Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




RoboGeisha (102 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 11/8 2010, 08:25 af Torben Rølmer Bille

Japansk splatterhumor


Japansk splatterhumor

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det kan i forvejen være ganske vanskeligt for vesterlændinge at forstå japansk kultur, man har blot nødig at tænke på japansk popmusik, animefilm, gameshows, mangategneserier, butoh dans eller ikke mindst de mange bizarre film, som på det seneste er dukket op fra morgensolens land.

Noget af det som kan være mest forvirrende i forhold til at forstå andre kulturer er nok andre kulturers sans for humor, for selv om der findes ting og sager som mennesker overalt på jorden finder universelt sjove, kan det være ganske svært at forstå humor, når den er kulturelt betinget. Af samme grund gik der også et stykke tid, inden det gik op for nærværende anmelder, at den japanske splatterfilm RoboGeisha faktisk er tænkt som komedie.

RoboGeisha følger nemlig ved første øjekast i kølvandet på ”seriøse” film som Machine Girl, Tokio Gore Police og Samurai Princess og selv om disse også indeholder groteskt, komiske situationer, så fungerer RoboGeisha primært gennem sin splatter-slapstick.

Filmens handling er centreret omkring et søskendepar. Storesøster er geisha og lillesøsteren er underkuet. I nærheden af hvor de bor ligger en stor fabrik - Kageno Iron corporation. Udadtil produceres der jern, men i realiteten kidnapper firmaets onde ledelse unge piger og omformer dem til cyborg-geishaer, for i realiteten er fabrikken våbenproducent med skumle planer om den totale ødelæggelse af Japan.

Vore to søstre kommer naturligvis i kløerne på disse krigsherrer og inden man kan nå at sige ”ninja” er rollerne byttet om. Den yngste søster er nu langt den mest succesfulde robogeisha – den perfekte dræbermaskine når man skal ind på livet af businessmænd. Den ældre søster har fået indopereret en gatling maskinpistol i sit ene bryst, hvorimod den yngre, populære søster ikke kun kan fremvise katana-klinger ud af begge armhuler og endda hendes bagdel. Sidstnævnte klinges placering resulterer i en af de dummeste sværdkampe fanget på film, hvor tre unge damer fægter med samuraisværdnumser.

Tillige har den yngre søster evnen til at affyre tre kanoner gemt i hendes hår og skal hun virkelig flytte sig hurtigt, er hun i stand til at forvandle sine ben til larvefødder. Fans vil helt naturligt mindes Tetsuo II – The Body Hammer, selv om RoboGeisha på ingen måde kan måle sig med den perle. Men selv om vor unge heltinde er programmeret til at dræbe uden nåde, så møder hun pludselig en række familiemedlemmer til de kidnappede piger, der får hende på andre tanker. De har planer om at få Kageno fabrikken ned med nakken, men kunne næsten ikke have valgt et dårligere tidspunkt, for planen om Japans totale ødelæggelse står lige for døren. En mulig spoiler følger hér: i filmens klimaks, morfer selve fabrikken, der har form som et klassisk japansk palads, til en gigantisk robot, der på bedste Gojir-manér hærger gennem storbyen, hvis højhuse begynder at bløde idet robotten flår dem fra hinanden.

Som man måske kan læse sig til, er RoboGeisha ikke en film, der skal tages særligt seriøst. Den virker lidt som en live-manga film, og for at forstærke dette indtryk bliver mange af de mest blodige excesser lavet med computereffekter. Handlingen er både ulogisk, usammenhængende og fuldstændigt overdrevet, men det er vel også det man forventer når man får fingre i en film med sådan en titel? RoboGeisha er en film, der igen forsøger at bekræfte overfor os, at japanerne virkelig går til ekstremerne, når der skal laves b-film men samtidig er det også en film som ikke er særlig godt skruet sammen.

Alt er skudt på digitalt video og mange af scenerne er ganske kiksede at se på (læg for eksempel mærke til hvor usmidige piger, der er blevet valgt til at træne sammen i en af de første scener hvor vi får et kig indenfor i Kageno fabrikernes robot-geisha træningslejr) selv om effekterne er hæderlige. Det hele smager lidt af en gymnasiefilm med et noget større budget. Det bliver derfor flere gange ufrivilligt komisk undervejs og så kan man som gammel fan af japanske blodsudgydelser ikke undgå at blive irriteret over hvor meget blod, der efterhånden er blevet digitaliseret. Det kan godt være at det sviner mindre under optagelserne, men de gamle prostetiske effekter tager sig nu engang bedre ud på film.

Dommen er derfor, lidt som med Samurai Princess, at denne type film er en metervare, der ganske vist vil chokere mange der ikke tidligere har set film som dem der blev nævnt ovenfor, men hvor fans af ekstreme japanske film ikke kan undgå at blive ret skuffede over helheden.


Forrige anmeldelse
« Superbror «
Næste anmeldelse
» Stieg Larssons Millennium »


Filmanmeldelser