Alt, hvad Kim Leine skriver, er plagiater af forfattere, han beundrer. Det er litterære tyverier, siger han selv - han der fik Nordisk Råds Litteraturpris.

- Jeg er en platugle, en charlatan, en falskmønter og en checkrytter, siger Kim Leine og kommer derimod andres eventuelle beskyldninger i forkøbet.

- Jeg har egentlig bare stjålet fra virkelige talenter og bagefter brugt en del tid på at slette sporene efter forbrydelsen, siger han med ironi, men også en god portion alvor.

Han lærte sig selv at skrive romaner ved at efterligne store forfattere. Begyndte med at læse en stak bøger om romanskrivning uden, at det rigtig blev til noget. På det tidspunkt boede han i en afsides bygd i Grønland, hvor der var masser af tid.

- Jeg satte mig ned og memorerede Truman Capotes Med koldt blod. Lærte simpelthen sætning for sætning udenad og genskrev sætningerne og romanen fra ende til anden. Capote har noget af det, jeg misunder: Det nøgterne og det sanselige. Maupassants noveller efterlignede jeg også. Man skal ikke undervurdere værdien af plagiater, siger Kim Leine.

Hans roman Profeterne i Evighedsfjorden er en mastodontfortælling fra Grønland. Den unge norsk-danske præst Morten Falck rejser i 1787 til Sukkertoppen for at missionere. Mange voldsomme oplevelser venter ham, og efterhånden geråder han i tvivl om sig selv og sit billede af grønlænderne.

Profeterne i Evighedsfjorden har en mærkelig storhed over sig. Værket om denne splittede præstemands voldsomme kamp for at opnå fylde og indre frihed er både til at forstå umiddelbart - og fuld af mysterier.

Og så er det skrevet i et sanseligt og medrivende sprog, som det er en ekstra præstation for den norskfødte forfatter at være i stand til at skrive på.

Kim Leine er glad for, at han ikke ikke begyndte på Forfatterskolen og i stedet for lærte teknikkerne ved at plagiere andre forfattere.

- Man får greb om skriveprocessen ved at lure andre af. Man mærker sig anslaget og finder utraditionelle veje ind i skrivningen. Jeg tror, at jeg er blevet den, jeg er, fordi jeg ikke gik på Forfatterskolen, siger Kim Leine. Jeg møder ham under en oplæsningsturne i Tyskland, men han har fået kendskab til de tyske læsere fra bogmesserne i Köln og Leipzig, hvor han fik en fin modtagelse.

- Jeg kan mærke, at jeg er fersk på det tyske marked. Jeg skal begynde helt forfra. Det er både spændende og lidt nervepirrende. I Tyskland er jeg dér, hvor jeg var i Danmark for tre-fire år siden. De spørgsmål, jeg får, bærer dog præg af, at tyskerne ikke ved særlig meget om Grønland, og det er dejligt. Der er ingen tvivl om, at Grønland med de ting, der sker i Arktis, bliver det helt store område om 10-20 år. Tyskerne ved godt nok, at Grønland har været en dansk koloni, men de ved ikke, hvor mange folk, der bor i landet, hvordan det parlamentariske grundlag er dér, hvor grønlænderne primært bor, og hvordan en grønlandsk dagligdag ser ud. Det er bare skønt at kunne fortælle dem om et land, de ikke har særlig megen kendskab til, siger Kim Leine.

En mønsterbryder
I Danmark har der været en stor fokus på Kim Leines person. Det er trods alt ikke hver dag, at en eks-narkoman går hen og bliver bestsellerforfatter. Kim Leine kan man med god ret kalde en mønsterbryder inden for litteraturen. Han har taget turen fra rendestenen til det kulturelle parnas - fra bunden af samfundet, hvor hverdagskosten også bestod af angstdæmpende piller og sovemedicin til litterære arrangementer med akademikere, sekt og blomsterbuketter.

Personfikseringen
- I Tyskland går de ikke så højt op i min person. Her er det i højere grad det litterære, der har publikums interesse. Det har jeg det fint med. Jeg vil gerne ud af mig selv og ud af min selvbiografi. Uden at jeg har noget imod at tale om det, jeg har med i min personlige bagage. Jeg nævner ofte, at jeg har været stofmisbruger, og det er noget, der tænder mange læsere, og det har jo også en betydning for mine romaner.

I debutbogen Kalak fra 2007 fortælles en historie om først at flygte fra sin religiøse familie i en norsk bygd. Om derefter at bo hos sin far i Danmark, hvor Kim Leine blev misbrugt seksuelt. Senere om at flygte til Grønland i håb om at lægge sin fortid bag sig og arbejde som sygeplejerske, men i stedet gå ned i misbrug og narkomani og miste sit job. Han mistede sin autorisation, da han blev afsløret som stofmisbruger på arbejdet. Om drømmen om at blive en “kalak” - en grønlænder.

For litteraturens folk på parnasset spiller det en rolle, at Kim Leine har fået Nordisk Råds Litteraturpris. Men den almindelige læser går ikke så højt op i priser, mener han.

- Det spiller kun en lille rolle i Danmark og stort set ingen rolle i Tyskland. Man bliver ikke verdensberømt af at have fået Nordisk Råds Litteraturpris, smiler han.

Famler i blinde
For ham selv er prisens betydning uvurderlig:
- Den er helt afgørende, for man sidder i to år og famler og fjumrer rundt i total blinde og ved ikke om det, man laver, overhovedet duer. Jeg er ikke litterært uddannet, så jeg har ikke værktøjerne til at se, om det duer eller ej. Jeg har heller noget litterært netværk. Jeg kender ikke nogen forfattere personligt, og jeg kender ikke nogen litterater. Jeg kender sygeplejersker og skolelærere og den slags. Så når min roman kommer ud og får anerkendelse - både fra læserne i forbindelse med priser, hvor de stemmer, og med priser som denne her, hvor det er en faglig jury, så betyder det helt vildt meget for mig.

Leine fremhæver, at interessen for nordisk kultur og litteratur er stor i Tyskland.

- Mit indtryk er, at rigtig mange tyskere følger med i, hvad der foregår i Norden. Man kan mærke, at der en lang tradition for det. Thomas Mann læste for eksempel Henrik Pontoppidan på dansk. I Tyskland støder jeg på både et realistisk og et romantisk billede af Skandinavien. Enhver nutid har det med at opfatte sig selv som værende i krise, og da er det godt at have et idealbillede. Det kan de smukke danske strande og de norske fjelde pleje. Det realistiske billede af Norden møder jeg især på de nordiske fakulteter ved de tyske universiteter. Her er interessen oprigtig stærk, og her vil man gerne have besøg af danske forfattere.

En kritisk kone
Kim Leine er uddannet sygeplejerske og mener ikke selv, han er en mand med det store litterære overblik. Da han modtog Nordisk Råds Litteraturpris, var noget af det første, han gjorde, at takke sin kone. “Uden dig ville jeg have været en meget dårligere forfatter”, sagde han til hende.

- Hun er lingvist og har det akademiske blik, som jeg ikke. Hendes nøgterne og kritiske indgang supplerer mig rigtig godt. Hun kan se det, der kører lidt for meget ud ad én tangent, eller rammer en falsk tone. Når jeg er ved at udvikle en idé, går jeg ikke selv og roder med den længere. Der falder meget på plads ved at diskutere den med hende. I det hele taget skal man som forfatter ikke kimse ad at have fået en familie.

- Da jeg blev skilt i 2000, troede jeg, at Kim Leine og et familieliv var en saga blot, men så kom min nuværende kone ind fra højre. Det gav både ro og uro. Hvis jeg bare skulle sidde og skrive fra morgen til aften, ville jeg gå i stå. Hjernen vil meget bedre samarbejde, når jeg skifter frem og tilbage mellem mine børn og skriveprocessen. Når man har en familie ved siden af, bliver det et frirum at vende tilbage til skriveprocessen, siger Kim Leine.