Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Også når du kommer mig i møde / Kasper Anthoni / 64 sider
Forlaget Darklights. ISBN 978-87-92657-33-6
Anmeldt 30/8 2011, 22:07 af Kim Toft Hansen


Et liv (skal) leves

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget befriende over Kasper Anthonis lyrik. En spaltende ensartethed. Den postmoderne æstetik er (endelig) forladt. Tilbage står vi med en genfunden lyst til at skrive digte, der ikke (helt) destabiliserer opfattelsen. Eller. Jo, digte er destabilisering. Handler om en anden orden end den episke. Men Anthoni kræver samtidig, at der er plads til et prægnant jeg, der taler til et du. Heri ligger det befriende. Hans lyrik er en del af et tidssvarende opbrud med dekonstruktioner og tilfældighedsprincipper. Den tredje og seneste digtsamling Også når du kommer mig i møde forfølger igen dette spor.

Konstans og variation. Midt imellem ligger udvikling. Anthoni debutere sidste år med den skønne samling #-digte og nåede samme år at få den lignende du siger delfiner er søde på gaden. Stilen er en videreførelse af den lyrik, der stod stærkt i starten af 80’erne, men udviklingen herfra pejler en lyrisk inddragelse af sig selv. Autobiografien spiller en rolle i Anthonis digte. Heri ligger også arbejdet med et relativt stabilt subjekt. Og når dette er ustabilt, er der en pointe med det. Første samling stod stærk i sin sitren mellem sindsstemninger. Frekvensdigte. En svingende personlighed.

Også når du kommer mig i møde indleder med et langt citat fra Anne Dorte Michelsens sang ”Når engle elsker” (1985). Er dette en kode at læse samlingen igennem, placerer vi os dermed igen i 80’erne. Thomsen, Strunge og til dels Jac kunne fastholde et jeg, men kunne også sætte det i spænd i forhold til noget andet, noget usikkert. Anthoni står på skuldrene af disse giganter. Og selvom formen i den tredje digtsamling er ved at være velkendt, er han endnu ikke faldet ned.

Der er flere ting, der adskiller denne samling fra de to foregående. Selvom #-digte – qua sin nummerlogik – fulgte en vis subjektorienteret progression, så stod digtene også stærkt alene. Også når du kommer mig i møde fastholder en antydning af noget gennemgående biografisk, men digtene fungerer også hver for sig. Alene. Tilegnelsen til en kvinde er en understregning. Digtsamlingens opbygning i tre dele falder i forhold til barndom, mødet og tilegnelse, samt fastholdelse. At det er en kvinde, der er samlingens du, tilkendegives specielt i digtet ”natten igennem”. Her tages noget, som de fleste kvinder mister.

Der er blændet ned for firsernes neonlys og op for naturens sollys i samlingen. Samlingens forside er et billede af en efterårsudsigt over havet. Naturen. Og mennesket. De sættes i spænd. De gnister, der springer, når disse størrelser rører på sig, bliver til illustrationer af mødet mellem to mennesker. Elske. At elske. Og fastholdelse af denne svære tilstand. Der er stadig stjerne, himle, engle og regn. Men solen, humoren og livsens gnist er samlingens supplement. Alligevel er det, som skulle noget bryde ud. Noget sitrer stadig. Og det er her digte opstår.

Et subtilt åndeligt niveau får lidt mere plads i samlingen. Det er langt fra dominerende, men kirken, salmerne, englen, klostret, himlen er også med. Digtenes form, hvor titlen også er første sætning, er velkendt fra salmebogen. Døden kigger ind: ”efter livet er livet tavst / mere stille end glectherens indre / men dog stabilt som ordene”. Døden er uvished. Vi har kun ordene at støtte os til. På samme tid er der en aspiration at noget overmenneskeligt, ”engle der smilede / mens de blev til”, men samtidig er det mødt af en usikkerhed. Endda en underfundig understregning af opgøret med den dekonstruerede poetik: Ordene er garant for (en vis) sikkerhed.

Konstansen. Den er der. Måske lidt for meget. De mange små sprogspil, der fungerer så godt, så humoristisk, er konstrueret lidt på samme måde. En almindelig fornemmelse af noget velkendt mødes af det overraskende, lidt punchline-agtigt: ”ser på dig / mens du drømmer / en natsværmer lander på din kind / nænner ikke at vifte den væk og / ødelægge jeres evne / til at flyve”. Denne formel kunne godt varieres lidt mere. De skarpe sprogbilleder må ikke blive forudsigelige. Derved mister de deres brod.

Også når du kommer mig i møde er liden i sin størrelse. Men interessant og underfundig i sin gørelse. Den er en befrielse fra den usikre virkelighed, som lyrikkens dekonstruerede mørke brødre praktiserer. Trods en kvindes tilstedeværelse gennem næsten hele samlingen, er Anthoni (næsten) ikke ledt ind i fristelsen, den fristelse der lurer alle forfattere, der føler, verden ændrer sig for hastigt. Her fastholdes noget, et noget, der godt nok varierer, men inden for en rammesætning. Som hedder jeg og du. Et liv (skal) leves. Døden døs. Og herimellem skal vi stå. Andet ved vi ikke.


42
Forrige anmeldelse
« SYV «
Næste anmeldelse
» Trådløs »


Flere lyrikanmeldelser...