Masters of Horror 1-5: John Carpenters Cigarette Burns, Tobe Hoopers Dance of the Dead, Stuart Gordons Dreams in the Witch-house, Don Coscarellis Incident On and Off a Mountain Road og Dario Argentos Jenifer.

De første fem kortfilm i tv-serien Masters of Horror er udkommet, og holder den gennemsnitlige standard, kan vi kun glæde os til de næste otte – for der skal selvfølgelig være 13 film i en horrorserie. Serien består af tretten forskellige instruktioner fra tretten af de mest dominerende og genreopretholdende og -fornyende instruktører. Vi har denne gang fat på John Carpenter, Tobe Hooper, Stuart Gordon, Don Coscarelli og Dario Argento.

Vores fiktionsbrug bærer en intern fornuftstridig hovedpine. Noël Caroll kalder det for fiktionens paradoks, der går ud på, at vi lader os bevæge af ting, som vi godt ved ikke eksisterer. I sin Philosophy of Horror fortsætter han med, hvad han kalder horrorgenrens paradoks – eller hjertets paradoks, som han også kalder det: ”This paradox amounts to the question of how people can be attracted by what is repulsive. That is, the imagery of horror fiction seems to be necessarily repulsive and, yet, the genre has no lack of consumers”. Man kunne tilføje, at horror og dens ofte tilhørende metafysiske og overnaturlige verdensfortolkning ligner religiøsitetens tiltrækningskraft. Fascinationen af både horror og religion opstår, vil pessimisten påstå, ud af frygten for at dø. Hvad mere er, så har ateisten nok ofte svært ved at acceptere de underliggende præmisser i horrorgenren, hvor det temmelig ofte er nødvendigt at acceptere en semireligiøs verdensforståelse. Accepteres blot verdslige anliggender, bliver horroren ofte meningsløs. Det gælder også for de fem første i Masters of Horror-serien.

Det er primært de tre første, der skiller sig ud som gennemarbejdede, betagende og begavede kortfilm. John Carpenters Cigarette Burns er en skøn metafilm, der handler om søgen efter den ultimative horrorfilm La Fin Absolue du Monde, som skulle have den mest gennemførte manipulative kræfter i filmisk forstand. Denne films suggestionskraft, for at bruge K.E. Løgstrups spændende begreb for filmens umådelige overbevisningskraft, er så enorm, at den leder publikum ud i en enorm blodrus. Det er en Carpenter-film, der for alvor viser hans værd inden for genren, mens den rent tematisk kan trækkes tilbage til hans egen In the Mouth of Madness fra 1995, hvor en horrorforfatters bøger også viser sig at være gennemført manipulative.

Tobe Hoopers Dance of the Dead er for så vidt en skøn blanding af horror og science fiction – en sammenhæng, der ofte indgår som genresammenblanding. Atomkrig har udslettet det meste af befolkningen på jorden, hvilket har resulteret i, at forskellen på rurale og urbane livsmåder er blevet enorm. Uden for byerne hersker simpel anarki. Her ude findes filmens omdrejningspunkt, et diskotek, hvor de døde danser. Filmen er en arketypisk science-horror, som er skrevet af Richard Mathesen, der kendes bedst fra mange af de store serier som Tales from the Crypt og Twilight Zone, men også har skrevet en række helt fornuftige film, eksempelvis senest Stir of Echoes fra 1999. Filmen er instrueret af Tobe Hooper, som bør være et velkendt ikon for alle horrorbuffs; man bør blot nævne titler som The Texas Chain Saw Masacre (1974) og Poltergeist (1982), der nok er hans største.

Den næste i serien, Stuart Gordons Dreams in the Witch-house, re-animerer (fristes jeg til at skrive) også en af de store ikoner inden for genren, nemlig H.P. Lovecraft. Filmen er nemlig en filmatisering af hans short-story af samme navn. Gordon har i det hele taget brugt mange filmruller på Lovecrafts fiktion: Re-Animator fra 1985 er nok hans mest kendte, mens der jo også findes From Beyond fra 1986 og Dagon fra 2001. For at bygge videre på Noël Carolls perspektiver, der i øvrigt også – som en af de få horrorteoretikere faktisk – inddrager Lovecrafts poetik Supernatural Horror in Literature (skrevet i 1927), så vil jeg gerne slå et slag for Lovecraft teorier, der er dybt fascinerende og interessante. Han skriver bl.a., hvilket nok er et af mine yndlingscitater om horror: ”The oldest and strongest emotion of mankind is fear, and the oldest and strongest kind of fear is fear of the unknown… As may be naturally expected of a form so closely connected with primal emotion, the horror-tale is as old as human thought and speech themselves”. Der ligger impliciteret i dette og Lovecrafts teori generelt, at der er store kosmiske sammenhænge, der binder universet sammen – og dette er da også del af Dream in the Witch-house. Vores hovedperson, Walter, fordyber sig i studier af interdimensionelle universer, hvilket bringer ham udi sære oplevelser i et gammelt hus, hvor disse interdimensioner eksisterer. Filmen, som oser af Lovecraft, har desværre været nødt til at skære mange af de besynderlige men opfindsomme diskussioner fra Lovecrafts fortælling ud af filmen, hvilket selvfølgelig er en nødvendighed, når der kun er 60 minutter til rådighed. Om ikke andet, så holder filmen godt, men det er skønt at alliere sig med Lovecraft ved siden af.

De to sidste af de fem første er Don Coscarellis Incident On and Off a Mountain Road og Dario Argentos Jenifer. Disse to er gennemsnitlige og selvfølgelig underholdende (som horrorgenren i sin grundessens næsten altid er for mig), men de mangler samme genreoriginalitet, som de tre første bærer. Begge er ganske konventionelle horrorfortællinger om vejens faretruende karakter, hvis bilen brydder sammen, som i Incident, eller det uforklarlige monster, der dukker op, som i Jenifer. Coscarelli er mest kendt for sin Phantasm-serie, hvilke – som den slags lange serier jo gør – bliver lidt langsommelig i længden (duracelleffekten, som jeg kalder det: filmene bliver bare ved og ved). Dario Argento har derimod et helt andet imponerende bagkatalog, hvor den mest kendte nok er Susperia fra 1977. Hvad der nok er handicappet hos Argento, hvilket for så vidt kan siges om mange horrorinstruktører, er en enorm svingende kvalitet. Der er langt fra top til bund hos Argento, hvor bunden udgøres af bl.a. en forfærdelig filmatisering af Gaston Lerouxs klassiker Fanôme de l'opéra. Grundlæggende er disse to afsnit i serien udmærkende, men med tre gode film i starten afviger de i kvalitet.

Derfor kan jeg kun anbefale serien indtil videre. Det er et spændende og omfattende projekt, og jeg glæder mig kun til de næste i serien, hvor vi skal stifte bekendtskab med bl.a. Takeshi Miike, som vi kender fra Ichi fra 2001, Joe Dante, som har lavet Gremlins i 1984 og John Landis, der har An American Werewolk in London fra 1981 på samvittigheden. Ydermere er discene, som er udgivet hver for sig, forsynet med uddybende og oplysninger mængder ekstramateriale, så skal en horrorsamling startes, er Masters of Horror indtil videre et godt sted at starte.