Trine Andersen er en samfundskritisk poet, der har skrevet en række tekster med afsæt i indignation over undertrykkelsen og fattigdommen i såvel Danmark som den tredje verden. Vi befinder os i digtene i København, Sevilla og Mozambique, og der spares ikke på effekterne, når der f.eks. fortælles om druknede bådflygtninge fra Nordafrika, der driver i land på Solkysten: ”de lokale fiskere trækker i land / lad dem ligge / mågerne tager dem / (som fedtfattig fastfood hi hi hi haaa) // især øjnene er delikatesser.” Fra den hjemlige arena får vi tilsvarende beretninger om kvarteret ved Bispebjerg Station med ”klokkeblomst og engelsk græs og spor der løber / ud i sandet / og selvfølgelig kød / små silkebløde klitorisser / skåret ud af afrikanske pigebørn / med sløve sakse.”

Man kan naturligvis kun sympatisere med Trine Andersens vrede over sociale uretfærdigheder. Spørgsmålet er imidlertid, om dette engagement og denne tændthed retfærdiggør en poetisk udgivelse. Det er jeg ikke sikker på. I andre af tidens mange lyriske værker med en politisk vinkel fra Jess Ørnsbo til Mette Moestrup er der således en ganske anderledes raffineret og reflekteret omgang med det sproglige udtryk end i ovenstående noget banale og sensationsorienterede passager. Denne bog burde nok have været længere i den poetiske rugemaskine, inden den blev sluppet løs.