Folket har talt! Vi kan godt li’ Stieg Larsson, og vi kan godt li’ filmatiseringerne af hans bøger. Romanerne slog for sig selv rekorder, der holdes i live af bemærkelsesværdige salgstal verden over – en sand kulturel guldåre er blevet blotlagt, og Larssons efterfølgere valfarter til krimiens Klondike for at få bare en lille del af rigdommen. Filmene – hvoraf den tredje og sidste netop har haft premiere – gjorde tricket efter med produktioner, der får folk, som normalt ikke sætter deres ben i biografmørket, til at gå i biografen. På samme måde som Rowlings Potter-bøger fik unger (og en lang række voksne), der normalt ikke åbnede en bog, til at læse igen, har Larssons romaner ikke kun fået det læsende publikum til at pløje blytunge romaner igennem. De har også skabt et marked for voksne passive læsere, som derved har fundet frem til litteraturens vidunderlige kraft – det er i sig selv en præstation, der må anerkendes for det, den er: en vaskeægte succeshistorie.

Derfor var kravene og udfordringerne selvfølgelig store, da danske Niels Arden Oplev skulle sætte billeder på de ord, som så mange læsere selv havde undfanget som indre billeder. Det blev til Mænd der hader kvinder, som var en visuelt betagende oplevelse af en kaliber, som Larsson litterære skrivestil ikke kunne stå mål med. Plottet fra romanen blev ikke udfordret men reproduceret i en grad, der dog var interessant, da den tilsyneladende var rettet mod netop dette læsende publikum: Visse passager af filmen forudsatte faktisk, at man havde læst romanen for helt at fange sammenhængene. Dette så vi i mild grad også ved filmatiseringen af Browns Da Vinci Code, men ikke i et mål som Mænd der hader kvinder. Under alle omstændigheder talte antallet af solgte biografbilletter sit klare sprog: Filmen var i høj grad godtaget.

Dernæst skulle de næste to bind i serien have været omsat til to tv-serier, som i skrivende stund skulle have haft premiere. Succesen fra første del satte dog producenterne på sporet af nye indtjeningsmuligheder ved at omsætte tv-serierne til biograffilm – med en anden instruktør ved roret. Niels Arden Oplev er i fuld gang med at fremtvinge en amerikansk udgave af samme fortælling, mens Daniel Alfredson (som blandt andet stod bag den udmærkede Ulveland) har fået overhændet det frydefulde hverv at følge i fodsporene på første films succes. Og følger vi samme spor som ovenfor, taler det enorme antal solgte biografsæder sit tydelige sprog: Vi kan altså godt li’ Stieg Larsson på film!

Der er ingen grund til at fortælle, hvad filmen handler om – det ved de fleste vist ret godt. Genremæssigt følger vi stadig Larsson forudsatte ledetråd: I Mænd der hader kvinder får vi den vestlige krimis førstetype, nemlig det lukkede rums mysterium. Nu trækkes vi – som det også gælder for Larsson roman – ud på gaderne i mere mudrede samfundsbilleder og hektiske jagtscener, som vi kender fra den amerikanske hårdkogte tradition. Det ser derved ud til, at Larsson – med sine tre krimier – mere eller mindre har ramt en nærmest kronologisk krimihistorie (i tredje og sidste bind får vi suppleret de to første fortællinger med primært et spiondrama og et retsalsdrama). Derfor drejer Pigen der legede med ilden også ind på et spor, hvor vi godt nok har en række uopklarede sager, som vi følger, men samtidig får vi tilført elementære action-sekvenser og gangsterprægede vendetta-scener.

Visuelt og stilmæssigt træder vi et godt stykke væk fra Mænd der hader kvinder. Fotografen er skiftet ud, mens det er tydeligt, at budgettet for Pigen der legede med ilden er noget mere sparsomt end den første film. Tiden, der er brugt på det enkelte skud og den enkelte scene, har efter alt at dømme været mindre – og det kan ses! Kameraet er mere uroligt, vinklerne mindre velvalgte og klipningen er ikke så præcis. Michael Nyqvist holder heller ikke standarden fra første film, hvor hans karakterstil faktisk blev både mere troværdig og interessant end hos Larsson selv – i denne rammer han hverken den syrede heltestil hos Larsson eller sin egen originale, lidt mere forhutlede version af Blomkvist. Noomi Rapace er en køn pige, og hun spiller sin rolle ganske fint – men som en lille, skizoid og børstet Salander dur hun generelt ikke. Det er selvfølgelig uheldigt at undertvinge filmens selvstændige udtryk en romans stil, men Pigen der legede med ilden har ikke rigtig nogen selvstændig stil.

Dertil kommer, at Stieg Larsson romanforlæg til filmen er langt mindre vellykket end Mænd der hader kvinder. De to sidste bind i serien er dårlig redigeret og mindre konsistente i deres fortællinger – de mangler simpelthen en redaktørs (og måske en forfatters) kritiske blik til at blive rigtig velkomponeret. Derfor er det selvfølgelig interessant – ud fra et skælmsk metaperspektiv – at Pigen der legede med ilden bliver ringere redigeret og visualiseret end første afsnit af trilogien. Det er selvfølgelig utilsigtet og afspejler snarere, at den er produceret for et tv-serie-budget. Både stil og fortælling er derfor sparsomt mødt med den oplagte drejning, som Mænd der hader kvinder gav Larssons univers. Jeg har i denne simpelthen svært ved at holde koncentrationen.

Alligevel må jeg vel bøje mig i støvet for folkets røst! Pigen der legede med ilden har fået en succes i en sådan grad, at den må have en appelværdi, jeg bare ikke kan få øje på. Omvendt har medialiseringen af Stieg Larsson også indtaget proportioner, der tyder på, at succesen er gået i selvsving – en mediesucces bliver på den måde reproduktiv og skaber en højere grad af kulturel popularitet end egentlig kvalitativ popularitet. Det er dog ikke noget, de hungrende Larsson-fans, jeg har talt med, vil gå med på: De finder en spænding, en tiltrækning og en humor, som sætter ikke kun det skandinaviske krimipublikum stævne, men også udbreder en interesse for forfatterskabet og filmene, der når længde- og breddegrader, som de fleste populærkulturalister misunder. Som et stykke populærkultur fungerer Stieg Larsson og filmversionen af Pigen der legede med ilden altså temmelig godt.