at
du tænker på mig som jeg tænker på dig og roen
kommer

Er det her den klassiske centrallyrik, hvor kærligheden og nærværet tvetydigt tematiseres, der spiller ind på smukkeste vis, er det i andre passager den spasmageragtige, attituderelativistiske og legende stemme, hvor bl.a. ordspil, klichéer og fremmedsprog indoptages og bearbejdes, som vi kender det fra det seneste års nyeste og bedste danske poesi, der er dominerende. I disse sekvenser møder vi – a la Ursula Andkjær Olsen – både parafraseringer af Jesu ord (”lad dem som går med stok komme til mig”), forslidte talemåder (”en million engle kan ikke tage fejl”), lovtekster (”med lov skal land plyndres”), og ofte har ordspillene og disse mere eller mindre bearbejdede talemåder en effekt, der sprænger det blot finurlige og humoristiske, som f.eks. i følgende passage, der forekommer ret morbid:

på nørrebro er en mand blevet skudt
ti vilde heste gennem ringe af ild
kan ikke ryste døden ud af hans krop
du er tavs jeg kan ikke le ad dødens
le

At tage udgangspunkt i den nære, konkrete virkelighed, som i den citerede passage, for derefter at bevæge og associere sig væk i vildtvoksende og ofte syrede baner er et genkomment træk i Halling Nielsens poesi, hvor der ofte ikke er langt til det surrealistiske dissektionsbord: ”den digitale signatur er/ meget usikker erkender/ videnskabsministeriet/ og lakerer en fugl om til/ bil”, mens vi andre steder er mere i retningen af en nærmest schadesk humoristisk sammenstilling af elementer fra forskellige forestillingsområder (”kaos og ostemad”, ”lidt nord for et bryst// en ultraviolet kyst”, ”gæs på himlen// and i ovnen”). Endnu et bevis på den store sproglige overlegenhed man finder i Tvillingerne.

Et andet fremtrædende spor i Halling Nielsens poesi er det metapoetiske. Konstant synes skriften nemlig at være til forhandling som her i bogens andet digt, hvor skriften og jegets identitet behandles under et: ”er jeg ene er jeg mig er jeg sproget der tørner mod høge”. Eller her en passage, som klinger i retningen af Søren Ulrik Thomsen, der om nogen i sin poesi er i dialog med det skrevne ord og hvor den gennemgående kontrast mellem farven sort, der symboliserer skriften, og det lyse/hvide, der forbindes med papiret, igen og igen tages i brug:

sporene i sneen fortrydes med et enkelt tryk på tastaturet
sporene i sneen er tunge
sporene i sneen

Og senere i samme digt springer vi let og smukt fra skriften til den hårde, skinbarlige realitet, hvor tavsheden har sat sig fast mellem to personer: ”et enkelt tryk/ på tastaturet vender ikke tavsheden mellem to”. Ja, sådan kunne man fortsætte med at fremvise det ene mesterlige uddrag efter det andet, men i stedet vil jeg blot afslutningsvis, hvis det endnu ikke er gået op for dem, kære læser, slå fast, at Tvillingerne er poesi, når den er bedst, slet og ret, og i sin helt egen ret! Smuk, poetisk, øm, humoristisk, finurlig – befriende og påtrængende på én og samme gang.


Forrige anmeldelse
« Mig og de andre «


Flere lyrikanmeldelser...