Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




At skrive eller dø (40 min.) Købsfilm / Art People / People's Press
Anmeldt 5/12 2007, 18:05 af Kim Toft Hansen

Om at tvivle på alt


Om at tvivle på alt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tvivler man på alt, så bør man tro på meget! Sådan citeres vor danske hoffilosof ofte for at mene, men sådan et credo danner også resonansbund for Henrik Stangerups forfatterskab - og hans liv. Men når man således stiller sig tvivlende over for livets generelle grundantagelser, så bliver det efterladte forsøg på forankring - skriften - tilbage, og derfor hedder Ole Roos' film om Henrik Stangerup At skrive eller dø.

Præmissen er simpel. Henrik Stangerups liv har været en tour de force gennem mangt og meget, men med yderst få faste holdepunkter, for når han forsøgte at holde fast, gled fundamentet ud i sandet. Derfor er det oplagt at skildre Stangerup gennem en togrejse: For det første understøtter det truismen om livet som en rejse, men for det andet skildres livet på en bestemt måde gennem en togrejse, hvor stationerne som potentielle forankringspunkter hvirvler forbi i en høj hastighed, mens Stangerup kigger ud - uden at kunne se gennem tågerne fra det gamle tog. Selve måden at fortælle om Stangerup er på den måde svøbt ind i en merbetydning, der fokuserer på hans besværlige forhold til sandheder og holdbare gyldighedsprincipper. Det eneste credo, som en af vennerne udtaler i filmen, var, at han tvivlede på alt.

Denne tvivl bliver også komponeret ind i billederne gennem en flittigt benyttet dobbeltkopiering (billeder oven på billeder), mens underlægningsmusikken i flere tilfælde er free jazz - et ofte ustruktureret musikalsk akkompagnement til et liv uden struktur. Desuden er mange af monologerne fra Stangerup selv fortalt uden ansigt med fokus på en hånd, en ryg eller lignende. Det har selvfølgelig sin primære årsag i, at Stangerup allerede var død, da filmen blev lavet sidste år. Men sekundært bliver dette dermed også udnyttet poetisk i filmen til at reflektere Stangerups tvivlrådighed.

At fortælle mere med billeder end med ord er det oplagte poetiske element i At skrive eller dø. Og ét stiltræk er centralt for mange, hvad man kunne kalde, små filmdigte, nemlig den omtalte dobbeltkopiering, hvor man "klasker" to eller flere billeder sammen i det samme klip. Dette er en for filmen exceptionel lyrisk teknik til at sammenstille elementer, der kan give betydning til hinanden. De enkelte klip kan hver især også benyttes som montager, hvor man derved får - hvad man kunne kalde - akkumulative montager, hvilket betyder, at man selvfølgelig (som Kuleshov-eksperimentet viste) tager mening fra det første billede til det næste. Men den akkumulative montage tager denne "simple" montage, og kobler endnu en montage ovenpå - et af de bedste eksempler på dette er Christoffer Boes Reconstruction. Der er træk, der minder om denne mere komplicerede teknik, i At skrive eller dø, der skal vise, hvordan skriften for Stangerup kan være sylespids og levere et distinkt budskab, men den allermest benyttede er den "simple" dobbeltkopiering - en teknik, som Jytte Rex benytter lyrisk skønt i Silkevejen. Dette fungerer som et eminent redskab til at give en analyse fra ét billede til et andet, men på samme vis sætter det også ind med den uro, som Stangerups person (og liv) var præget af.

Dermed 'bruger' filmen Stangerup, som han brugte sig selv i sin kunst. Filmen, der i filmen bagom filmen af samme navn reflekteres som At forråde virkeligheden, handler blandt meget andet om korrespondancen mellem virkelighed og fiktion, realitet og manipulation, mens Stangerup også selv - efter alt at dømme - ikke var alt for begejstret for selve tanken. Kun Ole Roos, har han sagt, måtte forråde ham. Forråelsen er filmen, der fortæller om Stangerup gennem mange af hans venner (Monica Ritterband, Ole Michelsen og mange flere), der sidder i netop togkupéen tildænget i anekdoter og refleksioner. Men fortællingen, dokumentaren og fiktionen som hver deres genrer er forråelser, mens det derigennem også handler om at bruge denne forræderiske tone til at uddele tæv til dét, der ikke er rigtigt. Som Stangerup siger i filmen: "Ordet kulturdebat burde være et smukt ord" - Stangerup mener, at en kultur (ofte den, der omgiver ham) skal have de tæv, som den fortjener, mens han samtidig skal vise, hvordan han elsker den. Sådan tvetydigt og dobbelttemporalt bliver Stangerup reflekteret, og sådan skal filmen i høj grad set: Som en dobbeltrefleksion, formidlet gennem metervise dobbeltkopieringer, der viser, hvordan et liv kan have lyse aspekter og skyggesider, mens det dog desværre ofte er svært at skelne skyggen fra lyset - det er trods alt lyset, der kaster skyggen.

Derfor handler Stangerup om at 'bruge' sig selv, sin omverden og de skyggespil, han udkæmpede. Han er en modernist fanget i en romantikers krop, eller omvendt, hvilket slet og ret viser sammenhængen snarere end forskellen på romantik og modernisme: en sammenhæng, der kan beskrives som splittelse, en subjektssplittelse, som var en kunstnerisk skaberkraft - det understreget flere steder af vennerne.

Filmen fortæller! Filmen reflekterer! Filmen giver sult på Stangerups forfatterskab! Filmen tegner et portræt - med streg under tegner. Filmen nøjes, men giver derved et omrids af et liv, der ikke kan koges ned til at tre kvarter. Filmen taler gennem billeder, og derfor er den mere poesi, end den er information! Filmen fortæller ikke om Stangerup fra fødsel til død, men trækker tværlinjer, der - i givet fald - fortæller mere end uinteressant biografisk kronologi. Filmen fortolker, og accepterer at den er fortolkning. Derfor er det et værdigt, stilflot og ikke mindst kunstnerisk portræt, der dog savner længde - filmen er simpelthen for kort til dét, den vil nå, men det er jo, fordi man hensynker i billedkompositionen. Filmen er en såkaldt "forseglet kuvert"!


Forrige anmeldelse
« "Zombi Holocaust " & "Zombi 2" «
Næste anmeldelse
» Lions for Lambs »


Filmanmeldelser