Modstandsbevægelser under Anden Verdenskrig er godt stof til film. I Danmark har vi fået Drengene fra Skt. Petri og senest Flammen og Citronen. I Norge har de Max Manus, mens Tyskland har Sophie Scholl. I Frankrig nøjes de ikke med enkeltpersoner, men har en hel hær af forbrydere. Robert Guédiguians formatmæssige storfilm Forbryderhæren (på fransk L’arme du crime) er netop udkommet på dansk dvd.

Historien er ganske velkendt. Frankrig er besat, og der er indsat en protegéregering. Vi møder en række personer, der ikke befinder sig specielt godt i situationen, de fleste fordi de er af fremmed herkomst. En er armenier, en anden er jøde, en tredje er kommunist osv. Flere og flere familiemedlemmer hos disse enkelte forsvinder ganske enkelt, og de får at vide, at de bare er interneret i nærheden, men snart begynder rygterne om udryddelseslejre at brede sig.

Samtidig er begynder overraskelsen langsomt at dæmre for seeren. Fra starten ligner det den ’almindelige’ fortælling om de utilpassede, der skal finde sammen i en modstandsbevægelse. Men efterhånden går det op for os, at de rent faktisk allerede er i gang – og de forskellige forsvindinger måske ikke er så underlige endda. Hermed er Forbryderhæren fra begyndelsen en lidt anderledes oplevelse end mange andre: Vi skal (heldigvis) ikke igennem de lange introduktionssekvenser om en gruppe, der danner sig.

Alligevel er historien genkendelig – og kunne den være andet. Det handler om en fordækt gruppe i Paris, der langsomt ser ud til at blive optrævlet af det lokale Gestapo. Men på samme måde som fortællingen ikke på samme måde er så introduktionsvenlig, som det er velkendt, er filmens forskellige perifere karakterer lidt mere mudrede i kanten. Den lokale politikommissær er et fint eksempel på den ambivalens, de fleste må have følt – han både angiver og hjælper.

Forbryderhæren er ikke bundet op på identifikationsmarkører og narrative mønstre, som vi kender dem fra denne type film. Det er klart fra starten. Den fortæller i stedet om de enkelte personer, og efterlader en lang række mørke huller, der skaber et vist mysterium ift. deres gerninger. Lidt som de hver især måtte have følt det over for den anden. Det er derfor særdeles svært at finde ud af, hvem vi kan stole på, især fordi der undervejs ganske realistisk hele tiden dukker friske ansigter op, som vi skal forholde os til.

Denne laden hånt om fortællingens mere klare strukturer er da også filmens akilleshæl. Det er en lang film, der på den måde bliver krævende at følge med i. Samtidig er den dog vældig emotionelt realistisk og autentisk skildret, og de afsluttende passager – uden at noget skal afsløres – bliver veludførte og tænderudtrækkende voldsomme. Samtidig undskyldes det hele gentagende gange med, at vi er i krig – en undskyldning, der ikke kun rammer modstandsbevægelsen, men modigt nok også kommer til at inkludere besættelsesmagten. Det er ikke en film, der er klart struktureret.

Spørgsmålet, som filmen stiller fra starten qua sin titel, er selvfølgelig, hvem forbryderhæren er. Det bliver gjort vældigt klart til sidst, men filmens vigtigste finesse er, at den formår at holde sovsen, fløden og al den emotionelle bragesnak stangen. På trods af at filmen ikke vækker de samme (med)følelser, som vi kender det fra mange andre film fra samme skuffe, så efterlader den snarere en væmmelsens parasit, der langsomt udvider sit territorium.

Forbryderhæren er måske ikke den centrale storfilm om fransk modstand, men det er et særdeles interessant bud på, hvordan denne type fortælling kan bringes videre.