Mest læste
[Lyrikanmeldelse]

1 - Lyrikanmeldelse
Poesi og andre former for trods
2 - Lyrikanmeldelse
Digte 2014
3 - Lyrikanmeldelse
White Girl
4 - Lyrikanmeldelse
det nemme og det ensomme
5 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 3 / 2012
6 - Lyrikanmeldelse
Poesibog
7 - Lyrikanmeldelse
ABC
8 - Lyrikanmeldelse
Hvedekorn, nr 2 / 2012
9 - Lyrikanmeldelse
Koordinater
10 - Lyrikanmeldelse
Husundersøgelser




Små guder / Niels Frank / 60 sider
Gyldendal. ISBN 9788702068863
Anmeldt 14/10 2008, 08:51 af Peter Stein Larsen


Lystfyldte labyrinter

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Niels Frank indledte sit forfatterskab i midten af 1980’erne med to små digtsamlinger, hvis stramme og forfinede tekster var fyldt med meditativt mumlende gentagelser og blottet for referencer til det talte sprog og den sociale omverden. Det blev han så træt af. Efter et årtis tavshed som digter, hvor han skrev en række dunkle essays og fordybede sig i amerikansk avantgardisme og ikke mindst det poetiske forbillede John Ashbery, lancerede han i 1996 den banebrydende digtsamling Tabernakel. Her mødte man en eksplosiv poesi fyldt med gestikulerende stemmer. Og ad dette spor er Frank så fortsat med samlingen Én vej fra 2005 og nu Små guder.

Forskellen mellem den nye samling og de forrige vedrører det motiviske. Stemningen er overalt i Små guder præget af ekstrem desillusion og dekadent undergangslængsel, og vi glider i digt efter digt ind og ud af bevidstheder, der bl.a. tilhører stofmisbrugere, dødeligt syge og psykiatriske patienter. Og så er der et motiv, der dominerer over alle, nemlig sex. Frekvensen af skildringer af erigerede pikke, sæd og homo-erotiske samlejer er større end i nogen anden tidligere dansk digtsamling, og man skal over i prosaens verden hos forfattere som Henrik Bjelke, Tomas Lagermand og Elo Sjøgren for at finde en lignende litterær udfoldelse af homoseksuelle excesser. Niels Frank er en stor stilist med smag for dekadente excesser.

De seksuelle beskrivelser kan man uden tvivl sige noget klogt om med relation til diverse poststrukturalisters sammenknytning af lyst og skrift. Man kan også vælge en moralsk vinkel og kalde Franks skildringer frigørende eller frastødende, afhængigt af hvilken præference man nu har til emnet. Under alle omstændigheder kommer man ikke uden om at konstatere, at Frank er en suveræn stilist, hvis labyrintiske digte ganske vist ofte er rablende og kaotiske, men hvor man efter læsningen af en tekst næsten altid mærker det sus, der kendetegner det, man kalder kunst.

Mit eget favoritdigt i samlingen er et af dem uden de vilde excesser og tekstlige forgreninger, men hvor Frank er koncentreret og indædt ond og sarkastisk og uhyggelig morsom, og hvor emnet er den selvhøjtidelige og verdensfjerne digter, som stadig er udbredt, og som ikke mindst Frank selv var engang. Her kommer det: ”Digter mig her og digter mig der. Du fremstiller / digte iført kittel, men du er ikke hjemme / ét sekund i dem. Du har aldrig mærket poesien / hærge i dig. Du kravler op mod den / på blødende knæ, du er slesk over for den, / trygler den om bare ét godt ord / og får ”tissetrængende”. Så prøver du nye ord / foran spejlet, men alt sidder dårligt på dig. / Dine verslinjer ligner ordensbånd, skal / dekorere dig i højere verdener. Du giver dig selv / poesi for, og så snart du har skrevet / et nyt digt, ringer du til Gud / og læser det højt.”


18
Forrige anmeldelse
« Hovedbanen og andre impulskøb «
Næste anmeldelse
» Nætter i mol »


Flere lyrikanmeldelser...