Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




"Bruden var i sort", "Den falske brud" og "Manden der elskede kvinder" (103,118 og 114 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 31/3 2010, 23:31 af Kim Toft Hansen

Truffauts kvinder


Truffauts kvinder

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Flere ting fascinerede den ikoniske franske instruktør François Truffaut. Først og fremmest var han elementært stilskabende med sin nyfortolkning af filmen sammen de øvrige nybølgeinstruktører. Truffaut var tidligt ude blandt disse, og var med til – både gennem sine essays og sine tidlige film – at søsætte en filmtendens, der skulle vokse sig til en af de mest centrale i filmens historie. Det, som mange af disse instruktører blandt meget andet fandt ud af, var, at der i de populære genrer var nogle muligheder, som kunstfilmen ikke før de sene 50’ere for alvor havde fået øje på. Den franske nybølgetradition er på den måde en af de vigtigste tendenser, hvad angår mødet mellem den populære filmkultur og den mere elitære kunstfilm. Genrerne var en grundlæggende inspirationskilde for Truffaut, mens en anden ting også er helt central for at forstå Truffauts samlede produktion: kvinderne!

Disse kvinder sætter Another World Entertainment fokus på med hele tre Truffaut-udgivelser: Bruden var i sort (1968), Den falske brud (1970) og Manden der elskede kvinder (1977) – med de franske titler La mariée était en noir, La siréne du Mississippi og L’homme qui aimait les femmes. Det er ikke, fordi kvinderne og fascinationen af dem er fraværende fra Truffauts øvrige film. De fleste af filmene i den seneste Truffaut Collection indeholder også et plot, der på en eller anden kredser omkring kvinder. Men de tre film her bærer kvinderollen i selve titlerne, hvilket signalerer et særligt fokus i disse film. Tilmed viser de også flere ting, der er centrale for Truffaut, netop genrebevidstheden i de to første og litteraturens rolle i den sidste.

Den sorte brud
For såvel Truffaut som instruktør og for nybølgeinstruktørernes guru André Bazin – stifteren af det toneangivende filmskrift Cahier du cinema – betød flere amerikanske instruktører en del. Under Anden Verdenskrig var importen af amerikanske film sat på standby i Frankrig, og da krigen var overstået mødtes fransk filmreception af et væld af instruktører og film, der på sin egen måde havde bearbejdet krigens dystopier. Det drejer sig om instruktører som fx Howard Hawks eller især Alfred Hitchcock såvel som de amerikanske filmatiseringer af hårdkogte krimier. Den franske reception døbte dele af disse produktioner film noir, hvilket udspringer den litterære krimitradition kaldet série noir. Med Bruden var i sort krediterer Truffaut sin gæld til såvel Hitchcock som denne série noir.

For det første er filmen stilmæssigt meget som en Hitchcock-film: en velkendt søgende kameragang og en skarp fokusering på detaljen, der næsten får filmen til at se så godt filmteknisk planlagt ud, at det bliver selvpåpegende. Den berømte nybølgefotograf Raoul Coutard, som er særligt kendt for sin deltagende rolle i Jean-Luc Godards À bout de souffle og senere flere Truffaut-film, har i den grad formået at skabe en film, der fungerer filmteknisk. For det andet er filmen baseret på William Irishs roman The Bride Wore Black (1940), der netop regnes for at være en série noir-roman. Dermed bevæger Truffaut sig her ind på thrillerens område, der dog i hænderne på ham får en noget andet stemning, end hos Irish – han skal derfor have nægtet at se filmen.

Filmen handler om Julie Kohler, som er på jagt efter fem mænd, der skal være skyldige i at have skudt hendes mand på samme tidspunkt, som de kommer nygifte ud af kirken. På det tidspunkt, vi træder ind, har hun lokaliseret dem, og har kun hævnen i tankerne. Jean Moreau, som Truffaut brugte flere gange, spiller rollen som Julie, der kynisk indkredser de mænd, der skal straffes. Efter sigende har Quentin Tarantino udtalt, at han ikke havde set filmen, før han indspillede Kill Bill, men det er grundlæggende en ligeså utroværdig udtalelse som Lars von Trier, der udtaler, at han aldrig har læst Nietzsches Antikrist. Der er så mange sammenfald mellem Truffauts og Tarantinos film, at det ikke kan være et tilfælde. Det betyder dog ikke, at det på nogen måde er ens film – tværtimod viser begge film, hvor central den pågældende instruktørs egen stil.

Den falske brud
I det næste valg i udgivelsesrækken fortsætter vi med Truffauts inspiration fra William Irish. Den falske brud er baseret på Irishs roman Waltz into Darkness (1947), men der er – som det også gælder Bruden var i sort – ændret på en hel del. I stedet for at foregå i Mississippi, foregår fortællingen nu på den franske koloniø Réunion øst for Madagascar og i forskellige steder Frankrig. Det betød selvfølgelig også nogle kreative variationer i filmatiseringen, hvilket generelt er meget kendetegnende for Truffaut, der – selvom mange af hans film er adaptioner – sjældent holder sig særlig præcist til det oprindelige værk.

Men grundfortællingen er den samme: Det handler om Durand, der har søgt en ægtekvinde gennem avisen, og får også fat i en – det er dog ikke helt den kvinde, som han havde ventet. Her er den titel, som filmen i sin tid fik i den danske distribution, ganske uheldig. Det, der i filmen skal fremstå som lidt af en overraskelse – at bruden, der kommer til Durand, ikke er den, hun udgiver sig for at være – er temmelig gennemskueligt, når filmen hedder Den falske brud frem for Irishs oprindelige titel eller Truffauts egen titel. Rollerne er spillet af de franske skuespilsikoner Catherine Deneuve og Jean-Paul Belmondo, og handler om den trodsige kærlighed, der gør, at Durand – trods alle svindelnumre – ikke mister sin kærlighed til kvinden, han møder.

Filmen er tilmed Truffauts mest Hitchcock-inspirerede film både plot- og stilmæssigt. Den underspillede karakterinstruktion, den præcise og søgende kameragang (denne gang i hænderne på Denys Clerval) og den velformulerede iscenesættelse er alle kendetegn, som Hitchcock ville være stolt af. Fortællingen om svindel og indestængt kærlighed ligger også Hitchcock nær, og det kriminalistiske plot – uden at det helt bliver en krimi alligevel – er også velkendt. Alligevel sætter Truffaut sit helt egen præg på filmen, der mest af alt kommer til udtryk gennem den lidt hengemte rolle, som mysteriet spiller: Det, der er i fokus, er den kvinde, som Durand er forelsket i – og kan man være andet med Catherine Deneuve i rollen?

Manden der elskede kvinder
Det mere voldelige og kriminalistiske er dog ikke i fokus i Manden der elskede kvinder – her er det, som titlen kraftig antyder, selve kvinderne, der er i centrum. Og som titlen også antyder, så handler det om en mand, der ikke længere elsker kvinder: Vi begynder nemlig med en begravelse af en særlig art, idet der kun er kvinder til stede til en mands begravelse. Derpå springer vi tilbage i tiden for at få fortællingen om Morane, der netop er (d)en mand, der elsker kvinder. Han elsker dem så meget, at han på alle tidspunkter og ved alle lejligheder forsøger at være sammen med dem – og det lykkes også for ham. Tilmed synes kvinderne at være interesseret i ham for netop det, han er: et mere flygtigt bekendtskab.

Manden der elskede kvinder er ikke en film, der forsøger at opretholde et politisk korrekt forhold til relationen mellem mænd og kvinder. Det er i højere grad en film, der forsøger at afsøge den elementære fascination af kvinder, men det, der således redder filmen, er Moranes karakter. Han er– som det formuleres i filmen – ikke en Don Juan, der gør det for spillets skyld, men i stedet gør han det, fordi han netop ser noget unikt i de kvinder, han møder. Det er måske netop det, der gør kvinderne interesseret i ham. Selvom filmen i franske feministiske kredse skabte nogen kritik, så er det måske, fordi de ikke ser filmen for det, den vil: Den anser det flygtige forhold mellem mand og kvinde som noget varigt, noget særlig og kærligt og ikke mindst ligeværdigt – og ikke som misbrug af kvinder. Kvinderne i filmen formulerer det ganske klart, når også de slår op med Morane: Vi er frie! Og det gælder også kvinderne.

Hvor Bruden var i sort og Den falske brud afsøger de mere dystre side af mennesker – og kvinder – så søger Manden der elskede kvinder i højere grad i retningen af såvel komedien som det eksistentielle drama. Samtidig er det faktisk måske Truffats mandlige version af det, der senere bliver til Sex & the City: Morane begynder undervejs at nedskrive sine oplevelser med kvinderne, hvilket udvikler sig til filmens voice over og en litterær udgivelse. På den måde er Manden der elskede kvinder en meget fortalt, litterær film, som er endnu et generelt kendetegn for Truffaut. Samme fortalthed kendetegner Sex & the City, men har du først set Manden der elskede kvinder, får du også øje på, hvor filosofisk fattig den amerikanske tv-serie er. Det, der hæver Truffauts film, er i høj grad dens evne til at reflektere over det, som Morane foretager sig – og meget sigende for kærligheden til kvinder, så både starter og slutter den faktisk med en kvindelig voice over. Manden er indesluttet i kvinden.

Kvindernes Truffaut
Truffaut viser i mange af sine film, hvor meget han selv respekterede kvinderne i deres mangfoldighed. Han var notorisk kendt for sin egen skørtejagen, men konkretiserer i sine mange film en kvinde, som han nærer dyb kærlighed og respekt for. Den ulykkelige eller besværlige forelskelse fylder meget hos Truffaut. Han formår tilmed også at caste sine kvinder, så de ikke kun ”ser pæne ud”, men også tilfører rollerne noget. Skuespillerinder som Catherine Deneuve, Jeanne Moreau, Françoise Dorléac eller Delphine Seyrig er personer, der ikke bare fylder rollerne ud – de tilfører karaktererne, de spiller, en uovertruffen sensuel og velspillet skær.

De tre her genudgivne film er ikke blandt Truffauts vigtigste værker. Det betyder dog ikke, at de skal glemmes. Tværtimod viser de, hvor ekstremt højt et niveau denne franske instruktør arbejdede på – og på den måde cementerer Truffauts tre kvindefilm en teknisk stil, en fortællestil, der ikke er til at slippe, når Truffaut er sluppet indenfor. Der er simpelthen ingen undskyldning for ikke at hoppe ombord i nybølgefilmenes udslagsgivende instruktør. Kom så i gang!


Forrige anmeldelse
« Lost in New York «
Næste anmeldelse
» Battle Under Orion »


Filmanmeldelser