Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Stieg Larssons Millennium (6 x 90 min.) / Nordisk Film
Anmeldt 11/8 2010, 08:29 af Kim Toft Hansen

Meget mere Millennium


Meget mere Millennium

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Stieg Larsson-epidemien raser stadig! De tre romaner, der tilsammen udgør den såkaldte Millennium-trilogi, har for sig sin helt egen historie. Den biografiske historie om Larsson selv og kampen om alle krimiskejserne er også en spændende fortælling om den gerrighed, succes tilsyneladende trækker med sig som et slimet spor (et spor, som trilogien i øvrigt pudsigt nok selv kritiserer). Det har ikke været kønt at følge med i, hvilke absurde argumenter, der har været brugt for at få fingrene i en lille bid af krimikagen. Filmatiseringerne er også et kapitel for sig, der fortæller interessant om film, der undervejs ændrer kurs, fordi succesen – igen! – viser sig at være større, end producenterne havde turdet håbe på. Samlet er alle disse populærkulturelle indslag interessante eksempler på den selvforstærkende acceleration, som en succeshistorie træder ind i, når først pressen, læserne og seerne har fået fat. Historien fortsætter nu med de såkaldt extended editions af de tre film, der kom ud af Stieg Larsson succesromaner.

Da de tre film blev til, var det meningen, at første bind – Mænd der hader kvinder – skulle omsættes til en biograffilm, som Niels Arden Oplev fik lov at instruere. De næste to bind – Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt – blev filmatiseret samtidig med filmen, men skulle indgå som en del af en tv-serie, der også skulle indbefatte Mænd der hader kvinder. Sådan ville publikum det dog ikke, i hvert fald ikke dømt ud fra antal solgte biografbilletter til første film. Det betød, at producenterne øjnede guld ved at omsætte de næste to romaner til biograflærredet ud fra de optagelser, der allerede var lavet til tv-serien – denne gang med Daniel Alfredson i instruktørsædet. Denne prioritering er under alle omstændigheder set i bakspejlet kommercielt forståelig, eftersom de limede ligeså mange Larsson-fans til biografsæderne. Tilmed var pressen modtagelse af alle tre film særdeles overvældende, nærmest så overvældende, at det nærmest blev tydeligt, at de fleste anmeldere også selv var blevet ramt af Larsson-epidemien.

Nu er de tre film blev sat sammen til den tv-serie, der formentlig rammer dansk fjernsyn til efteråret. Filmene har på dvd-udgivelserne beholdt det oprindelige navn, altså titlerne fra romanerne, mens tv-serien, som reelt er det, der er på skiverne, rent faktisk hedder Stieg Larssons Millennium. Serien er nu i seks afsnit på hver 90 minutter, hvilket betyder, at vi – i forhold til de tre tidligere publicerede film – har fået intet mindre end 2 timer og 9 minutters ekstra spilletid med i tasken. Det betyder selvfølgelig noget for, hvilke fokuseringer, serien kan trække ind, som de tre film ikke kunne få plads til. De tre film var i biografudgaverne – især de to sidste – nogle meget usammenhængende oplevelser. Mænd der hader kvinder var en visuelt stærk oplevelse, men der var nogle passager, der alene ikke gav mening, hvis ikke man havde læst bogen i forvejen. Det var ikke slemt, men de var der. Disse blundere blev dog kun mangfoldigt værre i de to næste film, der var sært springende og diskontinuert sammenstykket.

Grunden var selvfølgelig, at mange vigtige passager, som er nødvendige for at forstå fortællingen sammenhænge, var blevet pillet ud, så filmene kunne fungere som stadigt lange, men ikke for lange biografoplevelser. Der er da heller ingen tvivl om, at over to timers indføjet ekstramateriale i den nu 9 timer lange tv-serie har afhjulpet langt de fleste af disse fragmentariske problemer. Det redaktionelle arbejde på tidsskriftet Millennium, der nærmest ikke var med i filmene, fylder nu temmelig meget, mens særligt politiefterforskningen i Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt er blevet væsentligt opprioriteret. Særligt disse to elementer – redaktionen og efterforskningen – spiller betydningsfulde roller i selve den minutiøse kobling af spor, og derfor er selve opklaringsarbejdet blevet fint sammenhængende i denne udvidede version. Den såkaldte hemmelige sektion i det svenske sikkerhedspoliti Säpo, der særligt dukker i Luftkastellet, får også mere skærmtid, hvilket også giver temmelig meget mere mening nu. Overordnet set har Millennium som serie grundigt oppet sig for at overkomme disse fortællemæssige tomme pladser.

Der er dog stadig nogle elementer, der ikke giver mening uden bøgerne i baghovedet, særligt omkring chefredaktøren på Millennium Erika Berger. Hun får i filmene – og nu også i serien – nogle trusselmails, som hun ikke kan spore – disse kommer i bøgerne fra en ukendt person på den avis, som Erika begynder at arbejde på undervejs. Hun bliver tilbudt et redaktørjob på en stor svensk avis, men er i tvivl, og beholder derfor samtidig sit job på Millennium. Hun siger derfor også på et tidspunkt i sjette afsnit af serien til Mikael Blomkvist, at hun skal bruge lidt tid for sig selv til at tænke. Her kan vi dog stadig kun spørge os selv: Over hvad? I serien har hun ikke fået nyt arbejde, af hvilken grund hverken hendes kommentar eller da slet ikke trusselmailene giver mening. Det kunne derfor se ud til, at producenterne har mere materiale i klippeboksen, som måske kommer med i en længere tv-serie. To pudsige indslag antyder måske også dette: To gange er den svenske skuespiller Douglas Johansson – bedst kendt som Martinsson i Wallander-serien – ved at blive løbet over ende på Säpos hovedkontor, men han har ikke én eneste replik. Kommer han senere ind i tv-serien som endnu en birolle, som er blevet valgt fra i serien? Eller havde han bare forvildet sig ind de forkerte kulisser? (Det er samme selskab, der har produceret både Millennium og Wallander).

Men der er efter alt at dømme faktisk ikke flere blundere og fragmenterede passager ende disse tilbage i serien. Mikaels forhold til Erika, der også gav nogle pudsige passager i filmene, hvis ikke man kendte til bøgerne, har fx også fået mere tid. Det betyder, at der faktisk – sammen med andre elementer, såsom Lisbeth Salanders forhold til sin kæreste Miruam Wu – er blevet tid til at sætte tempoet lidt ned i de to sidste romanfilmatiseringer, som gik temmelig – nærmest for! – hurtigt i biograffilmene. Det betyder også noget for cinematografien, der i de to sidste film i forhold til den flotte Mænd der hader kvinder blev rystet og uhomogen. Nu er fotograf Peter Mokrosinskis billeder til Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt blevet meget bedre, selvom Eric Kress’ tid til at kæle for detaljerne tydeligt har været bedre i Mænd der hader kvinder. Første film, og derfor de to første afsnit, fortæller da også mere sin egen historie, hvor de to næste film, og fire næste afsnit, hænger sammen. Men det er lidt en skam, at serien rent stilmæssigt ikke er mere homogen, selvom det igen er blevet væsentligt bedre i denne længere serie.

Filmene og serierne kan selvfølgelig ikke gøre for, at første bog og fortælling er langt den bedste blandt de tre, mens de to sidste bind taber interesse og fremdrift undervejs. Derfor er lidt det samme problem presserende i tv-serien, der undervejs taber fokus, fordi vi faktisk allerede i slutningen af afsnit fire har regnet det meste ud. Forklaringerne er leveret til os, og det, som Luftkastellet der blev sprængt som roman egentlig handler om, er det, som krimier ofte bruger det sidste kapitel på: sammenfatningen af alle de løse tråde. Sidste bind i romanserien er derfor et næsten 800 siders langt sidste kapitel, der bliver trægt og halvkedeligt. Her formår de sidste to afsnit, modsat romanen, faktisk at sætte tempoet bedre, særligt med fokus på efterforskningens detaljer, der her ikke bliver skæmmet af Larsson overvældende lyst til at fortælle en livshistorie, hver gang han introducerer en ny karakter. Det er der af gode grunde ikke plads til i filmen eller serien, og derfor bliver særligt serien en meget mere fortættet udgave af en langtrukket roman. Så selvom serien taber interesse undervejs, fordi der ikke er gemt så pokkers mange overraskelser, så er det faktisk lykkedes at skabe en serie, der overgår Stieg Larssons romaner i stor stil – også stilistisk, hvor Larsson bestemt ikke var noget dydsmønster.

For de, der skulle tro, at dette er det sidste udbrud af Larsson-feber, så er epidemien mere sejlivet end som så. Ikke mindst venter vi den amerikanske udgave af Mænd der hader kvinder, der som den oversatte roman nok får titlen The Girl with the Dragon Tattoo – senest forlyder det, at instruktøren David Fincher er blevet sat i forbindelse med filmen. Desuden er der dukket mere efterladt materiale fra Stieg Larsson op på et svensk bibliotek, som formentlig også skal få sit liv – enten på nettet eller i udgivet format. Desuden har Larssons efterladte kæreste, der dog stadig kæmper om sin andel, længe hævdet, at hun selv har været med til at skrive romanerne. Hun har nu omsider indset, at det klogeste, hun kunne gøre, var at skrive en fjerde roman, der på den måde kunne høste flere svenske Larsson-kroner, frem for at kæmpe om allerede tjente penge (hvilket hun dog alligevel ikke er stoppet med). Men alt dette er potentielle fremtidsperspektiver. Nu er serien bygget på de tre romaner blevet opfrisket med nyt – og yderst nødvendigt! – materiale, og har du ikke tålmodighed til at vente på tv-versionen, kan du trykt læne dig tilbage med 9 timers nu sammenhængende underholdning. Er du til Stieg Larsson, er du også til serien Millennium!


Forrige anmeldelse
« RoboGeisha «
Næste anmeldelse
» Oldboys »


Filmanmeldelser