Det bør være en del af juleritualerne hvert eneste år, at man ser en filmatisering af Charles Dickens’ A Christmas Carol, eller på dansk Et Juleeventyr. Spørgsmålet er da, hvilken version skal man vælge? Der er ca. 50 forskellige, nogle film, nogle tv-produktioner. En del er animerede. Den allerførste er en 11-minutters lang stumfilm fra 1901 produceret kun 31 år efter Dickens’ død med titlen Scrooge, or Marley’s Ghost. Man skal nok ikke vælge at se Mr. Magoos’s Christmas Carol eller The Flintstones Christmas Carol. Et rimelig godt bud er den klassiske sort-hvide film, Scrooge, fra 1951 med Alastair Sim som Scrooge. Denne film er blevet referencepunktet for alle andre filmatiseringer, den er dog efterhånden ved at virke lidt mere teatralsk end gribende. Et indirekte bud er X-Files episoden ”How the Ghosts Stole Christmas” fra 1998, hvori Scrooge med Alastair Sims indgår. Det er mest en spøgelseshistorie, men selv Mulder og Scully gribes af julehyggen. Hvis børn ser med, men også uden børn, er The Muppet Christmas Carol fra 1992 en ganske god film med mange overraskende vinklinger og den menneskelige (her kun i betydningen ikke-dukke) hovedperson er den altid gode Michael Caine. Og så er der absolut denne version fra 1999 med Patrick Stewart i en af hans allerfineste præstationer. Denne filmatisering tåler bedre end de andre gode at blive genset år efter år, og dette gælder ikke kun for Star Trek fans. Den er filmsproglig og æstetisk særdeles vellykket og smuk, ligesom selve mise-en-scene eller iscenesættelsen med lokationer, kulisser og kostumer underbygger handlingens stemning meget passende. Denne dvd bør ligge i kassen på loftet med julestadsen i en musesikret kassette for at blive taget frem, når det er ved at blive jul.

Der er en meget god grund til at filmatiseringer af A Christmas Carol i særdeleshed, og af Dickens’ andre romaner generelt, er så talrige. De er velegnede til at omsætte til levende billeder, fordi den filmiske fortællemåde i sig selv i høj grad er baseret på Charles Dickens’ litterære narrative teknikker. I 1944 skrev Sergei Eisenstein det filmteoretiske essay “Dickens, Griffith and the Film Today”, hvori han påviste, at den amerikanske stumfilmspioner og den vigtigste grundlægger af den filmiske fortællemåde, der senere blev den dominerende i Hollywood, D.W. Griffith er stærkt påvirket af Charles Dickens. De filmiske nærbilleder svarer til Dickens’ detaljerede og visuelle beskrivelser. Den filmiske krydsklipning kan direkte henføres til Dickens’ bevægelser fra et kapitel til det næste, og den indviklede tidsstruktur med spring mellem fremtiden fortiden, og nutiden i netop romanen A Christmas Carol er forbilledet for den filmiske fortællemådes flashforwards og flashbacks.

Hvorfor skal man da se A Christmas Carol hver jul? Charles Dickens var social reformator og moralist i kombination med en overvældende fortællemåde, der bearbejder alle sanser og følelser. Også det sentimentale, men altid hos Dickens er der et moralsk og måske også ideologisk mål med sentimentaliteten. I A Christmas Carol opbygger Dickens først en medrivende bølgegang af stærke følelser, også sentimentalitet, omkring julen, så stærk, at han gennem A Christmas Carol formgav den viktorianske jul. Når læseren gennem denne fortælling har indset, at man skal være gode ved hinanden og hjælpe de svage i samfundet for selv at få et godt og lykkeligt liv, så bliver dette vendt til, at som vi ønsker at opføre os i julen, således skal vi netop opføre os hele året, for at livet og samfundet bliver godt. På denne måde taler den viktorianske, sociale reformator gennem julestemningen til sit publikum, også i dag.