Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Submarino (111 min.) / Sandrew Metronome
Anmeldt 28/9 2010, 08:12 af Kim Toft Hansen

En kradser!


En kradser!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Et gadeliv er et hundeliv. Du lever en dag af gangen, uden at være sikker på, hvad den næste bringer. Hvis du overhovedet når så langt. På herberg, med dope i venerne, alkohol i blodet. Blot for at holde dagen og natten ud. En skæbne er udstukket alt for tidligt, og du har svært ved at undslippe den onde spiral, der hele tiden trækker dig længere og længere ned i sølet. Jonas T. Bengtsson skrev om det nederdrægtige liv i sin roman Submarino fra 2007 – uden omsvøb. Thomas Vinterberg har nu sat billeder til fortællingen – og selvom det ikke er en nem roman at gå til rent visuelt, formår Vinterberg at omsætte den hårde realisme til billeder, der er et spark, hvor det gør mest ondt på en mand.

Bengtsson opbyggede sin roman lidt på samme måde, som vi – også tematisk – kender det fra Jakob Ejersbos Nordkraft. Hos Bengtsson er det to fortællinger, der fortælles hver for sig – en om Nick og en om Nicks lillebror. Først følger vi derouten hos Nick, dernæst hos lillebror. Og det afslører ikke for meget. Deres skæbne er nærmest forseglet fra starten. De ender i hundene, ganske langsomt men sikkert. Omsluttet af to begravelser, der sværtet sortsynet ud over fortællingen. Samme struktur har Vinterberg beholdt i sin film, hvilket fungerer meget fint. Små sekvenser får på den måde nye vinkler ved at synsvinklen skifter fra den ene bror til den anden.

Filmen omsluttes at en slags wrap around-begrundelse for, hvorfor de to mænd er endt, som de er: En mor, der drikker, og ikke kan tage vare på sine børn. De to brødre er derfor efterladt til at tage vare om deres spæde lillebror, som deres mor endnu ikke engang har navngivet. Det når hun heller ikke. En nat, mens moren igen er på druk, og drengene holder fest, dør babyen. I filmen ser vi en plakat fra Nick Cave, hvilket selvfølgelig peger på den ene hovedperson. Senere igen ser vi den nederste del af plakaten – Bad Seeds! I sig selv peger det på Caves band, men det understreger også filmens fremhævning af, hvad knægtene har fået med fra starten: dårlige aner.

På nær et par mere symbolske sekvenser holder filmen også fast i Bengtssons kradsende socialrealisme. Vi kunne selvfølgelig spørge, hvorfor vi nu har brug det igen. Har vi ikke Erik Clausen til at lave den slags? Det ville dog være at skyde under målet på denne film, der hverken efterlader en claussensk humor eller blot en fornemmelse af en udvej. Det er salt i såret – og en stor, fed, beskidt tommelfinger til at tvære rundt i det. Det, som filmen formår at bygge op, er samtidig en kombination af, at de to brødre gang på gang træffer de helt forkerte valg, men vi forstår dem. Det er, som var det deres eneste løsning. Og det er netop det, der smerter.

Jakob Cedergren, der endnu ikke har fået sit helt store gennembrud i dansk film, spiller Nick. Det kan stadig undre, at han ikke er brudt igennem – om end Submarino burde sparke ham helt ind i varmen. Han spiller tilbageholdt og enerverende godt. Det samme gælder Peter Plaughborg, der spiller lillebror – han har et bredt spektrum, der på kort tid kan afveksle mellem en bleg dope-misbruger og en varm familiefar, som tror på fremtiden. De er meget forskellige i deres tolkninger af rollerne, men det er i fint supplement til hinanden. I en kombination med en særdeles nedtonet og rolig cinematografi, kryber Submarino ind, hvor den sociale realisme bearbejder sjælens patos. Og interessant nok for Vinterbergs instruktørmæssige sammenhænge har udgiveren på Blu-ray-udgaven inkluderet hans novellefilm ”Drengen der gik baglæns” fra 1994 – en kortfilm, der pudsigt nok har en række klare ligheder med Bengtssons roman. Det er givet fald ikke uden årsag, at Vinterberg er faldet for romanen, som han her har omsat til film.

Thomas Vinterberg har – efter succesen med Festen fra 1998 – lavet overraskende få film. Efter Festen blev det til den kritisk og publikumsmæssigt meget undervurderede It’s All About Love fra 2003. Dernæst den lidt for trierske Dear Wendy fra 2005, som for meget lignede Dead Poet’s Society. Senest vendte han tilbage til dansk film med den hypermorsomme En mand kommer hjem, der for alvor viser, at Vinterberg også har fat om grundsubstansen i komedien. I Submarino vender han lidt tilbage til start med en afsøgning af realismen – uden at det på nogen måde skal lyde, som var det en dogmefilm. Submarino er i højere grad en socialrealisme, som vi kender den fra fx Ken Loach. Begge er stærkt interesseret i, hvordan miljøet er med til at skabe det enkelte menneske.

Fornemmelsen i Submarino er som at være under vand, momentvist lige få hovedet over vandet for at få luft. Men hurtigt ryger vi ned i bølgerne igen, der bærer os mod en uundgåelig skæbne.


Forrige anmeldelse
« Shuttle «
Næste anmeldelse
» Two Orphan Vampires »


Filmanmeldelser