”Det er ikke mit job at vide, hvad det betyder”, siger Jim Jarmusch om sin nye film Broken Flowers, ”men bliver den hængende bare lidt længere end til pizzaen efter filmen, så gør det mig glad”. Og der er ingen tvivl om, at Broken Flowers bliver hængende længe efter alverdens middagsretter.

Jim Jarmusch er interesseret i at dokumentere de ting, der sker mellem momenterne. Han trænger ind dér, hvor andre klipper væk i en fascination af, hvad der sker dér. Disse mellemmomenter bærer betydningens grundlag hos Jarmusch, men de er ikke (forsøgt) ladet med ideologi, som film ofte kritiseres for at være. Han lader i stedet de ofte meget lidt målrettede karakterer dvæle i et nu, der oser af hvileløshed, uforskyldt nåde og manglende formålsrettelse. En slags ”go-nowhere-mentalitet” præger hans film, som bærer stærke træk af en fragmenteret og formålsløs modernitet. De fleste af Jarmuschs film vil kunne medtaget som hovedværker i en filmisk modernisme, der bærer præg af subjektsfortabelse og epistemologisk tvivl, manglende mening og derfor intellektuel frihed, endog vigtige træk som kraftig fokusering på formsprog, paradoksale kronologiske omstruktureringer og brud med sprogkonventionalitet synes at være fjernere for Jarmusch end andre instruktører inden for en filmisk modernisme. Der er i høj grad, specielt i Broken Flowers, en klar sammenhæng mellem billedet residerende rytme og hovedpersonens mentale forfatning. Filmen har en meget sammenhængende fokusering på form- og indholdskategorierne, der synes at være yderst velkomponeret.

“Life has no plot, so why must films or fiction?”, har Jarmusch engang sagt, hvilket synes at være en klar poetik for ham. Det er plotløse narrativer, der har svært ved at finde forløsning. Og uden at røbe for meget, så arbejder Broken Flowers inden for samme regi. Den handler om Don Johnstons forsøg på at opklare et mystisk brev, der ankommer med beskeden om, at han har en 19-årig søn, som vil opsøge ham. Dette projekt udgøres, i klar sammenhæng med citatet, af en mere kaosteoretisk fundering end klar kausal narrativitet; han komponerer heri scenerne, siger han, så det er mest uforudsigeligt, hvad der kommer til at ske. Dette giver en meget levende film, der giver seeren en umættet frihed til at komponere betydninger og forståelser, som ikke altid hører sammen. Kamerateknikken fokuserer præcist på denne mulighed, idet filmen udgøres af mange dybdefokuserede indstillinger, ekstremt langsomme zoom og lange ”takes”, hvilket – når alt kommer til alt – faktisk kommer til at ligne en beskrivelse af italiensk neorealisme. De netop fremhævede teknikker er netop, hvad den franske filmkritiker André Bazin fremhæver som typisk for et af neorealismens hovedværker, nemlig Vittorio De Sicas Ladri di biciclette (Cykeltyven) fra 1948. Broken Flowers er en realismefortolkning af verden, som kan synes verdensfjern, hvis man – ud fra metaforen ”livet er en historie” – tænker sit liv i en kausal sammenhæng, som er en efterhånden indgroet myte i livsforståelsen. I stedet fokuserer Jarmusch på tilfældighederne, sammentræffene og den åbne fortælling.

Derfor er Broken Flowers en film for folk med hang til meddigtning, med hang til fremragende og medrivende karaktermuligheder (Bill Murray er så god som altid), og med hang til Jim Jarmusch. Se den, så du kan huske film på den anden side af din næste pizza!