Den tyskfødte instruktør Roland Emmerich er efterhånden vant til at skabe illusionen massiv ødelæggelse på film. I Independence Day var det aliens, der forsøgte at smadre vores civilisation og i Godzilla var det an amerikaniseret version af japanernes yndlingsøgle, der lagde New York ned. I 2004 tog Emmerich skridtet fuldt ud og skabte en film om ekstrem global opvarmning, der fik vores allesammens jord til at gøre oprør mod os der bor på den og efter en kort afstikker til en fiktiv stenalder er Emmerich nu tilbage med endnu en dystopisk katastrofefilm, der bruger verdens undergang som sit helt centrale tema.

Ifølge en gammel Mayakalender er 2012 året hvor alle solsystemets planeter danner en linje - med en altødelæggende katastrofe som følge. Ifølge de videnskabsmænd, vi møder i filmens start er det dog primært solen, der er skurken her. De opdager at der forekommer større og større soludbrud og derved sendes der ioner gennem atmosfæren, der er så voldsomme at de får grundvandet til at koge og jordens overflade bliver porøs. Gode råd er ekstremt dyre – der er ingen vej udenom - Jorden er ved at ændre sig så radikalt, at det for langt størstedelen af menneskeheden er enden på alt.

Filmen gør, lige som The Day BeforeTomorrow, ganske effektivt brug af vores voksende bekymring over planetens tilstand. Sagt på en anden måde – alle de tilskuere, der synes at ane en sammenhæng i de mange jordskælv og naturkatastrofer, der har skabt kriser verden over i løbet af den seneste tid får i 2012 bekræftet deres værste frygt. Vi lever i den yderste tid. Dette kun er begyndelsen på enden. Filmen er på den vis fyldt med henvisninger til dommedagsprofetier og vi ser prototypiske hjemløse med papskilte, der bedrevidende citerer Biblen. Faktisk synes en læsning af filmen at pege i retning af en apokalypse i netop bibelsk forstand, for filmen, uden at røbe alt for meget, benytter sig direkte af syndfloden som direkte motiv.

Som katastrofefilm fungerer 2012 ganske glimrende. Den følger katastrofefilmens nærmest standardiserede handlingsforløb til punkt og prikke. Tilskueren præsenteres indledningsvis for et forholdsvist stort persongalleri, hvis skæbner uvilkårligt kommer til at krydses i løbet af de to en halv time filmen varer. I dramatiske tableauer må disse mennesker kæmpe for deres liv mens omgivelserne på alle mulige måder forsøger at umuliggøre dette og i disse kampe mod elementerne (i denne film bogstaveligt alle elementerne) er der selvfølgelig en del af karaktererne, der må lade livet – ofte på de mest spektakulære måder.

I dette brogede karaktergalleri er der også altid nogle dumme svin, både blandt ganske almindelige mennesker og blandt eliten – mao. de politikere og officielle personer, som skal træffe de tungeste beslutninger om menneskeracens overlevelse. Her er det specielt interessant at Emmerichs sorte præsident, spillet med vanlig Dødbringende Våben-lune af Danny Glover, er skildret utroligt uselvisk og human – muligvis kan man her tillægge Emmerich en slet skjult politisk agenda, der er meget forskellig fra hans mere krigeriske præsident i Independence Day? Præsidentens nærmeste rådgiver er derimod et rigtigt dumt, selvisk svin. Samme forskel ses mellem vores selvopofrende og idealistiske forfatter, spillet af John Cusack, som flere gange i filmen tørner sammen med en russiske rigmand, der i størstedelen af filmen skildres både egoistisk og nederdrægtig. Russeren portrætteres overraskende nok af vores allesammens ”Milo” fra Pusher; Zlatko Buric.

Samtidig følger filmen katastrofefilmens fastlagte paradigme om at give masser af plads til de følelser som overvælder karaktererne når de på står ansigt til ansigt med døden. Dette giver plads til utroligt mange scener hvor familiemedlemmer siger et sidste farvel til hinanden, hvor telefonsamtaler pludselig afbrydes brutalt, mens tårerne får frit løb. Der er sikkert de, der vil mene at det er rendyrket, spekulativ følelsesporno og de har så vidt ret, men tager man et øjeblik filmens præmis alvorligt, eller leger man i det mindste med på ideen om, at det der skildres i filmen kunne ske, så er det jo klart at det er de helt store følelser der skal vises; forældre må grådkvalt sige farvel til deres børn, kærestepar skilles, idet jorden bogstaveligt talt, opsluger en af parterne.

Det ændrer dog ikke ved at 2012 bliver en meget rørstrømsk affære. Selv om filmen også byder på actionsekvenser, der er utroligt velkoreograferede (et klasseeksempel er den dramatiske flugt vores centrale familie foretager ud af et Los Angeles der brutalt flås fra hinanden) så synes scener med pathos desværre at dominere. Samtidig kan man godt blive en anelse træt af de mange kvasireligiøse henvisninger, for selv sammenhængen mellem apokalypsen hænger ganske fint sammen med det judeo-kristne budskab, så bliver der altså i 2012 smurt lige vel tykt på i den henseende.

Bundlinjen er altså at 2012, ganske som mange andre film i denne genre, er seværdig på grund af sine meget imponerende specielle effekter og i mindre grad på grund af de præstationer som skuespillerne leverer. Samtidig afhænger filmen af om man, med ens begrænsede viden om astrofysik og geologi, køber idéen med at solstråling kan have den påvirkning på vor planet som filmen skildrer. Så selv om man umiddelbart godt kan lide katastrofefilmsgenren, så findes der desværre langt bedre og mere effektive bud på denne genre, i klassikere som The Poseidon Adventure, Det Tårnhøje Helvede eller for den sags skyld den noget nyere Knowing .