Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
2 - Filmanmeldelse
Django Unchained
3 - Filmanmeldelse
Jagten
4 - Filmanmeldelse
The Reader
5 - Filmanmeldelse
Uendelige verden
6 - Filmanmeldelse
Jack Reacher
7 - Filmanmeldelse
Wasteland Tales
8 - Filmanmeldelse
The Last Legion
9 - Filmanmeldelse
Hobitten: En uventet rejse
10 - Filmanmeldelse
Den skaldede frisør




Iron Rose (77 min.) / Another World Entertainment
Anmeldt 23/3 2010, 16:31 af Kim Toft Hansen

Gravens dragende dyb


Gravens dragende dyb

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den franske instruktør Jean Rollin har gennem hele sin karriere haft en ufravigelig interesse i gyserens mytologiske ramme. Særligt har vampyren været et væsen, han har kastet sin kærlighed over. Han var den første til at instruere en fransk vampyrgyser. Men mange af hans film viser en bredere interesse for det mangfoldige rum, som gyseren byder på – flere af hans film viser, at Rollin tidligt indså gyserens surreelle potentiale, og flere af Rollins film bærer derfor også præg af en sær og distancerende avantgarde. Debutspillefilmen The Rape of the Vampire fra 1968 er et virkeligt interessant møde mellem kunstfilmens kompositioner og gyserens ikonografi. Another World Entertainment har ganske velkomment gennem de seneste par år genudgivet en lang række af Rollins værker. Nu er turen kommet til Iron Rose fra 1973.

Iron Rose – der på fransk hedder Le rose de fer – bærer også de velkendte Rollin-elementer, men den er – ift. fx The Rape of the Vampire – en mere regelret behandling af et meget velkendt indslag i gysergenren: nemlig kirkegården. Alligevel formår Rollin at indføre en meget pudsig – og lang – introduktionssekvens uden dialog, hvor vi møder en kvinde på en strand (en strand, som i øvrigt går igen i mange af Rollins film). Kvinden finder en sort jernrose i vandkanten, som hun kærtegner men kaster fra sig igen. Vi klipper til den samme kvinde, der på fronten af et gammelt jernbanetog kysser en mand. Dernæst kastes vi ind i en fest, hvor manden fra toget læser et Tristan Corbiére-digt op, mens han holder øjenkontakt med samme kvinde. Bagefter viser det sig, at de ikke har mødt hinanden før. Tiden er fra starten brudt sammen, og det er allerede her tydeligt – også gennem en søgende kamerastil – at kvinden er noget, vi skal lægge mærke til.

De aftaler at mødes dagen efter til en cykeltur, som ender på en gammel, bevokset kirkegård. Her kravler de ned i en krypt, hvor de gør, hvad man kun kan forvente, mand og kvinde gør i en erotisk Rollin-gyser. Derefter er mørket faldet på, og de indser, at de er faret vild på kirkegården. Resten af filmen handler om deres sære oplevelser midt mellem krucifikser, mystiske passager og kristen ornamentik. På den måde åbner filmen op for en undersøgelse af kirkegårdens rum – som særligt omdrejningspunkt for det mystiske og hengemte. Vi ved dog fra introduktionssekvensen, at kvinden ikke er helt, hvad hun nødvendigvis udgiver sig for at være – hun ved tydeligvis mere, end hun for ham giver udtryk for. Vi kan kun gisne om, hvad baggrunden er – og der skal selvfølgelig ikke afsløres mere her. Men det er interessant, hvor Iron Rose fra starten udmønter det helt klassiske kønsrollemønster fra gyseren, hvor mand beskytter kvinde, der græder – langsomt ser vi, hvordan rollernes byttes over. Har hun haft det med i planen fra starten?

Iron Rose er ikke Rollins bedste film. Den er faktisk, trods sin relativt korte længde, relativt langtrukket. Men den er samtidig et interessant stilstudium i gravens og kirkegårdens rum og betydning for gysergenren. Den uhyggelige stemning, som filmen har, kommer i høj grad fra iscenesættelsen, fra kameraføringen og musikken (komponisten Pierre Raph lavede også den fremragende musik til Rollins Jomfruer og vampyrer og Demoniacs). Det er derfor ikke så meget det, der reelt sker, som er uhyggeligt – i stedet er det stilen, der skaber en stemning. Samtidig er stilen også et pertentligt opgør med almindelige cinematografisk logik: Klassiske regler brydes gang på gang, hvilket dermed også skaber en sær fornemmelse af selv at være fortabt – på kirkegården. Retningssansens hos de to implicerede er, som den også er det hos seeren, brudt sammen.

Jean Rollin er en enormt aktiv instruktør. Det betyder, at der er kommet mange film fra hans hånd, og at der derfor er langt fra godt til dårligt. Når Rollin er bedst, er han virkelig god, men når han er værst, er det til gengæld også ofte temmelig uheldigt. Iron Rose er en stilsikker, men måske lidt blød mellemvare, der leverer en fascination af genren og kirkegårdens effekter. Den er lidt svagt og overgearet spillet (tangere lidt ufrivillig ekspressionisme), men det gør egentlig ikke så meget. Samlet set er Iron Rose dog en ufravigelig film for den, der vil kende genrens grundlag – Rollin er meget bevidst om gyserens ikonografi, og mestrer allerede på dette tidspunkt fine teknikker til at tvinge en stemning ud gennem billederne. Den er samtidig tilpas grovkornet og uselvhøjtidelig til at de mange svage punkter egentlig bare bliver til små pudsige vekselvirkninger i en film, der på ingen måde vil mere, end den er: en banal, lidt syret gyser om at fare vild på en kirkegård.

Læs mere om Jean Rollin her:

Når døden ikke er den sidste udvej – om Jomfruer og vampyrer og The Living Dead Girl
Rollin, rollin’, rollin’ – om The Shivers of Vampires og Lips of Blood
Hvor horror møder erotic – on intethed – om Demoniacs og Night of the Hunted
Voldtægt, vampyrer og viseul ekstase – om The Rape of the Vampire og Fascination
Vin, tørst, kød og blod – om The Nude Vampire og Grapes of Death


Forrige anmeldelse
« Subway «
Næste anmeldelse
» Rædslernes Hus (Les Daboliques)... »


Filmanmeldelser