Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Gamle Danmark (??? min.)Købsfilm / Sandrew Metronome
Anmeldt 12/12 2007, 15:31 af Gunhild Agger

Virkeligheden bag kendsgerningerne


Virkeligheden bag kendsgerningerne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Historien og medierne
Den medieformidlede historie er over os. På DR 2 kører Tidsmaskinen, et program, der gennem dokumentariske indslag dykker ned i tiden og sammenkæder forhold og begivenheder fra forskellige perioder gennem en associativ teknik.

I samarbejde med Foreningen af Lokalarkiver har medieforlaget Substanz udgivet en række dvd'er under samletitlen Danskernes egen historie . Perioden omhandler 1909 til i dag, og materialet er en række dokumentarfilm og amatøroptagelser, organiseret efter lokalitet. Der er ikke kælet for musikken, og der findes ikke nogen sammenkædning, men selve optagelserne formidler i al deres råhed interessante indblik både i historiens store øjeblikke, set gennem amatørbriller, og især i de mere upåagtede sider af danskernes hverdagsliv.

I 2007 er Paul Hammerichs Gamle Danmark 1945-72 udgivet på dvd. Dermed får vi adgang til den sammenhængende historie, vi mangler både i Substanz' serie og i Tidsmaskinen. For Gamle Danmark er præget af en holdning til både historien og formidlingen. Og så bygger den på et væld af autentisk materiale i form af klip fra dokumentarfilm, spillefilm, teateroptagelser, aviser og ugeblade, tegninger, radioudsendelser, lysaviser og tv-udsendelser, der er sat ind i en sammenhæng – og det skal vi være glade for.

Ophavsmanden
Paul Hammerich levede fra 1927 til 1992. Hans Gamle Danmark blev set af næsten alle danskere, da DR viste den i 1983-84. Tv-udgaven bygger på trebindsværket En danmarkskrønike, der udkom 1976-80 på Gyldendals Forlag. Om den står der i Den Store Danske Encyklopædi , at det er en ”subjektiv samtidshistorie set gennem københavnerradikale briller” – fascinerende ved sin sproglige veloplagthed og sine suveræne tematiske greb. Tv-udgaven er lige så god som bogen! Måske bedre på grund af det fremragende billedmateriale. Paul Hammerichs medieorientering er guld værd i denne sammenhæng.

Paul Hammerich var allestedsnærværende i den danske offentlighed i sin samtid. Som uddannet journalist blev han ansat på Politiken i 1948. Han redigerede søndagsudgaven i 1960erne og var kronikredaktør og columnist i 1980erne. En kort periode prøvede han kræfter som redaktør af Hjemmet , og i 1979-83 var han formand for Det danske Filminstitut. I radioen var han i 1960erne medforfatter til det legendariske Carlsens kvarter , han bidrog til fjernsynets mest populære komedieserie Huset på Christianshavn (1970-77) og tv-revyer som hov, hov (1968-70), der gennem en længere periode kom til at sætte standarden for tv-satire. Foruden danmarkskrøniken skrev han Lysmageren , en stor krønike om sin inspirator Poul Henningsen (1986). Disse positioner gav ham en privilegeret førstehåndsadgang til samtidshistorien som både iagttager, deltager og formidler.

Metode
Paul Hammerichs metode i bogværket En danmarkskrønike er mere journalistisk end faghistorisk. Den er præget af, at han faktisk er samtidig med de begivenheder, han beretter om. Han kender dem enten som øjenvidne eller fra andre journalister, dvs. han er i sjælden grad nærværende. Hammerich fremsætter den antagelse, at de nyheder og tildragelser, der var samtaleemner i samtiden, sjældent er identiske med dem, der for alvor påvirkede udviklingen. Derfor har han besluttet - med et H.C. Brannercitat - "at søge virkeligheden bag kendsgerningerne": "Virkeligheden - menneskers reaktion på kendsgerninger eller påvirkninger - er mere oplysende og interessant end den såkaldte historiske sandhed, der er lige så tung at danse med som den såkaldte absolutte objektivitet" (s. 15). For at profilere det subjektive element i historieskrivningen bruger han termen "krønike", der jo både betyder kronik, historisk fremstilling af begivenheder ud fra et kronologisk princip og digt.

Men det subjektive moment er kun den ene del af metoden. Den anden er det tematiske arrangement, der bringer de forskellige stemmer og billeder fra den nære Danmarkshistorie i dialog. Dette greb er måske lettere at foretage for en journalist end for en faghistoriker, og det får stoffet til at fremstå meget konkret. Allerede indledningsvignetten viser hvordan. Et lille stykke mekanik fra fortiden er forsynet med en knap. Man ser Hammerichs finger trykke på den - Dannebrog blafrer, og så kan montagen gå i gang med at sammenstille billeder af forskellige danskere fra vugge til alderdom - anonyme danskere såvel som Villy Sørensen og Margrethe. Modstridende udsagn som "Lorteland", "Danmark, det er et eventyrland" og "Danmark er en brugsforening" indgår i den dialogiske montage.

Tilknytningen til og afhængigheden af medierne demonstreres gennem avisopsætningen, der først sætter "En krønike om generationen efter krigen" ind som en overskrift på en avisside og derefter i samme opsætning angiver Paul Hammerich som ophavsmand. Seeren møder derefter forfatteren og redaktørens direkte blik og derigennem forankres udsendelsen i hans personlige kærligt-ironiske synsvinkel og hans behagelige københavnske stemmeføring. Paul Hammerich er en guide gennem Danmarkshistorien, der har blik for såvel lyder som dyder i danskernes adfærd. Hans holdning er den kulturradikale, der er så omstridt i vore dages historiedebat. Det er forfriskende ikke at få den serveret i den konservative forvanskning, der har præget værdidebatten de sidste år, men direkte fra hestens egen mund. Og hvad går det så ud på?

Den kulturradikale holdning
Vi kan tage billedet af besættelsestiden i 1. del som eksempel. Selv om udgangspunktet ligger i 1945, er hele første del et samlet tilbageblik på besættelsestiden, der leverede de betingelser, som efterkrigsperioden skulle udfolde sig under. Vi hører befrielsesbudskabet fra Johannes G. Sørensen d. 4. maj i BBCs radiotransmission. Vi ser optagelser fra en kæmpestor, hurraråbende menneskemængde på Rådhuspladsen i København d. 5. maj. Og vi orienteres om den personlige forankring: Paul Hammerich har været på loftet efter sit personlige frihedskæmperarmbind og et eksemplar af den illegale avis Den 11. Time , som han selv distribuerede. Han har således en lille andel i modstandsbevægelsen og placerer sig dermed som aktør i samtiden. Det er karakteristisk for kommentatorstemmen, at den hele vejen igennem indtager en vi-position. Det her drejer sig om "vores historie", og Paul Hammerich indbefatter sig selv i et "vi". Men det udelukker ikke distance, for netop delagtigheden giver ret til at stille de kritiske spørgsmål.

Titlen på 1. del er symptomatisk: "Var der noget at råbe hurra for?", og svaret er et både - og. Befrielsen var en euforisk oplevelse, og selvfølgelig var der noget at råbe hurra for. Derfor bliver underrubrikken - med en typisk omskrivning - "Historien om generationen, der jublede i starten". Men Paul Hammerich dokumenterer samtidig tvetydigheden i meddelelserne fra det officielt samarbejdende Danmark og de eklatante modsigelser, der prægede dagligdagen. Han påpeger, hvor lidt der skulle til for at bombardementet af Bornholm var blevet undgået. Retsopgøret efter 1945 har været omdiskuteret. Fortællerpositionen er præget af stor nøgternhed i sine vurderinger af dette ømme punkt i arven efter besættelsen. Fortællerstemmen beretter blot, at 72 "landssvigere" blev dømt til døden efter befrielsen, at 40 dødsdomme blev eksekveret, og at de, der af forskellige grunde blev udsatte, var heldige, fordi stemningen ændrede sig med tiden. På billedsiden ser vi de sidste optagelser af Hipo-manden Flemming Helvig-Larsen og Henning Emil Brøndum, der var personligt ansvarlig for 145 mord. De smiler og snakker - og konklusionen er på den måde overladt til seeren. Problemerne med pengeombytningen er ligeledes et indicium på, hvor omfattende den sorte økonomi var, og dermed hvor svært det var at trække grænsen mellem hvidt og sort under besættelsen. Holdningen er gennemgående kritisk, men også forstående.

Forståelsen har dog en klar grænse. Det småtskårne, jantelovsagtige er overalt genstand for Hammerichs ironi. Når middelmådighed bliver en dyd og storhed en brøde, falder Hammerichs hammer, og venligheden går over i spydighed. Rækken af miskendte danske personligheder er desværre ganske lang. Den konservative leder Christmas Møller var med til at sikre Danmark status som en slags allieret, men fik ved valget efter krigen mindre end 4.000 stemmer og døde fire måneder efter. Carl Th. Dreyer var et besværligt geni, som det officielle Danmark ikke kunne finde ud af at støtte. Harald Lander var en begavet, internationalt anerkendt balletmester, der blev tvunget i exil på grund af løse rygter om sexchikane, der bagefter viste sig ikke at kunne verificeres. Aksel Schiøtz var Danmarks førstetenor, tiljublet også internationalt. Han fik en operation og dermed en svagere position som sanger - og først sent bakkede det officielle Danmark op om den tidligere musikalske frontfigur. Alle behandles under en hat i del 2. Og modstilles så på formildende vis danske indsatser, som der er i højere grad er grund til national stolthed over – opfindelser som autoværn og antabus.

Nedslag i hverdagen
Hvordan viser Hammerich os så "virkeligheden bag kendsgerningerne" i det følgende? Det gør han ved at bedrive faktaformidling ud fra hverdagens perspektiv. 2. del begynder og slutter fx med en tipskupon og inddrager sprogets nye gloser i den anledning: radioens "kryds, ét, to" samt udtryk som "helgardering" og "sypigetips". Ikke just en begivenhed af verdenshistorisk betydning, men noget, der fra da af kom til at indgå i hverdagen for en masse mennesker. Tilsvarende når han skal fremstille, hvad der gemte sig bag de indhegnede flygtningebarakker i perioden 1945-49. Det sker gennem en informationsfilm om Oksbøllejren fra 1948, hvor man ser, hvor mange rugbrød der skulle til for at mætte de 35.000 tyske flygtninge i lejren, og hører, hvor meget kødpålæg hver flygtning var tilmålt: 25 gram om dagen. På Bornholm får vi at vide, at der var 6.000 russere efter 4. maj 1945, og vi ser en del af dem i dokumentariske klip - og Hammerich afslutter så med den lille pointe, at der kun kom fire børn med russiske fædre ud af den historie. Talende tal, mens de dokumentariske klip viser udsnit fra den virkelighed, det hele handler om.

Overraskende sammenstillinger indgår også som et led i Hammerichs metode. Fx handler 6. del om gamle og unge. I begyndelsen præsenteres seerne for en eksklusiv række af markante personligheder, født før eller omkring århundredskiftet: kritikeren Hans Brix, forfatteren Albert Dam, fabrikant og ingeniør Svend Bergsøe, forfatteren Agnes Henningsen, den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke og Folketingets tidligere formand Gustav Pedersen. De har vidt forskellige holdninger til livet, men har det til fælles, at de ikke er blevet mindre skarpe med årene. Agnes Henningsen giver følgende råd til de unge: "De skal lade være med at være jaloux", og Gustav Pedersen formulerer sin læresætning på følgende måde: "Man skal ikke være populær som minister, så laver man ikke noget".

Den ældre generations markante holdninger sætter den nye generations synspunkter i relief. Prævention går ud på, at "det sikreste er at lade være" - også selv om det ikke holder i praksis. Selv om Elvis Presley rumsterer i kulissen, ligger stemningen på det seksuelle område i 1950erne langt fra den frigørelse, som Agnes Henningsen kæmpede for. Det gælder også den første Miss Danmark, Evy fra Parmagade. Det er ikke oprør, men tilfredshed med den nye fremgang, der præger hovedparten af befolkningen. Pigerne på fiskefabrikken og loddedamerne på tv-fabrikken har samme holdning: "Alt i alt er jeg godt tilfreds".

Det indgår i Hammerichs metode at forsøge at finde ud af, hvornår et fænomen begyndte. Derfor får vi ikke krystalklare snit i de årstal, der er sat på de enkelte dele. Fx dækker del 7, "Gør gode tider bedre" perioden 1957-64, og del 8, "Kultur på drengen" dækker perioden 1959-66 og er altså delvist overlappende. I del 7 introduceres fx de energiproblemer, der fulgte med den industrielle revolution og tredoblingen af bilparken i løbet af en tiårsperiode, og i del 8 følges de op. Hvis nogen skulle tro, at den aktuelle bevidsthed om forurening et er nyt fænomen, bør de se del 8. Her er en alsidig belysning af fænomenet. For det første vises Dirch Passer-reklamer for brug af sulfo-midler. For det andet ser vi glimt af den kemiske krig mod ukrudt gennem sprøjtning af store arealer fra luften, vi følger problemerne med Cheminova og udsivningen i Limfjorden samt Fenol-katastrofen i Simmersted. Og for det tredje dukker protestbevægelsen NOAH op i offentligheden og begynder at sætte en alternativ dagsorden gennem sange og slogans ("Det stinker, det stinker", "Pløresund" osv.).

Cirklen sluttes
Den generationsbevidsthed, der blev lanceret i 1. del ("Generationen, der jublede i starten") bliver ført til dørs i 10. og sidste del. "Det begyndte med befrielse, og det endte med oprør". Befrielsesgenerationens repræsentant Mogens Fog bliver her konfronteret med ungdoms- og studenteroprørets generation, repræsenteret af Finn Ejnar Madsen. Igen dominerer den nøgterne vurdering fremstillingen. Paradokset er, at den styrelseslov, som den radikale undervisningsminister Helge Larsen, "onde Helge", fremsatte som svar på oprøret, var verdens mest progressive - og alligevel demonstrerede enhver studerende med respekt for sig selv imod den! I det hele taget har Hammerich et godt blik for udviklingens paradokser.

Kritisk perspektiv
Der er en begrænsning i fremstillingen, som hænger sammen med Paul Hammerichs personlige placering. Det er en fremstilling med hovedvægt på hovedstaden. Den københavnske forankring manifesterer sig i, at Rådhuspladsen i København gang på gang dukker op som centrum for begivenhederne, hvad enten det er under befrielsen eller i forbindelse med den første lysavis. Det er naturligvis en begrænsning - og her er det så godt, at vi kan supplere med selvvalgte indslag fra Danskernes egen historie .

Formidling
Et nøglebegreb i vore dage er formidling. Kandidater måles på deres formidlingskompetencer; forskningsformidling tæller positivt med i budgetgrundlaget på universiteterne; og når man ansøger forskningsrådene om penge, skal der være en formidlingsplan for ens projekt. Men begrebet er naturligvis langt ældre og indgår i en dansk sammenhæng med positiv værditilskrivning fra Grundtvig til Poul Henningsen. Ikke mindst Paul Hammerich er en fremragende formidler i forlængelse af denne tradition.

Der er således flere gode grunde til at se Gamle Danmark . For det første får du indblik i, hvad god formidling er. For det andet får du snablen direkte ned i en række autentiske optagelser fra perioden 1940-72 og kan dermed bedre selv tage stilling til Danmarkshistoriens gang. For det tredje får du et ægte kulturradikalt alternativ til den historie om ungdomsoprørets baggrund og generation, der gennem de sidste 15 år har domineret Weekendavisen og Jyllands-Posten .


Forrige anmeldelse
« Vigilante «
Næste anmeldelse
» Fighter »


Filmanmeldelser