Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
8 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



En pen mod diktatur


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Forfatteren Herta Müller har en psykose og ingen kontakt med den ydre virkelighed.

Det siger i hvert fald en tidligere officer i Nicolae Ceausescus berygtede sikkerhedspoliti Securitate i Rumænien. Han beskylder forfatteren Herta Müller for at lide af vrangforestillinger. Radu Tinu var indtil det kommunistiske regimes fald chef for Securitate i byen Timisoara - byen hvor revolutionen i decemberdagene 1989 havde sit udspring. Han har været en blandt flere rumænske stemmer, der har gjort sit til for at pille æren fra Herta Müller efter, at hun i 2009 fik Nobels litteraturpris.

“Man kan ikke særlig godt lide mig i Rumænien, måske bøgerne, men mig som person kan man ikke lide, fordi jeg stadig siger nogle ting om Rumænien, som man er nødt til at sige. At der ikke er noget demokrati, at korruptionen er allestedsnærværende, at den nye efterretningstjeneste er en forlængelse af den gamle”, siger Herta Müller.

Jeg mødte nobelprismodtageren, da hun den 24. november 2016 var på besøg i Flensborg. Hun gæstede en fyldt aula på byens store marineskole, hvor hun fortalte om sin fortid som en del af det tyske mindretal i Rumænien og læste op af et udvalg af sine bøger - blandt andet sine helt særlige collagedigte med ord, der er klippet fra ugeblade. Selv om Herta Müller primært er prosaist, er det blevet en passion for hende at lave disse digt-collager.

Selvdigtede erindringer
Herta Müller blev født i 1953 i byen Nitzkydorf i Rumænien. I sin første bog Niederungen (dansk: Lavninger) fra 1982 beskriver hun sin opvækst, og hendes forfatterskab er i det hele taget »autofiktionelt«, som hun siger: “Ikke selvbiografisk, men selvdigtet”.

Debutromanen fortæller om hendes klaustrofobiske barndom og opvækst i et meget betændt landsbymiljø i det vestlige Rumænien - et sted, der var inficeret af fascisme, almindelig bornerthed, vold og druk.


Herta Müller - foto fra Wikimedia commons

Hun studerede tysk og rumænsk litteratur og sprog, først i provinshovedstaden Timisoara, siden i Bukarest. Siden fik hun ansættelse som oversætter på en fabrik, men blev fyret og kategoriseret som statsfjende, fordi hun ikke ville samarbejde med Securitate, har hun selv fortalt. Hendes bøger er diktaturets historie, de fortæller om den perverse persondyrkelse af Ceaucescu og om den menneskelige fornedrelse, som et diktatur afføder.

Herta Müller har fortalt, at efterretningstjenestens opmærksomhed blev første gang vakt, da hun nægtede at lade sig hverve som stikker. Securitate kunne uden problemer have likvideret hende eller spærret hende inde. Såvidt kom det aldrig, og der er blevet spekuleret over, hvorfor sikkerhedstjenesten ikke slog hårdere til over for hende.

Efter romanen Niederungen fik hun debutprisen i Tyskland og fik meget overraskende lov til at rejse til Vesttyskland for at modtage prisen og medvirke i oplæsninger. Hendes gryende berømmelse stod i vejen, og Rumænien havde handelsforbindelser med Vesttyskland, der skulle plejes. “Når jeg var på besøg i Vesttyskland, sagde jeg sandheden om diktaturet i Rumænien. Da jeg engang kom tilbage til Rumænien efter at have deltaget i bogmessen i Frankfurt, var min stilling i landet i mellemtiden blevet besat. Regimet havde regnet med, at jeg ville blive i Vesttyskland. Der var også nogle i Rumænien, der mente, det var dumt af mig at vende tilbage”, siger Herta Müller.

”Det var fordi hun røg”
I 1987 forlod hun og hendes mand dog definitivt Rumænien og flyttede til Tyskland. I sit hjemland har hun løbende været udsat for hård kritik, og ikke altid fra den side, man lige skulle forvente det fra.

“Da hun fik prisen, talte hun om Ceausescus diktatur, men ikke om litteratur. Som om hun var Nelson Mandela. Nobels fredspris ville have passet bedre til hende”, sagde formanden for Rumæniens publicistforening, forfatteren og journalisten Cristian Tudor Popescu, da Herta Müller fik prisen i 2009.

Tidligere medlemmer i Securitate har erkendt, at Herta Müller blev overvåget, men indrømmer også, at hun blev behandlet med fløjlshandsker for ikke at skade de diplomatiske forbindelser til Vesttyskland.

Radu Tinu, den tidligere Securitate-chef fra Timisoara, har hævdet, at Müller ikke blev fyret fra sit job som lærer, fordi hun nægtede at lade sig hverve som agent for sikkerhedstjenesten, men derimod fordi hun røg i klasseværelset.

På Marineskolen læste hun blandt andet op fra sit meget debatterede værk Atemschaukel, som er en skildring af de tysk-rumænere, der havnede i arbejdslejr efter Anden Verdenskrig. Herta Müllers far var så alkoholiseret, at han tog af sted om morgenen som et menneske og vendte hjem om aftenen som et dyr, siger hun et sted. Årene i Waffen-SS havde sat deres spor.

Rumænienstyskerne gik for at være Hitlers femte kolonne i landet, og en stor del af mændene fra den tyske befolkningsgruppe meldte sig til Waffen-SS på Østfronten for en kamp mod bolsjevismen. Herta Müllers mor tilbragte fem år i arbejdslejre i det nuværende Ukraine.

I bogen Mein Vaterland wart ein Apfelkern beskriver Herta Müller sin barndom i en faltig, støvet landsby i Banat-provinsen.

“Der var ikke meget at gøre godt med, men min mor fik altid skrabet noget mad sammen. Jeg fik uendelig mange tæsk af min mor, og oftest skreg jeg så højt, at jeg håbede, at hun så ville stoppe med at banke mig. Mit forhold til min mor var stærk, og det ændrede sig aldrig - jo, først da hun blev gammel og var for svag til at hidse sig op over for mig. Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der havde det sådan i min landsby. Det var vist meget almindeligt på den tid”, siger Herta Müller.

Tyskerne forsvinder
Det tyske mindretal i Rumænien falder i to grupper, »Sachsen« og »Schwaben«. Sachsernes indvandring startede så tidligt som 1143 som led i den ungarske konges forsøg på at vinde kontrol over de mere afsides liggende dele af Transsylvanien. Tyskerne kom hovedsagelig fra områderne vest for Rhinen, så »sachser« er for så vidt et vildledende begreb. Der er her tale om den ældste, endnu eksisterende udvandrergruppe af tyskere, der er bevaret i Europa. Fra omkring 300.000 før Anden Verdenskrig er den skrumpet ind til 15.000 mennesker, med Hermannstadt/Sibiu som vigtigste by i dag.

»Schwaben« i Banat, den sydvestlige del af Rumænien, udgjorde omkring 1930 omkring 450.000 personer. Deres antal i Rumænien i dag er endnu mindre end »sachsernes«. Det er denne befolkningsgruppe, Herta Müller stammer fra. I Flensborg fortalte Herta Müller, hvordan det i det lukkede kommunistiske Rumænien lykkedes hende at holde sig ajour med tysk sprog og kultur:
“I min landsby var næsten alle tyskere. Der var kun enkelte rumænere. I dag er det omvendt. De fleste har forladt Rumænien og er rejst til Tyskland. Det officielle sprog var altid rumænsk, og det uofficielle, men talte sprog, var for os tysk. Heldigvis fandtes et Goethe-Institut i Bukarest, Forbundsrepublikkens officielle kulturinstitutter i udlandet. Her kunne vi låne tyske bøger på biblioteket - nyudgivelser som klassikere og også bøger, der ikke var gået igennem regimets censur. Men netop fordi bøgerne ikke var godkendt af censuren, gik det ikke an at få dem tilsendt med posten, så en beboer fra landsbyen måtte på skift køre de 800 kilometer med toget til Bukarest og 800 kilometer hjem igen. Og når bøgerne skulle afleveres en måned efter, måtte turen på 1600 kilometer tur-retur tilbagelæges en gang til.”

“På Goethe-Instituttet var også tyske aviser og magasiner, og her kunne man læse boganmeldelser og se, hvilke bøger det var værd at bruge tid på. Det var også helt enestående at kunne læse et journalistisk sprog i de vesttyske aviser. I Rumænien fandtes ingen normale aviser med uafhængige journalistiske artikler”, siger Herta Müller.

Kampgejst
Hun har aldrig rigtig sluppet sin kamp. Året før hun fik Nobelprisen, protesterede Herta Müller imod, at det rumænske kulturinstitut i Berlin inviterede to videnskabsfolk fra Rumænien til en konference, selv om de havde været stikkere for Securitate.

Herefter blev hun selv kritiseret for loyalitet over for Ceausescu-regimet af en rumænsk litterat. Herta Müller svarede med en artikel i ugeavisen Die Zeit med overskriften »Securitate er stadig i tjeneste«. Her fortæller hun, hvordan efterretningstjenesten stadig skygger forfattere og andre, der betragtes som fjender, herunder hende selv.

Også på andre områder har Herta Müller vist kampgejst. I 1997 forlod hun, sammen med andre fremtrædende forfattere, den tyske afdeling af PEN, der slås for ytringsfrihed overalt i verden. Det skete i protest mod sammenlægningen med PENs afdeling i det tidligere DDR. Herta Müller og andre mente, at denne afdeling havde stået i ledtog med det kommunistiske regime.

“Ceausescu var en latterlig figur. Ingen ville tro, at sådan en mand med et mærkeligt kropssprog, en ­fistelstemme og lille af størrelse ville kunne beherske et helt land, men det kunne han med angsten som middel. Det nazistiske regime var et »samtykke-diktatur«. Det var kommet til magten gennem frie valg. Det kommunistiske regime i Rumænien var ikke noget »samtykke-diktatur«. Det blev tvunget ned over folket uden dets vilje, og det skabte angst. Netop derfor fungerede det måske bedre.”

pil op
Forrige essay
« At gemme sig bag et træ «