Et repertoire af den svenske jazzpianist Jan Johansson og den amerikanske tenorsaxofonist Stan Getz kan få enhver jazzelsker til at sætte alt andet til side. Her gælder ingen dårlige undskyldninger for at blive hjemme og ikke tage til koncert.
To jazz-kæmper blev blev hyldet med denne koncert, og det var virkelig noget, der kunne trække publikum. Koncertens to afdøde hovedpersoner var Jan Johansson, den svenske pianist, der i 1968 døde i en trafikulykke i en alder af kun 37 år, og som var en af de jazzmusikere, der virkelig var med til at forme den særlige nordiske tone.
Foruden Stan Getz, en af de betydeligste solister, cool-jazzen har frembragt og i øvrigt i mange år fast bosiddende i Danmark.
Deres partier blev hver især varetaget af en landsmand på samme instrument. Den svenske navnebror Jan Lundgren på piano og amerikaneren Harry Allen på tenorsaxofon. Med i gruppen er den svenske bassist Hans Backenroth og den danske trommeslager Kristian Leth, og aftenens ‘special guest’ var den danske guitarist Jacob Fischer. Hver gang, man hører den mand spille guitar, tænker på man på, at det er ufatteligt: Han er selvlært.

Går man til jazz i provinsen, kan man let få det indtryk, at jazz er gammelmandsmusik. Med blot 52 år bag sig kunne man let føle sig som en årsunge blandt publikum. Men det med publikums høje gennemsnitsalder er åbenbart noget, der hører provinsen til. Tager man til jazzkoncert i København eller Berlin, vil man se, at publikums gennemsnitsalder er væsentlig lavere. Måske skyldes det simpelthen, at de unge med forkærlighed for jazz flytter til de større byer.

Nu kan man jo ikke bebrejde dem, der kom, for deres alder - men gerne rose publikummet for at være særdeles lydhørt.

”Jazz på svenska”
Jan Lundgren har genindspillet Jan Johanssons Jazz på svenska og Jazz på ryska, der udkom i henholdsvis 1964 og 1967 og blev de bedst sælgende jazzplader i Skandinavien overhovedet. Sammen med denne aftens kvartet har han udsendt albummet Quietly There, der tager afsæt i musik af den nulevende amerikanske komponist Johnny Mandel.

Mandel er nok mest kendt for sin filmmusik. Mindre kendt er måske, at Mandel om nogen var den, der sendte bossa nova’en gennem USA og fik den til at blive en del af jazzmiljøet. Der blev spillet materiale fra alle tre albums - gode ballader og kompositioner, som gik direkte i blodet.

Det siges om Jan Johansson, at han havde den evne at kunne spille to forskellige tonearter på hver hånd på tangenterne, og Jan Lundgren gik til opgaven og gjorde det særdeles overbevisende i nummeret Blues i oktober - et nummer med fine skift i rytmegruppen mellem trommer og bas.

Mindelser om Hamilton
Harry Allen spillede en meget melodisk og swingende tenorsaxofon - man fik mindelser om Scott Hamilton, der for nogle år siden optrådte i en “saxo­phone-battle” med danske Jesper Thilo.

Efter lidt vemodig og meget skandinavisk efterårsstemning var der lidt mere sol i andet sæt med en interessant udlægning af When The Sun Comes Out og en flot bas-guitar-duo i Pettifords La Verne Walk, som Jan Johansson spillede i selskab med Oscar Pettiford selv på albummet In Denmark optaget 1959-1960.

Jan Lundgren tog bagefter  solo med ukrainsk folkemusik, mens Harry Allen brugte denne koncerts publikum som prøvekanin til sit eget nummer You Got Around to Me, der for første gang blev spillet offentligt.

Jan Lundgren-Harry Allen Group er endnu et spændende eksempel på båndene mellem den nordiske og den amerikanske jazz. Når man ikke en af koncerterne i Skandinavien, kan albummet Quietly There anbefales.