Der er gået næsten tyve år siden den første – og vistnok eneste – danskproducerede skjult kamera film Huller i suppen så dagens lys, og nu er der så kommet en form for fortsættelse, med den lige så inspirerende titel Krøller i sovsen. Skjult kamera er sikkert ikke en form for underholdning, der falder i alles smag, men det kan jo ikke fornægtes, at det er et mystisk fænomen, at iscenesætte en hverdagssituation, så almindelige mennesker pludselig befinder sig i en medieret virkelighed, uden de ved det. Skal man drage paralleller, så er det tætteste man ellers kommer på genren happenings, aktionsteater og lignende publikumsinvolverende oplevelser, blot med den forskel, at man som regel godt er klar over, at man enten står foran Kulørte Klat eller endsige har betalt penge for at se aktionsteaterstykket.

Det morsomme ligger i, at vi jo faktisk i overført betydning betragter os selv udsat for sådanne virkelighedsfordrejende oplevelser. Det humoristiske opstår i høj grad i situationen, men også i det faktum, at man undres over, om man selv vitterligt ville have reageret på samme måde, som de sagesløse individer der betragtes. At ganske almindelige mennesker pludselig er medspillere i en dagligdags situation, som vendes på hovedet, kræver også, at de folk, der iscenesætter seancerne, benytter sig af figurer og medspillere, som både er absurde men samtidig troværdige, for at scenen skal lykkes. Derfor ser vi ofte skuespillerne optræde i uniform – være det sig tandlæger eller politibetjente – for mange psykologiske studier har som bekendt vist, at vi dødelige nærer en nærmest automatisk lydighed overfor autoriteter og uniformsklædte tosser, lige meget hvor sært disse nu engang måtte opføre sig.

Der er løbet meget skjult-kamera over skærmen siden Povl Carstensen og Morten Lorentzens første film, og i en globaliseret dagligdag er man ikke kun længere oppe og konkurrere med lørdagsunderholdningen på TV2 og DR, men derimod hele verden, og det kan lige så godt blive sagt med det samme – er man til skjult kamera, så er engelske Dom Jolly og folkene fra Jackass så meget længere fremme i komikkens store klovnesko, at bevidstheden om dem får Krøller i sovsen til at ligne en gang dilletantisk lokal-tv.

Det er ingen tvivl i mit sind, om at Morten Lorentzen er en meget morsom herre, men måske burde han have forudset, at langt de fleste velfungerende folk har en mediebevidsthed og lever et liv i en medieret hverdag, som lader deres alarmklokker ringe, lige så snart de er vidne til noget bizart. Er der nogen, der filmer dette med en mobiltelefon? Skal jeg snart happy-slappes? Man kan gisne om, hvor mange timers HD-video, folkene bag denne film har brugt, før scenerne var i kassen, for det er langt fra alle scener i denne film, der fungerer lige godt. Mærkeligt nok, er der også flere udlændinge med, som enten ikke har kunnet genkende og derved gennemskue de medvirkende, eller også er det, fordi de er mere godtroende end os dumme danskere. Hvis de scener som udgør Krøller i sovsen er cremen af optagelser, der er lavet, så er der i al fald noget, der forstærker argumentet præsenteret i ovenstående.

For at tage en morbid sammenligning, så var mange interviewofres reaktion på 9/11, at det var ”som at være med i en Hollywood film”. Fakta blandes med fiktion. Vi trøster os ved fiktionen, når virkeligheden bliver for ubærlig, og vi ved, at det ikke er fakta, når en mand i spændetrøje vimser rundt i kongens have og vil have hjælp fra unge damer til at tisse.

Retfærdigvis skal det siges, at jeg da op til flere gange grinede af Krøller i sovsen, for der er situationer, som er gedigent morsomme – der er bare slet ikke nok af dem. Bedst bliver det, når hele menageriet går i meta-selvsving, og de medvirkende narrer instruktøren eller andre medvirkende til at performe som dem selv, foran det kamera, som de jo så udmærket ved er der.

Værst er dog den gennemført lamme rammehistorie om en mand og en kvinde, der lander på jorden i år 11 millioner, eller sådan noget. De stiger ud af deres raket og finder optagelserne, som udgør kernen i filmen. I bedste Mystery Science Theatre 3000-stil kommenterer de det sete, og i en amatørantropologisk dialog forsøger de at sige noget klogt om vor tid i retrospekt. Samtalen ender dog i en gang lummer sengekantsdialog. Det er gennemført tåbeligt, og effekterne ser ud, som om de er lavet på en Commodore Amiga. Det er heller ikke betryggende, når pressematerialet til filmen, forsøger at sælge den som en ”hadegave” – så er det også som om produktionsselskabet ikke selv er overbeviste om dens kvaliteter. Men bedøm selv, når du åbner julegaven fra Moster Gurli, det er, som nævnt, ikke for enhver!