Leonora Christina Skov har aldrig fået nogen søskende. Hendes mor fortalte hende, at hun var så forfærdelig en datter, at forældrene var blevet afskrækket fra at sætte flere børn til verden.

I barndomshjemmet i Helsinge kom aldrig gæster ud over den nærmeste familie. Når den endelig var på besøg, blev der skålet og talt om det dejlige vejr, mens man blev mere og mere beruset.

  Hvis moren ikke græd, så sov hun, og hun talte ustandseligt om, at hun gerne ville dø. Det lå åbenbart til familien. Leonora Christina Skovs mormor udtrykte allerede som 40-årig, at hun ville gøre en ende på livet. Men mormoren blev 98 år.

  - Jeg havde og har stadig en stor skyldfølelse over de familiemedlemmer, der var ved at dø, husker Leonora Christina Skov.

I hendes erindringsroman Den, der lever stille bliver der ikke lagt fingre imellem, selv om forfatteren har luget ud i sine egne udlægninger og fortolkninger og blot beretter fra en familie, hvor hun i mange år var det hemmelige medlem, som man ikke talte om, når man var sammen.

Kort før hun sprang ud af skabet som lesbisk, var hun hjemme i sit barndomsværelse i huset i Nordsjælland for at tage afsked. Hun vidste, at det ville være sidste gang, hun kunne komme i værelset og tog de mest nødtørftige af sine ejendele med sig.

Da Leonora Christina Skov fortalte, at hun var blevet kæreste med en kvindelig præst, sagde mormoren, at hun hellere ville have en narkoluder end en homoseksuel som barnebarn. I øvrigt samlede forældrene samtlige genstande, der havde noget med datteren at gøre - inklusive samtlige fotos af hende i familiealbummet - og sendte det til forbrænding.

- Der har altid været høje ambitioner i mit hjem. Jeg skulle være dygtig i skolen. Kærlighed var der ikke noget af, siger Leonora Christina Skov.

Udadtil i orden
Det lyder ekstremt alt sammen. Men det må alligevel have en eller anden almen gyldighed, for erindringsromanen blev revet væk, da den udkom i januar. I ti dage kunne bogen ikke købes i boghandlen. Politikens Forlag ville have bogen ud i et nyt hurtigt oplag som flapbog, men det sagde Leonora Christina Skov nej til. Hun er hvad man ville kalde en velklædt dame med håret, der sidder, som det skal, og en markant rød læbestift. Alt er udadtil i orden, og sådan er også hendes bøger. De er trykt på en papirtype, som hun har været med til at udsøge. Der er læsebånd, og siderne er sammenskåret indad i en bue, sådan som fornemme tyske forlag dyrker det. Der er også lak på omslaget. Intet er overladt til tilfældighederne. Leonora Christina Skov forstår ikke helt, hvorfor mange forfattere aldrig viser sig i forlagenes produktionslokaler, for hun er der selv for at kigge håndværkerne over skuldrene.

Nej, Den, der lever stille skulle bestemt ikke udsendes som flapbog. Så hellere holde inde med salget i halvanden uges tid, mens der var allermest bud efter bogen.

2000 siders dagbog
Leonora Christina Skovs erindringer har appel til en bred skare af især kvindelige læsere.

- Det er vidt forskellige læsere, der har fundet noget i bogen. Det spænder fra læsere, der selv har familiemedlemmer med tunge alkoholproblemer til en kvindelig flygtning fra eks-Jugoslavien, der kunne genkende den scene, hvor jeg beskriver den endelige afsked med mit barndomsværelse, siger Leonora Christina Skov.

Erindringsbogen er baseret på over 2000 siders dagbog, som Leonora Christina Skov begyndte på som syv-årig. Det der foregik i familien var så vanvittigt, at hun var nødt til at skrive. Slår man ned på de notater, Leonora Christina Skov skrev som 21-årig, hører man en rasende stemme, og i erindringsbogen har forfatteren tilstræbt at holde den tone, hun slog an i sine enkelte afsnit af det levede liv. Der er ikke pyntet og ikke redigeret, siger hun.

- Mange har spurgt mig, om ikke det har været super terapeutisk at skrive den bog. Hmmm…. jeg har ligesom været i terapi i rigtig mange år. På et tidspunkt forlod mine forældre Helsinge og flyttede til Svendborg for at viske alle sporene efter sig væk. Ingen skulle vide, at de var forældre til hende den homoseksuelle forfatter.  Jeg tog dog forbi mit barndomshjem og blev endda inviteret indenfor af den familie, der bor i huset nu. Det var en utrolig god oplevelse. Da vi boede i huset, var der sindssygt pænt og rent. Nu var huset lettere rodet og uordentligt med to sønner, der spillede musik. Det var befriende at se, siger hun.

Leonora Christina Skov nåede også at se sin mor, inden hun døde. Da moren i 2003 fik konstateret brystkræft, havde Leonora Christina Skov ikke set hende i over syv år. Gensynet var ikke Leonora Christina Skovs ide, men hendes kærestes.

Falsk billede på Instagram
At Den, der lever stille overhovedet blev til noget, lå ikke i kortene. Der blev i lang tid ikke skrevet et ord i arbejdsværelset. men som det er på sociale medier, så ser ting ofte ud til at være på en måde, som de overhovedet ikke er. LeonoraChristina Skov lagde på Instagram billeder ud af et rodet skrivebord, der utvetydigt formidlede det budskab, at her blev der skrevet på en bog og det på livet løs.

- Da et bibliotek skrev til mig, om ikke jeg kunne læse op af den tekst, jeg allerede havde begået, ja da fangede bordet. Jeg gik stort set off-line og satte 40 sider sammen i en intensiv arbejdsproces og knoklede for at få den færdig - og så var grunden til bogen lagt, fortæller hun.

I august 2018 modtog hun homoprisen “Årets laks”, som Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner uddeler.

- Jeg har de seneste måneder modtaget tusindvis af breve, og de understreger tydeligt, at min opvækst ikke er unik, og at rigtig mange homoseksuelle kæmper for at blive accepteret af deres familie og i samfundet.

- Da jeg var ung, savnede jeg forbilleder. Hvis jeg kan være deres forbillede, er det meget stort for mig, siger Leonora Christina Skov.