Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




The Imaginarium of Dr. Parnassus (123 min.) Købsfilm / Sony Pictures
Anmeldt 27/4 2010, 19:46 af Torben Rølmer Bille

På eventyrets overdrev


På eventyrets overdrev

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er i kapelregi ingen grund til igen at gengive hovedtrækkene i den brogede fortælling om den udødelige Dr. Parnassus og en flok af gøglere, for det har undertegnedes kollega Claus Krogholm så udmærket ridset op i sin biografanmeldelse. Derimod søger nærværende anmeldelse at gå lidt mere i dybden, med en egentlig fortolkning af filmens elementer for på den måde at overbevise alle de, der ikke mener at kunne finde hoved og hale i fortællingen, et bud på hvad det egentlig er Gilliams nyeste værk handler om.

Første lag – selve hovedhistorien – synes at beskrive magien i fortællingens kraft. Dr. Parnassus beretter overfor sin datter, at han i sin ungdom var en del af en munkeorden, der sørgede for konstant at fortælle historier om verden. Hvis fortællingen stoppede frygtede de at verden ville ophøre med at eksistere. Den tanke har Parnassus også første gang han møder djævelen, overbevisende drilsk spillet af Tom Waits. Selv om djævelen ved magi får alle munkene til at forstumme, ved at snøre deres munde sammen, så fortsætter verden heldigvis alligevel og Parnassus indser at det ikke kun er munkene, men også menneskernes fortællinger, der er garant for at verden ikke ophører med at eksistere.

Leder man bevidst efter alle de elementer filmen, der peger mod fortællingen, så præsenterer filmen et væld af forskellige repræsentationer af netop denne – rangerende fra Parnassus, der læser højt for sin datter, dukketeater, de skuespil selskabet forsøger at opføre for forbipasserende til de tarotkort, der synes at være ganske profetiske i forhold til filmes centrale historie. Dertil kommer alle de forskellige scenerier, som opstår når almindelige mennesker lokkes igennem Parnassus magiske spejl – der på mange måder er synonymt med det Lewis Carroll lader Alice gå igennem. Bag spejlet skabes der en virkelighed baseret på de ønsker, det begær og de fantasier som den person som trodser barrieren besidder. Parnassus kommer til at fungere som form for kontrollant i denne drømmeverden, for takket være hans utrolige mentale evner, er han i stand til at afværge de allerværste katastrofer og paniktanker som de besøgende kunne tænkes at få. Ud over Parnassus har djævelen desværre også adgang til menneskernes drømme og fantasier, så han er også hele tiden til stede for at lokke med de mest utugtige tilbud.

Det næste lag i filmen er den Faustiske pagt som Parnassus indgår med det onde selv. Velsignelsen om evig ungdom bliver hurtigt en forbandelse og uanset hvordan Parnassus forsøger at snyde djævelen, så synes Ol’ Nick konstant at have endnu et es i ærmet. Filmens fremdrift lever i høj grad på den usikkerhed der eksisterer omkring karakteren Tony – den hængte mand som de rejsende finder på deres vej. Arbejder han for djævelen, eller er han lige så uskyldig som han hævder? Tæt forbundet med denne dikotomi mellem det gode og det onde, er der tillige et fokus på spiritualitet, for selv om Dr. Parnassus som udgangspunkt kun er menneske, så bliver han konstant fremstillet som en østerlandsk guddom, hvis enkle filosofi står i skærende kontrast til den trøstesløse, grå virkelighed der omgiver både truppen og ham selv. Denne er Ikke kun repræsenteret gennem djævelen, men i lige så høj grad i alle de, der besøger Imaginariet.

Djævelen og Parnassus indgår midt i filmen et væddemål om at indsamle sjæle – den der først når fem vinder! Da Parnassus for alt i verden ikke ønsker at overlevere sin elskede datter til djævelen har den gamle mand alt at miste, hvorimod djævelen blot gør alt dette fordi det morer ham. Dette gør at filmen i stor stil fokuserer på det legende og den drilske alvor, der ligger i legen.

At almindelige menneskers underlødige natur bliver konkretiseret i drømmelandskabet bag spejlet, samtidig med at filmen bringen halvguder og djævle til live, kunne meget nemt ses som Gilliams forsøg på at vise sin utilfredshed med den dekadente, vesterlandsk kultur, der har mistet kontakten med deres åndelighed – men i stedet for at rette en fordømmende anklage, endsige at pådutte seeren et egentligt dogme om at følge den ”rette vej”, synes Gilliam at sige at selv religionen, i sine mange afskygninger (en kristen djævel, der frister en Taoistisk munk) også kan opfattes som en form for kronologisk fortælling, der får liv idet vi mennesker vælger at bruge den.

Der er flere ting i filmen, der antyder at hvis Gilliam endelig blev tvunget til give sit bud på den filosofi der betyder mest for ham, så synes Parnassus’ enestående evne til at fordybe sig, at kontrollere andres fantasier og at meditere så dybt at pege mod Østen. Parnassus kan både kan manipulere andres tanker, men samtidig besidder han en menneskelighed og en visdom der gør at han aldrig misbruger sin evne. Han viser langt mere rene og humane alternativer til de fristende tilbud som djævelen gang efter gang forsøger at lokke menneskerne bag spejlet med.

På mange måder minder Giliams nye mesterlige film om Tarsems lige så mageløse billeddigt The Fall, der gennem smukke og mareridtsagtige billeder bliver en ensidig hyldest til fortællingens og fantasiens utrolige, skabende kræfter. Hos disse to visionære filmmagere eksisterer ingen grænser, ingen naturlove og ingen logik når man først kaster sig ud i eventyret, det syrede og de bevidsthedslag, som normalt ikke fylder så meget i vores dagligdag.

The Imaginarium of Dr. Parnassus er en utrolig film. Måske ligefrem et mestervæk. Det virker som om at Gilliam endelig har fundet sit fodfæste igen – måske for første gang siden hovedværket Brazil (hvor han sjovt nok også arbejde sammen med Charles McKeown). Produktionen har, lige som et utal af Gilliams andre, været plaget af en række uheld (se blot Lost in La Mancha for at få et indblik i dette) , men dette er vist den første af Gilliam-film, der ligefrem har budt på dødsfald. Heath Ledger døde, som bekendt, under optagelserne og William Vince – en af filmens vigtigste producerne – døde af kræft, omtrent samtidig med de sidste optagelser kom i kassen. Til gengæld er slutresultatet en film, der taler om liv, død, spiritualitet og efterlivet på en sådan måde at ens umiddelbare dødsangst forsvinder, i al fald mens filmen ruller over skærmen.

Det er nok ikke helt forkert hvis man påstår at CGI endelig har gjort det muligt fra Gilliam at vise verden de billeder han har inde i hoveder. Flere scenerier synes som udvidede versioner af hans tidlige Python-animationer og selv om The Imaginarium of Dr. Parnassus forekommer som en meget personlig film, så er det også en film der byder på audiovisuelle oplevelser, som med sikkerhed vil tage pusten fra langt de fleste. Af same grund bør man under ingen omstændigheder se filmen på en ussel 14-tommers skærm, men her man skal bevidne dette kulørte spektakel i så stort et format som muligt.

Filmen er bestemt ikke en, der vil begejstre alle filmelskere, for der er sikkert mange, der vil påstå at Gilliam blot leverer to timers unødig spekulativ, kompleks og usammenhængende eventyr, limet løst sammen af ersatz-Ledgers. Det er nærværende anmelder helt uenig med, for selv om det er et meget fabulerende og fantastisk eventyr Gilliam serverer for sin seer, så er den grundlæggende historie utrolig nem at følge med i, såfremt man er åben for den.

Samtidig med den ganske simple eventyrstruktur, hvor det gode atter engang skal besejre det onde, så har filmen så mange nuancer og metaforiske sammenhænge, at man sikkert først efter flere gennemsyn får øje på dem alle. Det er en film der bliver ved med at give, en film der rig på detaljer, intertekstuelle referencer til kunst, film og litteratur og så er den en enestående hyldest til de uendelige, utrolige og ufattelige muligheder som ligger hengemt i det menneskelige sind. Man kan nærmest ikke andet end at bøje sig i støvet for Dr. Parnassus’ utrolige show.

Som en tilføjelse til alle disse roser så byder DVD udgaven på et – som altid underholdende og velartikuleret – kommentarspor fra Gilliam selv, men ud over det er der et utal af småfilm og features, der både går bag om kameraet, viser kostumeprøver med Heath, fokuserer på filmens utrolige special effects og meget meget mere. Kort sagt en masse fint ekstramateriale, der nok bør tilfredsstille de fleste fans.


Forrige anmeldelse
« Ved verdens ende «
Næste anmeldelse
» Det perfekte kup »


Filmanmeldelser